Hykleriske begravelser

[Anina W.]

Hykleriske begravelser!

Endnu en gang er jeg gået i tænkeboksen og de tanker jeg tænker i denne tid, og i dette emne, må vente til mindet om Beas begravelse bliver mindre smertefuld.

Det hele startede med, at Beas ven skrev noget i retninge af, at der kom "en million" kranse og buketter til Beas begravelse - og så var det, at jeg fik sådan en påtrængende lyst til at spørge hende om "hvorfor". Hvorfor skulle der komme en million blomsterhilsner til Beas begravelse, når der i levende live var kun så få, der kerede sig om hende? Når jeg vælger udtrykket 'at kere sig' - mener jeg faktisk tre ting: 1. viljen til at forstå (et andet menneske), 2. viljen til at lytte (til et andet menneske) og 3. respekt!

Mig bekendt har Beas familie og 'venner' samt bekendte begået, så at sige, alt andet end netop disse....

Godt nok nåede forholdet mellem Bea og hendes mand en meget positiv forvandling i løbet af de tre sidste år, så hun omsider, efter mange årtiers samliv kunne begynde kalde sin mand for 'sin bedste ven', selv om i begyndelsen af hendes tid her hos os - var han lige så fjern fra hende som resten af familien inkl. hendes børn og de 'venner', der altid havde noget (kritisk/nedgørende) at sige om hendes gøremål, om "arbejdsløshed", om hendes uddannelse, om hendes "usynlige" sygdom, der kommenteredes med 'at det kunne jo ikke være så slemt altsammen. Når vi kan tage os sammen kan du også' og så mere i den dur....

Det er så absolut ikke uden grund, at hun følte sig så ensom, som hun vitterligt gjorde, og selv de få 'bedste venner' gennem mange år, ikke havde hendes fulde tillid (mere), hvilket for mig at se er et klart tegn på, at også de gjorde sig skyldige i kunsten at overhøre, negligere, ignorere og bedrevide, eller "når vi andre kan, kan du også..." osv.

I kan selvfølgelig med jeres gode ret sige, at jeg kan jo ikke vide nok om alt dette og derfor er/var det nok ikke så sort som jeg maler det her? Men helt ærligt - det er IKKE nye tanker hos mig. Disse tanker havde Bea selv animeret mig til gennem små, harmløse sidebemærkninger af og til, og så en sjælden gang imellem - direkte tilkendegivelser af, at hvor hun levede - var der ikke rigtig den samhørighed hun savnede, vist nok gennem det meste af hendes voksne tilværelse. Sådan har man det ikke uden grund, og ej heller plejer mine (efter)tanker komme uden grund.

Havde Beas ven bare ikke nævnt disse "million" blomster - havde jeg nok heller ikke genoplevet mine egne tanker fra den tid Bea var her og i går kl. 13 kom de så igen og så kom jeg til at tænke på, at hvis man blot nøjes og ikke sorterer med hård hånd mens man lever - kommer de samme mennesker, der fyldte ens liv med uforløste længsler og med skuffelser, til at følge een i graven, medbringende en "million" blomster, som om det kunne udligne et helt livs undladelser, mental og emotionel dovenskab, tillige med mangel på den omsorg i hverdagen - den følelsesmæssige omsorg - der har magten til berige et liv - andres og ens eget.... når den, vel at mærke - ydes og nydes.

På en eller anden måde - tror jeg, var Bea lige så alene i sin kiste i går, som hun var i levende live, og dette, må jeg indrømme, dette gør mig voldsomt rasende.

Nu har flokken afleveret deres judas-blomster og er vendt hjem til dem selv, hvor de fortsætter med deres eget liv og højst sandsynligt forbliver ved med at overhøre hinanden, at vide bedst hvad hinanden bør gøre og tænke, overse hinanden og fordømme hinanden!

De robuste vil klare sig igennem denne intetsigende omgang med hinanden. Andre, som Bea, vil fortsætte deres liv under en osteklokke, i sjælens ensomhed og den indre tavshed, der, efter min mening - er mere dødbringende end alverdens sygdomme.

