Vi lever i en ungdomskultur hvor gamle menneskers dyder er støvede og kedelige. Selv en som jeg, i starten af trediverne ligger mærke til omgivelsernes forandringer. Bemærkninger fra venner såsom, "nu er vi ikke unge længere" kan godt falde som en af undskyldningerne for at sløjfe den sidste fadøl og tage hjem til dynerne. Selvfølgelig trykker alderen og jeg synes ikke rigtig at jeg har nogle rigtig gode værktøjer til at håndtere det.

Madonna er nu ca. 50 år gammel - hun kunne skrive her på dette forum, hvis hun havde tid og hun har lige udgivet nået nyt. På P3 kunne man høre at "hun prøver for meget at være ung" - "hun skulle hellere lave noget der passer til hendes egen alder". Men hør her, hun har altid udgivet musik der kunne danses til og hun er i kanon form - så hvorfor må hun lige pludselig ikke være med?

Det er cool at være ung, med verden foran sig - man kan blive alt, samtidigt med at man intet er... Martin fra X-Factor er lige kommet med noget musak og det er jo pokkers indholdsløst. Det er lir, som han ikke engang selv har skrevet og komponeret. Det er der jo nok nogle gamle stoddere der har, ude i kulisen.

Da jeg i sin tid var i byggebranchen som ingeniør, kom jeg ret tæt ind på livet af entreprise- og projektlederne. Overalt var der en stor respekt for de gamle ingeniører, der havde været alle mulig steder og befundet sig i mulige og umulige situationer. Fulde af beundring hørte "vi unge" på røverhistorier om hvordan vores gamle kollega havde stået og svejset stål på øverste etage af SAS Radison højhuset mens han varmede fingre og tændte smøger med svejseflammen. Disse gamle ingeniører nyder en utrolig respekt fordi de har så meget erfaring, i en branche fyldt med røvere og banditter er dette guld værd!

Hver dag, er jo den første dag i resten af ens liv. Jeg vil ønske at der kunne være mere på tværs af generationerne. Det er ikke sjovt at føle sig til overset og glemt.