Artikler, breve, radio- og TV-udsendelser m. m.


Galebevægelsens blad Amalie, 3, (1991): Temanummer om elektrochok med bl.a. flg. artikler: Peter R. Breggin MD, (1991): "En skamplet på mit liv"; Dendron News, (1991): "Gør op med deres løgne" og "ECT-kort fortalt"; Jensen, Karl B., (1991): "50 år med ECT" (se nedenfor).


Galebevægelsens blad Amalie (november 1994): "Elektrochok" (tema-nummer) årgang 16, nr. 5 (?)


Andersen, Simon & Pierre Collignon (2000): Elektrochok afgøres af postnummer. Jyllandsposten, (28. maj): Om stor og tilfældig ulighed i brugen af ECT på forskellige afdelinger.


Andersen, Simon & Pierre Collignon (2000): Amtshospital har ignoreret hård kritik, Jyllandsposten, (29.maj).


Andersen, Simon & Pierre Collignon (24. marts -7. april 2001): Sindssyg i Danmark. Jyllandsposten. Kritisk artikelserie om ECT hver dag i 14 dage:

• Forsideartikel 1. dag: "Læger fejlinformerer om elektrochok": Danske psykiatere oplyser bevidst ikke om bivirkninger ved ECT. Første offentliggørelse af hvor mange ECT, der gives hvor. • "Sønderjyllands Amt har Danmarksrekord i brugen af elektrochok". • Case-stories om patienter, der mener side er blevet skadet af ECT. Dansk neurolog, neurovidenskabeligt laboratorium, Københavns Universitet, har fundet, at indlæringen elimineres på rotter efter ECT. • ECT under tvang er forbudt i Norge og Italien. • Per Bech, professor og leder af den psykiatriske forskningsafdeling i Frederiksborg Amt: "Det burde snart være muligt at overflødiggøre elektrochok. Behandlingen virker kun midlertidigt. Sygdommen vender stort set altid tilbage". • Flere lande har stort set afskaffet brugen af elektrochok, og Danmark bør også kunne lære at klare sig uden, mener en anerkendt dansk psykiater. • "De sagde, at A. skulle have fire behandlinger, så ville han blive rask og komme hjem. Siden har A. været hjemme og har kun kunnet drømme om at genoptage studierne."


Peter R. Breggin MD, (1991): "En skamplet på mit liv", oversat i Amalie, nr. 3, s. 7:

"Når jeg ser tilbage på min karriere som psykiater synes én skam utilgivelig, nemlig min involvering i elektrochokbehandling. Som ansat inden for psykiatrien ordinerede jeg elektrochok. Jeg superviserede en afdeling, hvor patienterne fik behandlingen og en tid administrerede jeg den personligt.

Jeg var involveret i at forvolde skade på adskillige patienter - for manges vedkommende for resten af livet. En af mine psykiaterkolleger afviste at give behandlingen, og han blev uden videre afskediget fra træningsprogrammet og hans karriere ruineret. Da jeg afsluttede min uddannelse besluttede jeg aldrig mere at anvende behandlingen. Men snart opdagede jeg, at dette ikke var nok. Jeg måtte gøre noget mere ved det.

I 1979 blev min bog 'Electroshock, its brain-disabling effects' (PDF 16,1 MB/red.) offentliggjort. For første gang forelå der stærk dokumentation for at bakke op omkring, hvad sund fornuft altid havde fortalt os - at elektrochok påfører hjernen skader. Som direktør for "Center for the Study of Psychiatry and Psychology" i Bethesda, Maryland, modtager jeg næsten hver uge telefonhenvendelser, får breve fra eller har personlige samtaler med patienter, der har lidt hjerneskade og vedvarende mental dysfunktion som følge af elektrochokbehandling. Beretningerne er typisk enslydende.

