5. december 2005

Inde i huen var Margo ved at vende sig da hun hørte blide gumlelyde, og længere væk lyden af en fællessang og flere glade stemmer. Margo stak hovedet op over huekanten og - udstødte et halvkvalt skrig, slap grebet og skvattede ned igen... Rrundt om et tændt fyrfadslys stimlede en flok glade mus og sang til lyden af banjo...

Skillema-dinke-dinke-du, skillema-dinke-du
hør på Søren Banjomus, han spiller nemlig nu.
Skillema-dinke-dinke-du, skillema-dinke-du
kom og syng og dans med os, det syns vi, at I sku
Vi glæder os til juleaften, så blir træet tændt
og vi får fine julegaver, iihh, hvor er vi spændt!
Skillema-dinke-dinke-du, skillema-dinke-du,
bar´der altså snart var jul.

På loftet sidder nissen, ham I ved der er så sød
han er så mæt, for han har spist et stort fad julegrød.
Nu sidder han i stolen, og han snorker som en bjørn
og drømmer om de gaver han skal gi´ til byens børn.
og Lurifax, hans kat, som altid er så fræk
den drømmer sødt om røget sild med flødeovertræk.
Så pusler det og pludselig fra musehulllet klang
en munter lyd af banjo-sang.

Kom med, sa´ Søren Banjomus, de sover begge to
nu skal vi lave skæg, JUHU skreg musene og lo
og frem fra musehullet mødte store mus og små
ja, selv den allermindste mus, som knap nok kunne gå.
Og Lurifax og nissefar, de dansede en vals
og lille Tim bandt nissens skæg i missekattens hals
og mens de slæbte bort med ost og julelækkeri
så nynnede de denne melodi:
Skillema-dinke-dinke-du, skillema-dinke-du
Bar´ det altså snart var jul, kan ikke vente,
Bar´ det altså snart var jul, kan ikke vente....


Nu stod verden ikke længere! Otto Brandenburgs musesang! Hhvad sørren er det for noget? Hvor er jeg? Hvordan er jeg kommet her og hvor er mine egne.... tænkte Margo febrilsk og på randen til panik. Pludselig var tanken om hendes slægtninge, ja, selv Julen føltes ikke så slem mere. Alt er bedre end at havne her blandt alle de syngende og fremmede mus, og alt for tæt på den enorme Magda, som tomme for tomme nærmede sig stille og roligt strikhuen, Margo forgæves forsøgte at trække væk fra Magdas mule.

Havde jeg bare min lommebog med alle trylleord, tænkte hun fortrydeligt. Lommebogen kastede hun efter en påtrængende nisse-bejler tilbage i byen og fandt den aldrig igen. Bare jeg kunne huske de rette trylleord, jeg kunne bruge til at komme væk herfra, tænkte hun og begyndte at fortryde sin ilter temperament, som igennem hele hendes lange liv adskillige gange har bragt hende i uføre.

Stille... tænke...tænke...befalede hun sig selv... Margo lukkede øjne og...