Rollier havde altid været mærkelig forsigtig, hvor det gjaldt om at give patienter med ren lungetuberkulose solbade. Han havde aldrig taget fat i større stil på denne den mest alvorlige form af sygdommen. Hans Alpesol er måske for stærk? Måske findes der i den ene eller anden ende af spektret visse udstrålinger - man ved endnu så lidt om alt dette - der er ligefrem farlige for patienter, der er belastet med medfødt modtagelighed for lungetuberkulose?

Det var muligt, det lød tilmed sandsynligt. Men i Perrysbone, Staten New York, har patienterne selv påtvunget Dr. Horace Lo Grasso erkendelsen af, at solen også virker helbredende på brystsyge ... morsomt og lærerigt for den, som er fri for intellektuelt hovmod! Gennem adskillige år havde Lo Grasso, elev af Rollier, på J. N. Adam Memorial Hospital kureret knogle- og ledtuberkulose ved sollys. Han havde afholdt sig fra at prøve solen på lungetuberkulosen, fordi det sagdes, at solen kunne fremkalde feber og blodstyrtninger. Lo Grasso havde aldrig set beviser for det, hvis patienten fik solen i forsigtige doser. Han vidste, det var gået galt for mennesker, der behandlede sig selv letsindigt med solbade. Han vidste, det var gået galt for læger, som brugte kuren alt for begejstret. Men han var alligevel betænkelig ...

På hans Hospital lå de brystsyge i skyggen og fik den bedste behandling, men mange af dem gled mod døden alligevel. De så deres medpatienter - med knogle- og ledtuberkulose - nyde solen, brune og friskere for hver dag. En lille flok brystsyge sneg sig bort, når Lo Grasso og hans assistenter vendte ryggen til - og smuglede gamle Doktor Sol ind i deres egen kur. De gemte sig bag udhuse og bag krat, de blottede brystet, nogle klædte sig helt af, uvidende, som de var - lå de nøgne i solen i flere timer ...

Der kom også bIodstyrtninger. Der kom feberanfald til dem, som havde stjålet den forbudte medicin. Men det var i forbavsende få tilfælde. De fleste af dem, der stjal solen, friskede op og følte sig langt stærkere. De blev sultne og tog på i vægt. Lo Grasso var ikke for selvglad til at lære af dem. Han tilgav dem deres forbrydelse, at kurere på sig selv - hvilket er det værste, man ellers kan byde en læge. Han udvalgte en skare svære tilfælde af lungetuberkulose, som sygnede hen uden at hvilekuren hjalp dem. Han gav dem sol, forsigtigt ligesom Rollier. Han fik dem brune over det hele ... undtagen på brystet, som han klogt dækkede helt til. Han gav dem ikke middagssolen, hvis stærke hede kunde tære på dem, de fik den skrå morgensol, mens duggen endnu lå på græsset og de fik den sene eftermiddagssol.

Der var ikke sket et eneste uheld.

Nu arbejder flere amerikanske læger med solbehandling af lungetuberkulose, men alligevel er man i Amerika uvidende om, at mange tusinde brystsyge bukker under af mangel på den sol, der kan ophjælpe deres "almindelige befindende" - som er og bliver grundlaget for enhver kamp mod døden. De dør en unyttig død. De er sultne efter sol, efter den gratis medicin, som gamle Doktor Sol ordinerer, og som skal ordineres i meget små doser - som al stærk medicin. Det er videnskabeligt trist, at endnu ingen er helt klar over begrebet "almindeligt velbefindende". Det er meget trist, at det befindende ikke fremskaffes mirakuløst hurtigt pr. eleksir, serum eller videnskabeligt patent, som læger kan se op til ... men kun gennem den lange, langsomme solkur, som var Finsens drøm, og som Rollier gjorde til virkelighed.

***