Jeg må indrømme, at Beas død og begravelse fylder meget i mit hoved i disse dage, og jeg har så mange tanker omkring det menneske, som jeg tror, hun var - nemlig den selvopofrende, "usynlige" kvinde, som rigtig mange kvinder i den generation og generationerne før, er og har været.

Citer Oprindeligt indsendt af Anina
I kan selvfølgelig med jeres gode ret sige, at jeg kan jo ikke vide alt dette og derfor er/var det nok ikke så sort som jeg maler det her.... Men helt ærligt.... det er IKKE nye tanker hos mig. Disse tanker havde Bea selv animeret mig til gennem korte sidebemærkninger af og til, og så en sjælden gang imellem - direkte tilkendegivelser af, at hvor hun levede - var der ikke rigtig den samhørighed hun savnede vist nok gennem det meste af sin tilværelse.... Sådan har man det ikke uden grund, og ej heller plejer mine tanker komme uden grund.
Du tager ikke fejl med de evner du har til at "aflæse" de signaler, vi andre sender i det, vi skriver, og især det der står imellem linjerne. Du rammer plet næsten hver gang!

Jeg har også haft indtryk af, at Bea var et meget ensomt menneske, og at hun ikke fik ret meget støtte fra sine nærmeste. Desværre tror jeg, at rigtig mange kvinder lever på den måde.

Citer Oprindeligt indsendt af Anina
Nu har flokken afleveret deres judas-blomster og er vendt hjem til dem selv, hvor de fortsætter med deres eget liv og højst sandsynligt forbliver ved med at overhøre hinanden, at vide bedst hvad hinanden bør gøre og tænke, overse hinanden og fordømme hinanden....

De robuste vil klare sig igennem denne intetsigende omgang med hinanden. Andre, som Bea, vil fortsætte deres liv under en osteklokke, i sjælens ensomhed og den indre tavshed, der efter min mening - er mere dødbringende end alverdens sygdomme.
Er det ikke kendetegnet ved hele vores egoistiske samfund efterhånden? Hvor ofte møder man mennesker, der drager omsorg for hinanden og hjælper hinanden i dag? Det gælder uanset om det er i familierne eller ude i samfundet.

Åh, der er så meget, jeg gerne vil skrive her, men mine tanker er så flyvske og ustrukturerede, og jeg kan slet ikke få styr på alt det, jeg gerne vil udtrykke. Hvor ville jeg ønske, at vi kunne sidde face to face og drøfte alle disse ting, som giver så meget stof til eftertanke!

Jeg vender tilbage en gang i morgen - forhåbentlig med lidt mere styr på tankerne.

Knus, Anne