Kære alle

Ja det er en stor mundfuld at gå i gang med at diskutere indvandrerpolitik, og jeg synes I er kommet flot omkring og jeg beundrer jeres gode formuleringsevner.

Jeg selv bor i en kommune som har formået at tage hånd om problemerne inden de voksede sig store, og vi har ikke større problemer med de etniske drenge end vi har med de blege danskere eller rockerne som vi jo også har en stor del af.

Den berøringsangst, som jeg mener vi i Danmark har overfor andre kulturer, og her tænker jeg især på når det drejer sig om fjernelse eller andre tiltag af de børn som forældre ikke kan tage vare på, bliver flot håndhævet her. Vi skal jo sætte ind overfor de helt små i vores samfund og de regler der gælder for vores samfund skal naturligvis gælde for alle.

Det Hejdien og Biddi har oplevet er jo helt forfærdelig, og der skal jo ikke skeles til om bøllerne har den ene eller anden kultur, der skal selvfølgelig gribes ind og hellere i dag end i morgen, men jeg tror faktisk ikke at det er kulturbestemt at være mere rå som indvandrerdreng end som dansk, men jeg tror det hænger sammen med en masse andre negative ting de oplever i vores land.

Min datter går på universitetet med et par rigtig søde piger fra det muslimske samfund, de bærer begge et smukt tørklæde, og er ikke undertrykte af deres mænd. Dette er bare en lille ting som vi mener at vide alt om, bare fordi nogle med tørklæde er undertrykte, så bliver det hurtig til at det gælder alle. Man kan sagtens være undertrykt som kvinde uden at bære tørklæde, mon ikke vi alle kender til sådan et tilfælde, jeg gør. Vi har mange fordomme, nogle af dem er sande men andre er det ikke, der er unge studerende der ikke kan komme ind på diskotekerne i København og sikkert også andre steder, fordi de ikke lige har den rigtig hudfarve. Det er for mig rystende og for øjeblikket verserer en sag om en ung lægestuderende der har anmeldt et bestemt diskotek for racisme, jeg håber han vinder den. Han får at vide at han ligner én af dem der har lavet ballade, og han er det rareste og kærligste menneske, min datter har kendskab til ham gennem en veninde der er hvid lægestuderende.

Vi skal lære vores børn at modtage andre kulturer med et åbent sind, for det kan faktisk være berigende, og ikke bedømme dem ud fra deres udseende, race eller religion eller om de bærer kasket eller tørklæde.

Med denne smøre er det ikke fordi jeg mener I har givet udtryk for det modsatte, men jeg har bare gået og tænkt disse tanker. Jeg selv har to adopterede piger fra Korea og nu to små børnebørn der er halvkoreanere, så jeg har jo selvfølgelig gjort mig mange tanker siden mit første barn kom for 36 år siden, om det at se anderledes ud. Min ældste datter skriver altid i sine ansøgninger til job, at hun er Koreaner, for hun vil ikke udsættes for at de lige kikker en gang mere når hun træder ind af døren. Som hun siger så kan de sortere hende fra for starten af. Jeg må lige tilføje at hun har et rigtig godt job og er universitetsuddannet.

Knus til jer alle JS - håber I modtager alt dette i den rigtige ånd, nemlig min -