Fra 2005 og frem til 2007 var et sandt helvede. Min mand kunne absolut intet, og vores firma havde ophobet en gæld grundet det ustabile og manglende engagement. Vi måtte til sidst afvikle det og blev bevilliget gældsanering, samt overdrage de sidste sørgelige rester af vores lille firma, vi havde brugt al vor tid sammen på at skabe. Jeg endte selv med at gå helt ned, med et stort rungende brag, men den historie kommer på, i en anden tråd.

En aften ringede jeg til min svigerinde og sagde at nu måtte hun tage over, da jeg ikke vidste mine levende råd og kunne ikke klare det længere. Min svigerinde er uddannet farmakonom og havde derfor en del kendskab til medicin. Vi aftalte at hun skulle hjælpe mig med at gennemgå min mands medicinliste fra A-Z for at se om noget kunne være anderledes, da ingen af os forstod hvorfor han konstant kastede op. Min mand og jeg lavede så en komplet liste over al medicinen han fik - og nu sad min svigerinde så og gennemgik den trin for trin. Hun kiggede på os begge og spurgte om han aldrig havde fået primperan?

Primperan??? Hvad er det spurgte vi i munden på hinanden. Hun forklarede så, at det normalt blev ordineret når folk fik store doser ketogan, da ketogan lammede tarmene og fik dem til at gå helt i stå. Primperanen skulle så "piske" tarmene igang igen og dæmpe kvalmen.

Vi var rystede!! Min mand havde siden hans 3 i træk operationer fået svimlende høje mængder ketogan, da det var det eneste der kunne holde ham bare en smule smertefri. Men INGEN havde gjort os opmærksom på at dette "medicin" lammede tarmregionen og som følge ingen tarmaktivitet og som konsekvens 2 års konstant opkastning af halvt eller helt ufordøjet mad.

Vi sad nu dèr, os tre helt almindelige mennesker, med en chokerende undren over, at vi selv, uden de helt store forudsætninger, skulle opdage hvad der evt. var årsagen til hans vanskeligheder.

Den medicinske afd. på OUH blev nu kontaktet.


Fortsættelse følger..