For det første blev patienterne ikke fortalt sandheden om behandlingen, nemlig at den er kontroversiel og farlig, før han eller hun blev udsat for den. For det andet prøvede patienten at stoppe behandlingen i samme øjeblik han/hun blev klar over de ødelæggende resultater, men lægerne og personalet ignorerede de fortvivlede appeller om nåde. For det tredje fortsætter patienten - ofte i mange år - med at lide af hukommelsestab og indlæringsvanskeligheder. Det er typisk, at en periode på flere måneder omkring behandlingen næsten er fuldstændig slettet. Dertil kommer at patienten kan opleve massive hukommelsestab, som rækker år tilbage i tiden og ofte udsletter hele professionelle og faglige kvalifikationer. Og værst af alt sker det alt for ofte, at evnen til at koncentrere sig og indlære nye stofområder svækkes alvorligt. Resultatet er dyb fortvivlelse, ydmygelse og spildte menneskelige ressourcer.

Så sent som i sidste uge så jeg en prægtig ung kvinde i min praksis, hvis evner til at lære aldrig er vendt tilbage til normal tilstand. År efter chokbehandlingerne lider hun under fortsat psykologisk nedbrydning som forværres af læger, der invaliderer hende ved at hævde, at behandlingerne er harmløse. Jeg beskriver flere sådanne tilfælde i min bog. De rapporter om skader, vi får fra patienter underbygges af dyreforsøg og rapporter om menneskeobduktioner, der viser hjerneskader samt af permanente skader på patienter, påvist gennem psykologiske tests, EEG og røntgenbilleder.

Der findes ingen god dokumentation overhovedet for, at behandlingen rent faktisk hjælper folk. Den mest brugte påstand er, at chokbehandling redder liv, især ved at forhindre selvmord, men et tilbageblik i litteraturen viser det modsatte, - at der ikke findes noget bevis for, at chok forhindrer selvmord.

Mange hospitaler og psykiatere bruger aldrig behandlingen hvilket gør påstanden om, at den er nødvendig som en sidste udvej, absurd. Hvis den er nødvendig, hvorfor klarer de mange hospitaler og læger sig så foruden? Men virker den? Ja, den virker nøjagtig som alle andre hjerneskadende behandlinger, herunder insulin-coma og lobotomi. Den virker ved at ødelægge hjernefunktionen og midlertidigt sætte patienten ude af stand til at tænke og føle på nogen som helst sammenhængende måde.

I dette tidsforløb synes patienten måske ikke deprimeret, fordi han eller hun i denne tilstand enten er apatisk eller kunstigt euforisk. Men efterhånden som det værste af skaden begynder at aftage, vender den oprindelige mentale tilstand tilbage, nu kompliceret og forværret af hjerneskaden.

Elektrochok har ingen plads i en humanistisk metode til at hjælpe mennesker. Den er for skadelig og der er bedre muligheder for anden human hjælp inden for rækkevidde, omfattende det brede opbud af foranstaltninger, som vi indbefatter i humanistisk psykologi. Mange psykiatere som jeg selv ser et bredt spektrum af patienter, herunder svært deprimerede, og vi griber aldrig til chokbehandling. Det er på tide at opgive denne antikverede, barbariske behandling."


Cohn, Herluf (1998 ): Brev til Samvirkes chefredaktør, Paul Dines af 22. juli) vedrørende usand artikel om ECT offentliggjort i Samvirke nr. 7 (1998 ) med krav til redaktøren om efterfølgende dementi i bladet. Herluf Cohn var jurist og selv ECT-overlevende:

"Artiklen Det elektroniske chok i juli i år (1998 ) var yderst utilfredsstillende, fordi den ukritisk tog psykiaterne Tom Bolwigs og Raben Rosenbergs positive opfattelser af elektrochokkets værdi for gode varer. Den stærke kritik, som en række amerikanere har givet udtryk for, bl.a. psykiateren Peter R. Breggin MD i bogen Toxic Psychiatry fra 1991, blev ikke omtalt. Breggin påviser, at elektrochok ødelægger hjerneceller og dermed påfører patienten uoprettelige hjerneskader. Og jo flere chok - jo flere skader. Ofte ved patienterne ikke, at de er skadede eller benægter dette. Men chokkene bevirker kroniske hukommelsestab, tab af koncentrationsevne og intelligens samt udfladning af patientens karakter, så han/hun bliver uinteressant for ægtefælle og venner.

