Citer Oprindeligt indsendt af Tante Ana Se indlæg
Det sidste skal mest betragtes i lyset af de sygedagpengeregler, der er gældende nu, hvor man ikke får lov til at passe sin behandling og sin sygdom, uden også at blive slidt i stumper og stykker af aktiveringer, trusler og en konstant stress med at skulle koncentrere sig mere på at modstå den kommunale pres under deres refusionsregler, som gør at allerede efter 4. uge efter sygemeldingens start får kommunen halveret sin statsrefusion fra 100% til 50%. Så hvis jeg fortsat er syg ud over de første fire uger - skal kommunen tvinge en aktivering igennem, hvis statsrefusionen ikke skal falde yderligere ned til 35% efter den ottende uge.


Alt i alt kan jeg ikke se, for mig selv, nogen mulighed for at være berettiget til en støtte under sygdommen, vel at mærke en berettigelse der ikke koster mig en række æreskrænkelser og given køb på min personlig integritet. Jeg kan heller ikke forestille mig, at jeg kan overhovedet kan gøre mig håb om at blive rask eller bare bedre, hvis jeg konstant skal forholde mig til at blive forfulgt af de kommunale myndigheder i deres iver for at "afklare" min arbejdsmæssige situation ("tilbagevenden til arbejdsmarked") før jeg overhovedet ved om jeg overlever eller dør af sygdommen. Jeg kan ganske enkelt ikke formå at forene og håndtere disse to sæt af krav til mig: det ene i forhold til sygedagpenge-lovgivningen, og det andet: at finde ressourcerne der skal til, for overhovedet at kunne koncentrere mig om at blive rask, eller i det mindste - forsøge på det.
Jeg har fået en del tilbagemeldinger på mit "piveri" over, at sygemeldinger fremover ikke længere udgør et værn, bag hvilket de syge kan komme sig af deres sygdom.... "Det er ikke mere end rimeligt" siger nogle, der har reageret på min "klagesang" (som de kalder gennemgangen af mine personlige muligheder for at overleve en sygdom i dagens velfærdsstat) og fortsætter "hvorfor skulle nogen kunne regne med at få uhæmmet i hoved i røv, bare fordi man fejler et eller andet, det gør vi andre jo ikke når vi går på arbejde med feber og andet skidt. Nogen skal jo holde hjulene i gang, ikke?" Og så glemmer de jo, at de syge allerede har bidraget til samfundet og meget gerne vil blive raske nok til igen at kunne bidrage til samfundet!

Men nej, en aktiv fortid i job med skattebillet tæller ikke med, når hyænerne i VKO og deres vælgere hyler i kor! Og så er det at jeg siger - rend mig!

Der var så også andre kommentarer, ikke mindst kommentarer fra DF-vælgere i omgangskredsen. De "tror simpelthen ikke på at sådant noget kan være sandt, da regeringens støtteparti, deres eget DF - kunne jo a-l-d-r-i-g finde på at støtte indførelsen af sådanne, umenneskelige regler... Ikke tale om! Dansk Folkeparti er på de menige borgernes side og det eneste parti, der i virkeligheden bider regeringen i haserne, så den førte politik ikke går ud over de f-o-r-k-e-r-t-e."

Uha da da... hvor mange "venner" har på det sidste fået løbepas herfra! Jeg er sgu så træt af politiske analfabeter, der lader sig byde hvad som helst, manipuleret med sandheden og så endda stiller sig op privat - og har den frækhed at argumentere for, hvorfor den nylig vedtaget tortur af syge mennesker enten "bare" ikke kan passe, eller - "må være nødvendig, siden regeringen gjorde det."

Er her fortsat nogle vantro læsere, der mener at det ikke kan passe og at det er undertegnede, der bare er pivet.... kommer her nogle få citater af socialrådgivernes kommentar til den nylig vedtaget lovgivning, der med en pennestrøg fjerner MENNESKERETTEN til at blive ramt af sygdom.

"Fremover får kommunerne således kun dækket udgiften til sygedagpenge i de første fire fraværsuger. Fra 5.-8. uge bliver kun halvdelen af udgiften refunderet, og fra 9. uge udløber statens tålmodighed overfor piveriet, så herfra skal alle sygemeldte i gang med tilbud om enten vejledning, opkvalificering, virksomhedspraktik eller ansættelse med løntilskud." (...)

"Men hvis man er uarbejdsdygtig på grund af sygdom, hvordan kan man så have behov for – og være rask nok til - at komme i virksomhedspraktik eller løntilskudsjob?" (...)

"Alligevel blev loven vedtaget den 29. maj, dog med den lille tilføjelse, at sygemeldte, som har lægelig dokumentation for, at de er så syge, at de har mere behov for at passe deres undersøgelser, drop og operationer, kan få ro til det via en ’stand-by’-ordning.

Der følger imidlertid kun 35 pct. i refusion med ordningen, idet den nye beskæftigelsesminister, Inger Støjberg, mener, at ’stand-by’-ordningen er det samme som, at disse alvorligt syge patienter overlades til sig selv. Dette uagtet at de er i gang med krævende behandlingsforløb, som vel netop har til formål at gøre dem raske igen, så de kan vende tilbage til arbejdet.

Støjbergs betragtninger, som er fremført i et svar til Folketingets arbejdsmarkedsudvalg, sætter ord på den største fadæse ved, at alle sygemeldte nu skal i aktive tilbud på samme måde som kontanthjælpsmodtagerne. Nemlig at fokus forskydes fra at støtte de længerevarende syge i at komme helskindet igennem et svært og krævende behandlingsforløb, med alt hvad det indebærer, til at de alle død og pine skal i aktivitet efter otte uger." Og resten kan I selv læse på socialrådgivernes hjemmeside!

Og så er det, at jeg spørger højt og tydeligt:

Hvor er Lægeforeningerne henne?

Hvor er er patientforeninger henne?

Og hvor er den "vigtigste" af dem alle - Kræftens Bekæmpelse henne?

Næste gang en indsamler banker på mine dør, vil jeg sende vedkommende af sted til Moder-firmaet med besked på at komme tilbage, når de har gjort sig FORTJENT til mine/vores donationer!