Lisbeth Knudsens Blog: "Kan man skrive kritisk om læger?"

Anina W. 5.. september 2009 kl. 14:44
@ Martin Germann 5. september 2009 kl. 09:09:

Hej alle. Hvordan skal man tackle/håndtere/behandle flg. pasient efter jeres mening?
“Jeg mistænker alderen omkring først i tyverne for at være starten på alt dette. Jeg var ofte humørsyg og irritabel, men ikke værre end andre med samme personlighed som jeg. Søgning på hjælp ud af denne tilstand lykkedes aldrig helt. Havde jeg på det tidspunkt vidst at røde håndflader, konstant dump hovedpine og et hævet øjenlåg betød noget ildevarslende, havde jeg nok disponeret anderledes. Jeg havde nok også reageret anderledes ved den halvårlige blodtapning på hospitalets ambulatorium, hvor jeg fik meddelelse om at der var for mange hvide blodlegemer i mit blod. Jeg havde nok slået i bordet hos min læge der afviste min forespørgsel med “influenza”.

Årene gik, og der var ingen ændring på tilstanden, som jo trods alt var til at leve med. Jeg lignede jo stort set alle andre mennesker, skønt lykkepiller gjorde det muligt at bevare facaden udadtil. Hvad jeg ikke vidste var, at denne medicin desværre skulle vise sig at skjule tydelige symptomer på for højt stofskifte.

Lægerne forstod ikke mine klager over indsovningsproblemer, tinitus, ondt i brystet på grund af det hårdtarbejdende hjerte, uro og smerter i benene, koncentrationsbesvær, depression, hævede og sviende øjne, generel dårlig livskvalitet. Lægerne sendte mig, vel i bar desperation, til hjerteafdelingen, psykiater m.m. Der var ikke meget at le ad i den periode, for i min tilstand var jeg ikke i stand til at argumentere og har nok derfor været lidt fjendtlig. Jeg forstod dog aldrig hvorfor der ikke var en behandling der kunne lindre symptomerne, der næsten ikke var til at udholde.

Er du patient, vil jeg ønske dig al mulig held og lykke og rigtig god bedring - jeg ved hvordan du har det. Er du pårørende, vil min historie måske give dig inspiration til at give den omsorg der er nødvendig for at din kære får et nogenlunde godt liv.” http://www.nyvej.dk/mortensen/graves.htm

Mere end tyve år gik, før denne patient omsider fik en diagnose - en stofskiftesygdom Graves (Basedow). Og dette på trods af at patienten både har “overrendt” sin praktiserende læge og, som Martin Germann skriver: “Alle undersøgelser er kommet tilbage normale.”

Du skal ikke spørge mig/os Martin Germann. Du bør derimod stille spørgsmålstegn ved resultaterne af de tests du modtager fra labbet og benytter til at diagnosticere dine patienter som hypokondere. Problemet er - Martin Germann - at alle referencer for diverse værdier er fastsat gennem analyser af tilsvarende forhold gældende for raske mennesker. Når så syge mennesker bliver vurderet op imod det som gælder for raske mennesker - kan det nærmest ikke komme andet ud af, end fejl. Dvs. kun påfaldende afvigelser fra referenceværdier påkalder sig lægens opmærksomhed, mens alle mere tilslørede sygdomsbilleder bliver overset i flæng.

Du burde stoppe op og overveje det bedste tegn af alle - at din patient kommer med klager omkring så at sige alle organer. Har du overhovedet spurgt dig selv HVAD kan give symptomer fra alle kroppens organer? Hormonfejl? Ved du at klimakteriet kan være årsag til at kroppens totale hormon-feedback kommer ud af sync, dvs. at der “lige pludselig” kan komme tegn og symptomer fra, så at sige alle kroppens organer? Bekymrer det dig ikke, at det er EFTER klimakteriet, at de fleste alvorlige sygdomme udvikles hos kvinder? Har du aldrig spurgt dig “hvorfor”?

Eller hvad med enzymbrist? Aldersbetinget (over mange år) ophobning af fluor fra tandplejemidlerne/fluorlak/fluortabletter og kviksølv fra tandfyldninger påvirker kroppens enzymer og svækker derved alle kroppens hormonkirtler, forårsager anzymfejl og ødelægger celle-metabolisme. Har du aldrig spurgt dig selv hvorfor nogle af dine besværlige patienter har en grålig, glasagtig tandemalje, eller hvidlige flækker på deres tænder, eller ekstremt tyndt hår, eller et dejagtigt ansigt? Det kunne jo være, at netop disse besværlige patienter er ofre for deres forringet biologisk tolerance over for netop disse stoffer, hvilke netop kan gøre dem syge, mens andre går (symptom)fri.

Og hvad med fejlernæring? Jo mere saltfattigt levevis, jo større risiko for svækkelse af binyrebarken. Jo mere fedtfattigt levevis, jo mere kolesterol pumper leveren (så længe den orker) i kroppen, jo højere Lp a, jo højere CRP-tallet, jo værre D-vitaminstatus og derfra udvikles hundreder af sygdomstilstande som du har ikke en jordisk chance for at genkende endsige diagnosticere, idet du for det første ikke har de rette kundskaber og for det andet - slet ikke søger efter da du er jo blevet enig med dig selv om, at denne patient er en hypokonder dvs. ikke værd at spilde tiden på.

At sende denne vanskelige patient videre til speciallæger fører sjældent til den rette diagnose, da også speciallægerne gør dem deres egne tanker om de vanskelige patienter, specielt hvis disse fejler noget speciallægen ikke er særlig interesseret i. Det er jo velkendt, at danske indremedicinere er mest glade for diabetes, mens andre endokrine sygdomme har ikke deres engagerede bevågenhed. De (øvrige) endokrine sygdomme er simpelt hen for krævende at deale med og fordrer en konstant efteruddannelse, hvilket kan være lidt svært når man også skal nå sine fritidssysler på privathospitalerne eller i privatpraksis, ikke? En indremediciner uden “en lille forsker i maven” er ikke ret meget værd som speciallæge, kan jeg hilse og sige.

Så nej - Martin Germann - du skal ikke spørge mig/os. Du kan udmærket selv klare opgaven, hvis du ophører med at agere en skrivebords-receptudskriver og starter med at studere/udvikle lægekunsten, hvilken som bekendt først kan påbegyndes lære i EFTER at autorisationen er meddelt. Der er meget at lære. Det er korrekt. Men hvad har du tænkt dig at det skulle være, da du valgte at uddanne dig til læge? At det skulle være nemt og lige til?

Så hvad bliver det til, Martin Germann? Skal du leve for at kæmpe for dine patienter, eller skal du leve for at opgive dem?

@ Martin Germann 5. september 2009 kl. 13:51:

mht tillid: jeg siger nogle gange til hende (med et smil) at hun er kuleskør og hun siger tilbage jaja Martin, hvis du var min søn havde du fået stuearrest, hvorefter hun griner. Det er vel også efter jeres mening helt vildt negativt.
Nej, ikke nødvendigvis. Det er som man tager det. Det lyder som om hun har opgivet dig, lige som du forinden har opgivet hende….