Hmm... ved nærmere eftertanke kan jeg se (tror jeg), at det måske ikke er helt i orden, at gøre dette emne til et spørgsmål om holdninger.... også elv om de fleste af os oplever den mening de har om emnet - som en holdning.

Mon det ikke, i virkeligheden handler mest om følelser? Og om følelserne omkring dette og hint, overhovedet lader sig diskutere efter alle kunstens regler, og uden at kunne undgå, at såre hinanden i processen?

Måske burde man "bare" koge det hele ned til, at når der er en medicinsk behandling til rådighed - må denne rådighedsret være tilgængelig for alle, der måtte have brug for behandlingen, uanset hvad årsagen til deres behov måtte være.

Begynder vi først tillade at differentiere... kan lavinen nemt begynde at rulle og vi kan risikere i at ende der, hvor kun de sunde, de raske og de, der lever "rigtigt" , altså - dem, der ikke har behov for en behandling - er dem, der kan få det.

Eftersom der faktisk eksisterer "argumenter" for snart enhver form for sygdom, man kunne finde på at fejle, selv de arveligt betingede sygdomme kunne man afvise at behandle "gratis", men henvisning til, at forældrene "bare" kunne screene deres fostre "i tide" og derfor kan de nu "bare" selv betale for behandlingen.

Man kan snilt forestille sig en situation om f.eks. 20 år.... mit barn kommer til at fejle noget arveligt. På dette tidspunkt er han 50 år gammel og jeg får lov til at få en regning, fordi det var mit ansvar at lade ham screene inden han blev født. Jo, det er at dreje det helt ud i ekstremer, men alligevel - er det ikke det samme man gør i dag, når man begynder at true overvægtige med at nægte dem behandling fordi de selv er ude om at grovæde sig til deres (over)vægt, eller diabetikere, der for en stor dels vedkommende drev "sig selv" ud i sygdommen fordi dit og dat...? Og man kunne blive ved og ved.

Jeg mener simpelt hen ikke, at det kan være i orden - at inddrage plejesektor, sundhedsvæsenet og sygdomsbehandling med i økonomiske funderinger af den slags. Vi ødelægger allerede nok i forvejen, ved at tro, at alderdom og sygdommene venter på, at bevillinger og folketingsvalget er på plads. Vi lader kræftsyge vente på livsbevarende behandling, vi træffer afgørelserne om hvem skal og hvem skal ikke leve videre og nu også - hvem skal og hvem skal ikke have børn.

Måske er dette her ikke et emne man kan diskutere, for her er tale om både etik, de grundlæggende værdier og følelser. Måske bør man bare gøre det nødvendige, ud fra devisen at alle har ret til at blive forsøgt helbredt - også for fertilitetsfejl. Hverken mere, eller mindre. Er det fair, overhovedet at lade det komme an på en diskussion.?