Jeg har det med det lidt som Helle har det med Mors Dag - de mennesker, der ikke er pænt tæt på mig, der ikke risikerer noget, der ikke lader sig berige og selv beriger os i (vores) levende live - de skal ikke med når jeg skal herfra! Det står allerede skrevet klart og tydeligt. Og skulle det ende med, at kun min søn følger mig afsted, må han være indstillet på at de, der havde negligeret hans mor mens hun levede, skal HINDRES i at være tilstede under min begravelse, med deres påtagede lovprisninger og ros til den afdøde, selv om i levende live har de (i den grad) været fraværende og ligeglade.

For mit eget vedkommende, ville jeg betragte deres tilstedeværelse ved min bisættelse som den ultimative fornærmelse, og endnu en tung sten at bære med, når de samme mennesker, der før har forvoldt mig kvaler - nu er nærværende, når jeg skal stedes til hvile? Ikke tale om!

Jo, jeg ved, at man siger at en begravelse er mest for de efterladte, men selv når/hvis det er tilfældet - hvor fantastisk er det for de efterladte at se på, at de samme mennesker, der ikke havde været gode ved ens afdød - nu er tilstede alligevel? Og udtrykker nu det stikmodsatte af det, de gjorde mens den afdøde endnu levede? Puha, det er kompliceret og selvfølgelig er det frit for alle selv bestemme, hvilke kompromisser de selv ønsker at acceptere i anledning af et dødsfald, men jeg selv vil ikke indgå lignende kompromis.

Derimod, ville jeg mene og støtte, hvis min søn valgte at afholde gravøl i anledning af sin mors bortgang, udelukkende med hans egne venner dvs. mennesker, der ville komme og trøste ham i hans egen sorg - ville det faktisk kun være de mennesker, der kerer sig om ham - hvilket er en tanke, der selv nu gør mig varm om hjertet og jeg håber han vil gøre det, den dag det sker.

Det skærer i hjertet når jegt tænker på alle de mange år Bea er gået blandt de mange, med sit ensomme hjerte og opgivede forventninger.... nøjsom og fordringsløs. Helt ærligt. Det var i den grad synd for hende, som det er for de mange andre i lignende forhold, der går derude og har det lige som hun havde....

[Helle]

Dit indlæg giver en masse stof til eftertanke, ihvertfald for mig.
Som i ved er min bedste ven lige blevet 75 år, jeg ordnede alt i den forbindelse trods at han har 5 børn, 3 svigerbørn og en ekskone, dem så jeg sidst da han blev 70, der dukkede de op EFTER tavshed i mange år, igen i år dukkede de op til en fuldfærdig fest, uden i den forbindelse at have rørt en finger...... og iøvrig UDEN at have ringet efter for at sige et lille "Tak for sidst" som jeg har lært er almindelig høflighed .....

Jeg sidder her og tænker over om de næste gang vi ses kommer med blomster til hans begravelse....

Hvis ikke folk kan holde af og om en i levende live så er det i mine øjne hyklerisk at møde op når slutningen en realitet, jeg havde de samme tanker i forbindelse med hans fødselsdag, og jeg vil højst sandsynelig få dem når han ikke er her mere.

[Anina W.]

Måske vil det være lidt hjælp til at forstå mine bevægegrunde til at skrive netop som jeg gjorde - hvis jeg også fortæller, at for mig er et menneske ikke væk, bare fordi det døde.... Og den værdsættelse og respekt jeg nærer for vedkommende - fortsætter jeg med, som om vedkommende fortsat lever....

Kald det bar for underligt, men sådan har jeg det og til dette hører så også, at alle de tanker og alle de oplevelser, samt alle de bøn og ønsker vedkommende havde i levende live - gælder fortsat blandt de efterladte (mig selv f.eks.) og skal derfor gælde og respekteres som gældende hinsides døden...

