Endelig kan jeg skrive lidt igen.

Jeg havde en helt normal opvækst - eller det vil sige, set i bakspejlet at den jo nok ikke var så normal endda. Min mor har nok været forud hendes tid, eller måskè sagt på en anden måde, aldrig stukket op for bollemælk.

Da hun var ganske ung og nyuddannet insisterede hun på at få ligeløn fra starten, hvilket var uhørt på daværende. Hun trodsede den autoritære ledelse, og mødte op på sit arbejde iført habit og slips, med påstand om at nu lignede hun da en mand og dette så måtte afstedkomme ligeløn. Og hvis ikke ville hun fortsat iklæde sig mandeklæder. Vi er tilbage i begyndelsen af tredserne - så jo - hun var rigtig uartig. Rebel til fingerspidserne. Senere i livet - op igennem mine ungdomsår havde hun en sag kørende mod domstole og div instanser, da der var begået en grim uret mod hendes ejendom. Hun kørte selv hele forløbet - og efter 20 års lang kamp vandt hun endelig. Min mor havde sin egen lille græsrodsbevægelse, og med Ilse Markholm som sin allierede.

Nå. men jeg møder min mand i 1989. I 1992 bliver gift på Rådhuset i en frokostpause - ha ha.

I 1993 starter vi en virksomhed op sammen, og i de første mange år har vi en skøn og fantastisk tid sammen. Så skete det utænkelige. Vi blev ramt af en invaliderende sygdom.

Jeg har lokket min mand til at skrive om sine oplevelser med sin sygdom og hospitalsindlæggelser, og vil så komme med mit besyv i ny og næ fra sidelinjen, og synsvinklen som pårørende. Mine indførte bemærkninger skriver jeg med "kursiv".

kh
Linda