Citer Oprindeligt indsendt af JS
Så spørgsmålet er om det er mig en dag der bliver fristet Pyh ha det var da vist en indrømmelse, jeg dårlig tør tænke. Døm mig nu ikke, for jeg har aldrig gjort det
Ti hi, JS, godt at debatterne er lukkede, hva`!

Jeg bryder mig heller ikke om utroskab; men, man kan være i en situation i forhold til f eks sit eget selvværd, at være dejlig og begæret, at det kan være svært at sige nej, når fristelsen byder sig.

Det kan jeg godt forstå.

Men derfra skal man jo huske, hvad det gør ved den, som man bor sammen med i det virkelige liv, når han/hun finder ud af det...og hvad det ville gøre ved en selv i det daglige, hvis han/hun IKKE finder ud af det! Kan man leve med det?

Hvis man kan er det jo fint nok.
Men hvis man ikke kan, skal man så fortælle det ...eller er det mest medmenneskeligt at lade være? Og for hvis skyld siger man det? For ens egen samvittighed eller?

I mit ægteskab var jeg fristet flere gange, men gjorde det aldrig. Desværre
Den overvejende årsag til at min mand og jeg blev skilt, var hans utroskab!!

KH Sissan