"Tag godt imod årenes gaver, uden bitterhed se efter ungdommen. Ophør aldrig med at udvikle sjælens styrke. Det er dit værn i ulykkens stund. Plag dig ikke med frygt for tilværelsens trusler. Megen frygt fødes af træthed og ensomhed. Fasthold din krops og sjæls sunde disciplin og vær mild ved dig selv.

Du er Universets barn ikke mindre end stjernerne og træer.... og du har, lige som dem, en ret til at være her. For uanset om du forstår det eller ikke - må du ej betvivle, at Universet er som det er meningen, det skal være. Selv med hele sin løgnagtighed, møje og tabte drømme - er denne verden dog fortsat smuk og betagende. Vær opmærksom og forsøg at være lykkelig." (En tekst fra 1692, fundet i en gammel kirke i Baltimore)

Meget bliver skrevet om alderdommen, om alderdommens "svøbe", om frygt for alderdommen, om de ældre mennesker, der kaldes for "byrde".... Der bliver skrevet en masse og den ene kommentar efter den anden - de alle skrevet af og for kancelister.... tørt, akademisk og ulevende. Præcis som de ældre betragtes af de endnu-ikke-ældre. Af dem, der endnu "bidrager" og af dem, der tror at jo større afstand de lægger til alderdommen, jo bedre er de til at glemme deres gamle - jo mere fjerner de "alderdommens fare" fra dem selv og jo ivrigere dyrker de først sin egen, så senere også andres - ungdom.

Dem, der faktisk ved noget om det, dem der er ældre - de er allerede begyndt på enten at trække dem ind i sig selv eller - allerede slagne, søger de efter en jordhule de kan gemme dem i, overmandet af skam over at være gammel....

Jamen, der er intet galt i at blive gammel. Først fødes man, så lever man, så dør man. Det er ikke det, der er problemet....

Problemet og kilden til den reelle frygt er ikke årenes vægt, men derimod den ringe vægt ungdommen har og derfor har den så lidt at give af.... Og må hele tiden dyrke sig selv, videre og videre.... bevidstløst og indskrænket... Indtil den dag rynkerne og døden kommer bag på den evigt unge, der havde forpasset alle chancer for at udvikle en styrke og klogskab, der kan slå den eneste, sikker at betræde, bro mellem ungdom og alderdom, og mellem liv og død.

For vi skal alle sammen dø. En dag. Om vi skal frygte alderdommen eller ikke - står og falder med vores eget valg om enten at tilbringe livet med at frygte døden. Eller leve livet mens vi har det. Det er aldrig for sent og ej heller er det nogensinde - for tidligt.