Det er derfor, at jeg gør mig disse tanker og derfor mener jeg, at Bea har fortjent bedre til sin bisættelse end en hel flok mennesker, der ikke havde respekteret hende mens hun levede.

Det er jo kun os endnu levende, der kan "holde vagt" og sørge for, at en afdøds integritet bevares og værdsættes.... Sådan har jeg det med enhver jeg holder af og sådan vil jeg også gerne have at det bliver når jeg dør....

Jeg sidder her og tænker over om de næste gang vi ses kommer med blomster til hans begravelse....

Jeps, det tror jeg du har ret i. Værre endnu: de kommer til at mase sig frem, forsøge at skubbe dig væk, uagtet hvad og hvor meget du har udrettet for denne gode gamle mand fordi.... "de er familie!" Fuck dem!

Jeg glemte lige at spørge om, hvordan har din papfar selv med det? Er glad og taknemmelig for selv den smule, eller ser han realistisk på tingene?

Ellers ved jeg godt, at jeg lyder aggressivt lige nu. Jeg bliver go' igen, men først må jeg have raset ud, med Beas begravelse i frisk erindring.

[Helle]

Han er sådan lidt af hver, selvfølgelig er han glad for den smule kontakt han har til sønnerne, på den anden side så ved han også at skal han have hjælp så er det IKKE dem han skal vende sig til, den ene søn havde adopteret en lille dreng fra Kina for 3 ½ år siden, det fik min papfar af vide 2 uger før sin fødselsdag og kun fordi de måtte have ham med De bor omkring 3 km fra ham, i hver sin retning, men ikke om de kommer og ser til ham

Jeg tror inderst inde at han er rigtig ked af at de ikke "gider" ham, på den anden side vil han heller ikke give udtryk for det for ikke at gøre mig ked af det og måske få mig til at føle at det jeg gør ikke er godt nok, selvom at jeg har sagt flere gange til ham, at NU ringer jeg til dem, så vil han alligevel ikke være til besvær over for dem

Den ene var lidt efter mig fordi jeg ikke havde kontaktet dem da min papfar var meget syg i december, men som jeg fortalte ham med STORE bogstaver så er/var det lidt svært eftersom at hverken han eller jeg havde/har deres nummer, nu har jeg så den ene søns nummer, men om jeg vil bruge det tvivler jeg godt nok på

Der var flere fra min familie til hans fødselsdag end der var fra hans egen, og det pinte dem vist lidt

[Yvette]

Jeg har tenkt mye på det som har blitt skrevet her i dag om begravelser, og jeg er så lei meg på vegne av Bea med sine "millioner" av blomster, når jeg leser hva Anina skriver om hennes liv. Noe av ensomheten har jeg oppfattet, men ikke at det var så ille.

Jeg har ofte tenkt når jeg har vært i begravelser og hørt på alle de gode ordene som blir sagt om de avdøde - og undret meg over om de fikk høre de samme gode ordene når de var i live. Jeg tror ikke det. For noen få år siden var jeg i begravelse til en kollega og nær venn. Han ble på jobben sett på som en "gammel ungkar", kjedelig, kunne ikke kle seg i de "riktige" klærne, hadde altfor mye penger, sparsommelig....og jeg kan fortsette i det uendelige...og disse samme menneskene var til stede i hans begravelse og kunne meddele at "en hedersmann var gått bort".

Da han havnet på sykehuset var der ingen annen enn meg og hans nære familie som besøkte ham, samt en tidligere kjæreste av ham. Det tok bare noen få minutter fra arbeidsplassen til sykehuset, men ingen hadde tid eller ork. I begravelsen møtte nesten hele kontoret, ca 60 personer! Å så rasende man kan bli! Jeg orker nesten ikke tenke på det, men det kom tilbake med full styrke da jeg leste hva som ble skrevet her i dag.

Og er det ikke underlig at familier møtes bare ved slike anledninger? Samt andre "høytidligheter". DA kommer man fra fjern og nær. Ellers har man ikke tid til hverandre.