Depressioner er rædsomme for dem, der lider under dem, men det hjælper ikke yderligere at påføre dem hjerneskader. De fleste får tilbagefald og f.eks. den amerikanske forfatter Ernest Hemingway skød sig kort tid efter at han havde fået elektrochok. Jeg har såvel privat som offentligt verbalt angrebet Bolwig for hans umoralske og - overfor mig - kriminelle adfærd. Elektrochok bør forbydes som behandling, og psykiatere som benytter metoden, bør straffes med selv at få en serie elektrochok!".



Dendron News, 20.-22.marts 1991: Electrochock - in brief ("Elektrochok - kort fortalt"), forkortet, oversat udgave i Amalie , 3, (1991), s. 10-11:

"Psykiatere kalder det "Electro Convulsive (krampe) Therapy" (ECT) eller elektrostimulation". Men det er ikke terapi eller stimulation. Kald det, hvad det er: elektrochok!

HVAD SKER DER? Personen er ofte udsat for pres, og er sjældent informeret om ellektrochoks virkelige faremomenter og tilbydes sjældent en bred vifte af alternativer.

Personen ligger på et tykt polstret bord, gives narkose og et muskellammende middel. To elektroder sættes på hovedet. Psykiateren trykker på en knap. En spænding på 100 til 150 volt sender en elektrisk strøm på (typisk, red.) 0,8 ampere gennem hjernen i mellem et halvt til 6 sekunder. Dette fremkalder et grand mal krampeanfald, som varer mellem 30 og 60 sekunder (hvilket lejlighedsvis forårsager hjerteproblemer og endog dødsfald).

RESULTATERNE? Hvor de første virkninger klinger af i løbet af få timer, fastslår elektrochok-overlevende og -forsker Leonard Roy Frank, "varer hukommelsestab, apati (sløvhed og 'følelsesmæssig afstumpethed'), indlæringsproblemer og tab af kreativitet, initiativ og energi i uger og måneder. I mange tilfælde er de til en vis grad blivende". (Frank, 1990, Electroshock: Death, Brain Damage, Memory Løss, and Brainwashing, Journal of Mind)

MEN HVORFOR? 'Komiteen for Sandhed i Psykiatri', et netværk af over 500 ECT-overlevende, siger det på denne måde:

"Hjerneskade får, når den stadig er 'frisk' folk til at føle sig veltilpas (derfor euforien umiddelbart efter ECT, red). Neurologer véd dette, men offentligheden er almindeligvis ikke klar over det". Leonard Frank forklarer: "Ligesom det er tilfældet ved alvorlig kvæstelse af hovedet, fremkalder ECT hukommelsestab, benægtelse, eufori, apati, store og uforudsigelige humørsvingninger, hjælpeløshed og underdanighed.

Ofre for hukommelsestab er, når de har glemt deres problemer, tilbøjelige til at klage mindre. Benægtelse tjener et lignende formål: på grund af deres forlegenhed, har ECT-behandlede det med at undervurdere eller benægte uløste personlige problemer såvel som ECT-forårsagede intellektuelle tab. Med eufori synes personens depression at lette. Med apati synes personens sindsoprevne tilstand (hvis det er blevet opfattet som en del af det oprindelig problem) at mindskes. Afhængighed og underdanighed medvirker til at gøre, hvad der måske var en modvillig, fjendtlig person, mere samarbejdsvillig og venlig". Og efterhånden som enhver hjerneskadeforårsaget "følelsen af eufori" klinger af, er personen ladt tilbage med endnu værre trængsler".


Dendron News, 20.-22 marts, 1991: Zap their Lies" ("Gør op med deres løgne"). Oversat i Amalie nr. 3/ marts, 1991,. s. 24-26:6 løgne og sandheder om ECT:

"LØGN: "Med ny og forbedret ECT forekommer hukommelsesstab mindre hyppigt. Når det er muligt, giver vi mindre stød med en bedre type strøm, kaldet "kortvarige impulser". Vi bruger bedøvelse og muskelafslappende midler. Plus at vi ofte kun stimulerer den halvdel af hjernen, som er mindst involveret i hukommelse."

