Når deres hud blev lysebrun, veg smerten fra deres knogler.

Når det brune blev til bronze, begyndte små smil at fare over deres ansigter. Det var langsomt, uhyre langsomt, det tog uger, måneder, men hvad gjorde det, de følte jo, hvorledes kræfterne vågnede i dem. Rollier forcerede intet. Han klarede sig med tåalmodighed. Han vidste, at Naturen kræver sin tid.

Intet menneskevrag var ham for stor eller vanskelig en opgave.

Når man så drengen - "R. R." som han kaldes i beretningen - var man overbevist om, at han stod med det ene ben i graven. De fineste kirurger på Allgemeines Krankenhaus i Wien havde opgivet ham. Han var fem år gammel, men vejede kun 11 kg, og han var askegrå i ansigtet, da han kom til Leysin, han havde blå læber og unaturlige blå årer over panden. På halsen, under armene, i lysken sad vældige, tuberkuløse byld, der vædskede. Hverken hans ben, fødder eller højre arm - sagde lægerne i Wien - stod til at redde. Der var fremskreden tuberkulose i venstre lungespids bag den deforme brystkasse. På 34 steder i hans krop kunne tuberkulosebaciller påvises i arbejde, de var også i gang med spidsen af hans højre tommelfinger ...

I juli 1908 gav gamle Doktor Sol ham den første, varsomme behandling.

I juli 1909 var R. R., der var ankommet med det ene ben i graven, efter lægernes skøn, forvandlet til en kraftig, solbrændt lille krabat. Tre år derefter er han elev i Rolliers skole, han står nøgen på ski i sneen. Året efter tager han fat på hø-høsten, dygtig som den bedste bondedreng.

Og nu, treogtyve år efter, er han en livskraftig handelsgartner, der arbejder for føden, med de fødder, ben, hænder og arme, som lægerne ikke mente stod til at redde.

Det som gjorde det vanskeligt for læger verden over at forstå, var, at her ikke var tale om en pludselig eller dramatisk helbredelse - som (undertiden) kan følge efter en genial operation. Det foregik langsomt, efter Naturens skik. Det virkede meget uvidenskabeligt. Det var håbefuldt, som vårens langsomme fremadskriden er det. Der var den stille, groende vækst deri ...

Rollier havde det strengt disse første år. Da han holdt sit første foredrag på Kongressen for Fysioterapi i Paris 1905, rejste tilhørerne sig i foragt og gik under forelæsningen. Men tiden gik, og alt for mange mennesker, der var opgivet af lægerne, spadserede ned fra Rolliers bjerg - ikke blot levende, men opsat på at tage fat og tjene til føden igen. Og hvis den kendsgerning, at de kunde gå, kunde arbejde, ikke var fornødent videnskabeligt bevis, ja så var der røntgenbillederne.

De var taget før, under og efter kuren, og de viste, at gamle Doktor Sol virkelig kan reparere et hofteled, som tuberkulosen har hærget. Det var videnskab, og visse læger begyndte at fatte det.

Det var hele metodens uhyre enkelhed, der hæmmede Rollier og hindrede kuren i at vinde indpas alle vegne. Der var ingen patenter, komplicerede apparater, der var bare den langsomme, uhyre forsigtige solbelysning af huden, som gjorde den brunere og brunere. Rollier er helt fanatisk, hvor det gælder solbrændt, fløjelsblød hud, og det gav de lærde, der mener, at man skal gå i dybden for at granske Livets Hemmeligheder, det indtryk, at han kun så overfladen. Enhver medicinsk student kunde have fortalt ham, at solstrålerne ikke trænger gennem huden, de kan slet ikke nå ind i et sygt legeme. Og alligevel ...

Kendsgerningerne sagde noget andet. På Rolliers altaner lå de i lange rækker, uden smerter ... deres vædskende sår lukkede sig, ledene kunne bevæge sig igen, de var sultne og muntre, de lo mod solen. De var dybt forandrede i det man - med et meget uvidenskabeligt udtryk - kalder deres almindelige befindende. Vanskeligheden var, at man ikke kan måle et almindeligt befindende i et reagensglas eller under et mikroskop, men kun ved, at sårene langsomt forsvinder. Men selv den berømte Bardenheuer, kirurg i Køln, måtte indrømme det. Han var en anfører for Knivens begejstrede tilhængere, og han kom til Leysin hos Rollier, og den dag der ødelagde hele hans eget livsværk, sagde han - for han var et mandfolk - til Rollier: "I morges var jeg Saul!. Nu i aften er jeg Paulus."

Bardenheuer havde betragtet de stærke, brune legemer og opdaget resultater, som ingen operation kunde skaffe frem. Stakkels væsener, hvis muskler var skrumpet ind til rene rebtrevler, uden evne til at bevæge sig, var smidige igen, og musklerne udviklede sig på deres arme og ben, som havde været ubevægelige i måneder, fordi ledene var betændte. Solen havde klaret det hele.

Rollier var revnende ligeglad med, at "det almindelige befindende" var et ubestemt og uvidenskabeligt begreb. Jo værre, deres almindelige befindende var, jo mere trængte de til solskin, det var klart nok - sol over hele kroppen. Folk kom til ham, skeletter med feberglødende, dybtliggende øjne - det var tilfælde af tuberkuløs bughindebetændelse, og desuden havde de alvorlige lungelidelser. Solen, bare solen, i begyndelsen kun et par minutter, men sol!

Af 161 sådanne patienter, som gennem en årrække kom til Leysin, dødsdømte, døde kun fem. Næsten 90 Procent er helt helbredt og i arbejde igen.

***