Begravelse fikk et nytt innhold for meg i dag.

Forferdelig trist med Bea, hennes ensomhet og hennes "millioner" av blomster. Dette fortjente hun ikke!

[Anne]

Jeg må indrømme, at Beas død og begravelse fylder meget i mit hoved i disse dage, og jeg har så mange tanker omkring det menneske, som jeg tror, hun var - nemlig den selvopofrende, "usynlige" kvinde, som rigtig mange kvinder i den generation og generationerne før, er og har været.

I kan selvfølgelig med jeres gode ret sige, at jeg kan jo ikke vide alt dette og derfor er/var det nok ikke så sort som jeg maler det her.... Men helt ærligt.... det er IKKE nye tanker hos mig. Disse tanker havde Bea selv animeret mig til gennem korte sidebemærkninger af og til, og så en sjælden gang imellem - direkte tilkendegivelser af, at hvor hun levede - var der ikke rigtig den samhørighed hun savnede vist nok gennem det meste af sin tilværelse.... Sådan har man det ikke uden grund, og ej heller plejer mine tanker komme uden grund.

Du tager ikke fejl med de evner du har til at "aflæse" de signaler, vi andre sender i det, vi skriver, og især det der står imellem linjerne. Du rammer plet næsten hver gang!

Jeg har også haft indtryk af, at Bea var et meget ensomt menneske, og at hun ikke fik ret meget støtte fra sine nærmeste. Desværre tror jeg, at rigtig mange kvinder lever på den måde.

Nu har flokken afleveret deres judas-blomster og er vendt hjem til dem selv, hvor de fortsætter med deres eget liv og højst sandsynligt forbliver ved med at overhøre hinanden, at vide bedst hvad hinanden bør gøre og tænke, overse hinanden og fordømme hinanden....

De robuste vil klare sig igennem denne intetsigende omgang med hinanden. Andre, som Bea, vil fortsætte deres liv under en osteklokke, i sjælens ensomhed og den indre tavshed, der efter min mening - er mere dødbringende end alverdens sygdomme.

Er det ikke kendetegnet ved hele vores egoistiske samfund efterhånden? Hvor ofte møder man mennesker, der drager omsorg for hinanden og hjælper hinanden i dag? Det gælder uanset om det er i familierne eller ude i samfundet.

Åh, der er så meget, jeg gerne vil skrive her, men mine tanker er så flyvske og ustrukturerede, og jeg kan slet ikke få styr på alt det, jeg gerne vil udtrykke. Hvor ville jeg ønske, at vi kunne sidde face to face og drøfte alle disse ting, som giver så meget stof til eftertanke!

Jeg vender tilbage en gang i morgen - forhåbentlig med lidt mere styr på tankerne.

Knus, Anne

[Zuzan]

Selvom jeg ikke kendte Bea så godt, har det gjort et dybt indtryk på mig, at hun har skrevet på nettet - som hun plejer - dagen før hun døde. Der var ingen tegn på, at noget "farligt" var undervejs. Hendes indlæg var altid varme og medfølende med et trøstende og opmuntrende "spark" bagi på den kærligste måde.

Jeg har så læst nogle at hendes indlæg, hvor jeg tilfældigvis faldt over nogle, hvor jeg straks fornemmede det samme, som Anina skriver. Nemlig ensomhed.

Det var altså barsk læsning, og så bekræftelsen her i Aninas præcise og rammende indlæg, som også sætter mange andre tanker i gang hos mig.

Jeg har også tænkt over, om det både var Beas eget, men også omgivelsernes pres, der har gjort, at hun arbejdede langt mere, end hun reelt magtede med det helbred, hun havde. Ligesom jeg også har tænkt meget på, at den sidste barske tid med hendes fars sygdom og død reelt blev "dråben", der blev for meget. Hendes omsorg og store hjerte blev hendes død.

Mange af jeres betragtninger deler jeg også fuldt ud om de fremmøder, man ser ved begravelser.