SANDHED: Ny? Forbedret? Elektricitet og hjernen er stadig det samme. En tærskel skal stadig nås for at fremkalde krampeanfaldet. Bedøvelse og muskellammende midler mindsker nok risikoen for knoglebrud, men kan øge graden af hjerneafbrænding, fordi disse midler (som indebærer risici i sig selv) ofte hæver krampetærsklen, og dermed kræver større strøm. Når læger kun påfører den ene side af hjernen chok (unilateralt chok), vælger de den ikke-sproglige side. Hukommelsestests er sædvanligvis sproglige, så undertiden er det "kun" lettere, mindre alvorlige hukommelsestab, der viser sig. Men hukommelsesmateriale findes naturligvis over alt i hjernen.

Bedre tests viser da også, at hjerneskader ofte er endog mere alvorlige i den ikke-sproglige side, skønt denne er mindre værdsat i vores teknologiske samfund. Uanset "forbedring", så er hukommelsestab og hjerneskade stadig almindeligt forekommende.

LØGN: "I dag er det ikke længere som i Gøgereden. Nu bliver patienters rettigheder omhyggeligt beskyttet. Enhver skriver under på et langt informeret samtykke før ECT".

SANDHED: Hvis nogen nægter, at skrive under på chokbehandling, tillader man i mange stater, at personen tvangsbehandles med chok, ved at man ganske simpelt indhenter underskrift fra en pårørende, en dommer eller simpelthen bare en anden psykiater.

Tvangsbehandling med chok finder sted i USA og internationalt i dag. Selv når en person skriver under på chokbehandling, sker det ofte under tvang. Pression, løgne og trusler er rutine. Alle kendte fremgangsmåder ved informeret samtykke, som anvendes i dag, tilslører den store sandsynlighed for tab af langtidshukommelse og hjerneskade. Den chokbehandlede er statistisk set højst sandsynligt en yderst bedrøvet, sårbar ældre person, som er blevet medicineret og spærret inde på en psykiatrisk afdeling. Dobbelt så mange kvinder som mænd får ECT. Chok handler om social, mental, emotionel og politisk kontrol.

LØGN: "Vi har forsøgt alle alternative behandlingsmetoder. Kun ECT er tilbage."

SANDHED: Choklæger prøver som regel med medicin og traditionel samtaleterapi først. Talrige sunde, personlighedsstyrkende alternativer til chok virker for folk hver dag. Den psykiatriske profession - hvilende på kontrol og følelsesmæssig undertrykkelse - har stort set afvist at lære af disse succesrige støttegrupper af ligestillede, tilflugtssteder, støtteprogrammer for grundlæggende menneskelige behov, brugerstyrede fællesskaber og bo-centre, holistiske tiltag (som f.eks. meditation, massage, rådgivning, ernæring, øvelser) o.s.v.

Det er derfor op til os alle at kræve disse mindre harmfulde alternativer gjort tilgængelige for enhver, som vælger dem.

LØGN: "Kun én ud af 200 får alvorligt hukommelsestab efter chok".

SANDHED: Denne statistik over chok fra det amerikanske psykiatriforbunds (APAs) 1990-ekspertudvalgs-rapport vedrørende ECT er én stor løgn! APA giver absolut ingen kildehenvisning til nogen som helst medicinsk undersøgelse, der giver belæg for disse tal. På den anden side har mange undersøgelser vist, at hukommelsestab er almindeligt. F.eks. citerer USA's , nationale sundhedsinstitut (NIH) en undersøgelse, som viser, at mere end 50% beretter om hukommelsesproblemer, selv 3 år efter chokbehandling.

LØGN: "ECT virker, skønt vi ikke ved hvorfor. Det er en af de mest effektive psykiatriske teknikker til at løfte en depression. Den redder liv".

SANDHED: Neurologer ved, at mange mennesker oplever en periode af opstemthed, forvirring og sløvhed efter en kvæstelse af hovedet. Chokinduceret kvæstelse af hjernen, og det deraf følgende traume får betegnelsen "helbredelse". I følge undersøgelser får 50% "tilbagefald" 6 måneder efter chokbehandling, hvilket understøtter den hjerneskadende tese, at hjerneskade er lig med behandling (neurologer véd, at hjerneskade medfører eufori og 4 uger er normalt den periode, det tager at komme sig efter et hjernetraumes eufori, red.)

Dét er grunden til, at nogle læger nu giver månedlige "vedligeholdelseschok". APA anbefaler chok mod en lang række følelsesmæssige lidelsestilstande. Set i en større sammenhæng gør chok ikke noget ved folks reelle livsproblemer - som f.eks. fattigdom, undertrykkelse og ensomhed. Faktisk kan chok endog forværre problemer ved varigt at svække evnen til at tænke og huske. Chokbehandling er destruktiv. Der findes bedre måder at hjælpe folk på.

LØGN: "Patienter, deres familie og lægelige eksperter billiger den måde, hvorpå vi administrerer chok-behandling"

SANDHED: Hundreder af overlevende efter chokbehandling har bevidnet skadevirkningerne efter chokbehandling. Psykiatere, neurologer og andre læger har bekræftet disse klager. Men selv mange af det fåtal, som siger, at de har haft gavn af chokbehandling, er enige i disse tre menneskerettigheder:

1) Fyldestgørende informeret samtykke.
2) Tilbud om en bred vifte af alternativer
3) Ingen tvangsbehandling med chok.

Choklæger står næsten alene med deres modstand over for disse sunde og fornuftig krav. De burde holde op med at lyve over for offentligheden om chok og disse tre sund-fornuft-krav. Siden choklæger nægter at fortælle sandheden er det op til DIG at GENNEMHULLE DERES LØGNE."


Hansen, Jan. erhvervskonsulent (1998 ). Elektrochok er den rene tortur. Berlingske Tidende (læserbrev). (31. maj). Om australsk ven, der havde fået ECT, som forårsagede brækkede ryghvirvler. Vennen, der derefter måtte gå konstant foroverbøjet, begik selvmord under et besøg i København.


Hansen, Karlo (august 2001): Kritik af depressionskampagnen. Outsideren, nr. 32, s. 13-15 (PDF): Interview med formanden for LAP, Karl Bach:

"[Elektrochok] er en akut behandlingsmetode, som på længere sigt gør mere skade end gavn. I Danmark har den etablerede psykiatri - i modsætning til udlandet - valgt at fokusere mere på netop elektrochok som behandlingsform. Her har Jyllands Posten igennem et flot og storstilet researcharbejde været med til at afsløre, hvordan den etablerede psykiatri direkte lyver om elektrochokbehandlingens skadelige virkninger. Ikke alene er det nu kommet frem at befolkningen og psykiatribrugerne bevidst fejlinformeres, men man har i samme udstrækning fejlinformeret sit eget personale.

Personalet landet over har jo i mange år lært at få den opfattelse, at netop elektrochok er en af psykiatriens mest effektive og skånsomme behandlingsformer, som ikke har de bivirkninger, som medicinen jo er blevet kendt for. Nu har Jyllands Posten afsløret, at udenlandske læger i langt højere grad indrømmer problemerne med de varige hjerneskader. Her vil jeg som noget af det første gerne arbejde for, at tvangsbehandling med elektrochok helt forbydes. I stedet må man give den enkelte bruger en langt bedre og mere ærlig information om de forskellige behandlingsformer. Her skal den enkelte tilbydes et reelt valg, hvilket ikke sker i dag, fordi man ikke er åben nok om de bivirkninger, som er forbundet med hver enkelt behandlingsform.

Dét med de nye hjerneceller, det er en klar fordrejning af kendsgerningerne. Men udtalelsen fylder godt i medierne, fordi den er meget interessant. Uafhængige hjerneforskere fremstiller det på en helt anden måde. I virkeligheden er der tale om, at hjernen, ved hjælp af en slags "hjælpeceller" forsøger at reparere sig selv efter beskadigelse forårsaget af elektrochok.