Jeg tror, jeg personligt har oplevet stort set alle variationer af "optræden" i den forbindelse.

Det har været alt fra, at JEG har passet og plejet døende, arrangeret ALT (alene naturligvis), og så bagefter, når man skulle i skifteretten, så var jeg lige pludselig "overflødig". "Sjovt" nok, ikke?

Under langvarig sygdom, der gik forud for dødsfaldet, har de nærmeste "glimret" ved deres fravær, men kunne trods alt godt lige få plads i kalenderen til begravelse og gravøl. Og så tænker jeg, at det jo ikke vil "se pænt ud", hvis man ikke dukker op til begravelsen. Og det er årsagen til fremmødet, mere end tanken om et sidste farvel. For hvad vil andre mon tænke, hvis man blev væk.

Den trøstende hånd og nærværet under det lange sygeforløb havde INGEN værdi for dem. Så 2 kortvarige besøg på et sygehus i løbet 3 måneder var alt, der kunne sættes af i kalenderen. Og afstand, arbejde osv. var INGEN hindring.

En anden variation er at bestille kæmpe bårebuketter, som JEG kom til at betale, selvom der stod flere navne på. Men det så jo "pænt ud".

Det kom endda så vidt, at jeg frarådede et gravsted, fordi jeg mindes dem i tankerne, ikke på et gravsted. Jeg bøjede mig for flertallet - med protester, fordi jeg vidste, at gravstedet IKKE ville blive passet. Og det kom til at holde stik. Gravstedet var det eneste på hele kirkegården UDEN gravsten og blomster på - i FEMTEN ÅR, indtil det blev slettet for kort tid siden.

"Fint skulle det være"... og så blev det den største skamplet på hele kirkegården.

Jeg har mange flere betragtninger om dette, men jeg forstår til fulde Aninas holdning. Og jeg kan tilføje, at JEG IKKE vil "se" nogen til min begravelse, således at det "ser pænt ud" for deres egen egoistiske velvære.

Jeg vil heller ikke "se" nogen", så de kan sidde og fælde deres falske tårer over deres skyldfølelse over, at nu blev det altså for sent.

Jeg vil heller ikke "se" nogen", så de kan sidde og fælde deres tårer over, at de bliver mindet om deres egen forgængelighed og mindet om, at tiden også en dag rinder ud for dem.

Det ville i mine øjne være den ultimative falskhed at dukke op til min begravelse og lige pludselig "have tid", hvis man IKKE havde tid, da jeg havde brug for det. Det ville også for mig være som den ultimative fornærmelse uden ligestykke.

Men dem, der vil mit barn noget godt, er velkomne, så de kan støtte hende i hendes svære tid og i fremtiden... og der er for mig fremmede også velkomne.

Eventuelle "blomster" skulle gå til hende... i form af kys og kram og kærlighed og ægte nærvær.

Men en "million blomster" af den slags, Anina beskriver, vil jeg gerne undvære. Med stor glæde endda.

[Anina W.]

Jeg vil kun gerne sige, at jeg er ikke "faldet ned" endnu, når jeg tænker på min egen trådstart og jeres svar. Lige nu prøver jeg at undgå dette emne. Kun til jeg har fået det lidt mere på afstand, og så vil jeg omskrive min trådstart således, at den ikke refererer direkte til Beas begravelse, men beskriver mine tanker om emnet mere generelt, og så skriver jeg noget mere senere. Håber, I gider også svare der når det kommer.

Gid man kunne inspirere sig selv og hinanden til at får gjort noget effektivt, så hvis ens bortgang skulle blive et tilløbsstykke - skulle det kun være dem, man selv ville invitere hvis man var i levende live. Hmm... bedemændene ville nok ikke blive så glade for denne "trend". Dårligt for omsætningen.

[Yvette]

Er bedemændene = begravelsesbyrå i Norge mon tro.....:

[Anne]

Rigtig gættet, Yvette!

Knus, Anne