Der findes enkelte såkaldte "forskere" herhjemme, som gang på gang formår at komme på avisernes forsider, med det resultat at alle direkte vildledes. Man skal derfor være godt rustet med reel information om, hvad det egentlig er, der foregår. F.eks. er udtalelsen om, at man med elektrochok kan danne nye signaloverførende hjerneceller en ekstrem påstand, der ikke har opbakning blandt de virkelige hjerneforskere uden for psykiatrien. Den "neutrale" del af hjerneforskerne - dem, jeg vil tillade mig at kalde for de "rigtige" forskere", de når frem til helt andre resultater".


Helfgott, Gillian (1997): Shine. Film efter bogen Knuselsker dig Originaltitel Love you to bits and pieces af Gillian Helfgott, der har skrevet denne beretning om sin mand, David Helfgott, en australsk pianist, der fik elektrochok som ung. David Helfgott var indlagt i årevis efter elektrochokbehandlingen.

I filmen fremstår han tydeligt medtaget (euforisk/psykotisk). Han har fået sine kunstneriske evner som pianist kompromitteret af elektrochok, hutlede sig igennem i mange år, men turnerer nu med koncerter trods sit handicap og især i kraft af megen støtte fra Gillian Helfgott samt venner og bekendte.


Jensen, Karl Bach (1991): 50 år med elektrochok, Amalie nr. 3 (marts), s. 12-18:

Redegørelse for elektrochoks historie med citater fra elektrochoks ophavsmand, Ugo Cerletti samt eks-patienter, og neurologen Karl Pribram ("Jeg ville meget hellere have foretaget en lille lobotomi end en række elektrokrampechok. Jeg ved, hvordan hjernen ser ud efter en serie chok - og det er ikke noget kønt syn.") og neurologen John Friedberg ("Det er på tide, at vi får en ende på chokbehandlingen. Hvad den end kaldes: elektrokrampeterapi (ECT), elektrochokterapi, elektrostimulation eller en anden eufemisme" (formidlende omskrivning, red.) "denne såkaldte behandling er bemærkelsesværdigt udbredt, demonstrerbart ineffektiv og tydeligt farlig. Den forårsager hjerneskade manifesteret i form af alvorligt og ofte permanent hukommelsestab, indlæringsvanskeligheder og rumlig og tidsmæssig desorientering").


Karl Bach Jensen: "Da jeg i '89 gik på kursus hos en af Danmarks førende hjernefysiologer, kunne han i detaljer gøre rede for, hvordan elektrochok ved at forstyrre ionbalancen mellem cellernes indre og ydre miljø, nødvendigvis og uundgåeligt fører til celledød i de områder af hjernen, som ligger nærmest elektroderne. På tomandshånd kan man da også få enkelte danske psykiatere til at indrømme: selvfølgelig dræber elektrochok hjerneceller; spørgsmålet er blot hvor mange?"

I den afsluttende udtalelse op til vedtagelsen af "Lov om frihedsberøvelse og anden tvang i psykiatrien" anbefalede et flertal af udvalget (inkl. Landsforeningen Sinds repræsentant, Rigmor Berg) at "den særlige begrænsning hvorefter elektrostimulation kun må anvendes som led i en tvangsbehandling, såfremt der foreligger en livstruende tilstand - vital indikation - udgår" Siden tvangsloven trådte i kraft 1. oktober 1989, har det således været fuldt lovligt at tvangsbehandle psykiatriske patienter i Danmark med elektrochok.


Kerte, Jens (1982). Et chok, der kan vare hele livet. Politiken. Om forfatteren Jan Bredsdorff, der er overbevist om, at han er blevet skadet af elektrochok (21. maj).


Langgaard, Ellen, cand. pharm., Hjørring (1990): "Hvad 3 elektrochok kan udrette". Beretning om en person, der som 22-årig fik 3 elektrochokbehandlinger under tvang. Ellen Langgaard har været gymnasielærer i 30 år, skrevet en bog, holdt foredrag og haft en omfattende virksomhed som alternativ terapeut.


Langgaard, Ellen, (1998 ): "45 spørgsmål vedrørende ECT" på baggrund af artikel om ECT i Samvirke, 7, 1998.


Langgaard, Ellen (januar 2000): "Kommentarer til emnet Elektrochokbehandling (ECT): Skadeligt eller ikke skadeligt?": Kommentarer til radioudsendelsen "Venteværelset" på DRl, 10/1-2000:

"Over 50 års forskninsgmateriale om ECT viser så modstridende resultater, at en kompetent og uvildig, kritisk vurdering af metode, kvalitet og troværdighed må være på sin plads. Man véd faktisk ikke, hvad der sker, når man sætter strøm til hjernen, men det er utopi at tro, det er omkostningsfrit. Disse patienter bør have speciel efterbehandling - men - professionel afvisning af de talrige og enslydende klager resulterer i, at denne gruppe ikke får den hjælp, de har brug for. Er ECT-behandling i virkeligheden psykosocialt mord?" (Langgaard, 2000).


Meyerheim, Michael (1982): Dansk verdensrekord i omstridt behandling, Politiken, interview med Tom Bolwig og Jytte Willadsen. (16. maj).


Mogensen, Jesper, neurolog, Neurovidenskabeligt Laboratorium KBHs Universitet (2001): "rotternes indlæringsevne umder [ECT-]behandlingen blev så godt som elimineret" (artiklen Mirakelkurens bagside d. 24.03.2001 i Jyllands-Posten).


Pedersen, V.T. (1981): Min hjerne er som en dåse blandede bolsjer. Kronik i Flensborg Avis (10.sept. 1981):

"Jeg kan ikke samle tankerne. Min hjerne er som en dåse blandede boljser. Man skal rode meget i den for at få netop dét, man ønsker." "Jeg har set "Gøgereden". Filmens budskab passer også præcist på de danske forhold. Når man først har været i psykiatriens vold er man, som de siger i filmen - en kogt grøntsag." "En undersøgelse foretaget af [en menneskerettighedsorganisation] af danske lægers synspunkter viser dog, at mange af lægerne betvivler metoden, de fleste er klar over, at der medfølger hjerneskade, og nogle mener endog at elektrochok bør forbydes ved lov" Patienterne, der har modtaget el-chok, fordømmer den makabre "behandling". Nogle udtalelser fra patienter lyder: "Jeg kan simpelthen ikke bære at se film med vold. Jeg tror, det er på grund af elektrochokkene. Jeg kan næsten intet mere, og det kniber også med at huske. Før kunne jeg huske som en øm." "Ide sidste mange år har jeg forsøgt at få min sag taget op. Jeg føler, at psykiaterne har ødelagt mit liv".


Ritzau Bureau (1994): Stød giver varige skader, Politiken (11. oktober). Elektrikerforbundet får godkent arbejdsskader efter elektriske stød.


Seidelin, Lars, (1993): TV2 udsendelse om ECT: To af tre patienter er imod behandlingen. Ikke dybtgående, selvom 2 ud af 3 patienter og flere fagfolk og pårørende (og den interviewende journalist) i udsendelsen erklærer sig som modstandere af behandlingen.


Sloth, Hanne journalist, ECT-patient (1997): ECT-debat, læserbrev Politiken (7. juli): Beskriver "globale hukommelsestab, koncentrations- og indlæringsvanskeligheder efter ECT". "Verden venter ikke".


Sloth, Hanne (1999): Hjernevriderens Hestekur, Læserindlæg i Sjællands Tidende. Kommentar til kronik af professor Tom Bolwig i Politiken 10. og 11. juli 1999 (om 'det hvide snits' påståede uskadelighed). Kritik af "systemets" generelle brutale behandling af patienter. Hanne Sloth bruger sig selv og et familiemedlems som eksempler.


Sloth, Hanne (januar 2000): Medvirken i radioudsendelsen "Venteværelset" på PI om elektrochok (ECT).


Winfrey, Oprah (1987): Talkshow om ECT på amerikansk TV med bl.a. Peter R. Breggin MD.


Fortsættelsen følger...