I bjergsolen kom hans forlovede sig, de blev gift og var lykkelige igen. En mærkelig skare begyndte at komme med tandhjulsbanen fra Aigle til Leysin for at finde Rollier. Det var en vemodig parade af forkrøblede børn, der lignede små gamle mænd og koner, mange stønnede ved den mindste bevægelse, og alle havde de voksbleg, løs og rynket hud. Der var også ældre mennesker på krykker, som fik smerten til at jage i dem ved hvert humpende skridt, eller de lå på bårer, fængslet i gipsbandager, der var lige så grusomme, som de var idiotiske og nytteløse. Og der kom skabninger, der nærmest var dværge, krumryggede, med græmmelsen over deres smerter og skammen over deres vanførhed stemplet i ansigtet. I denne første tid var det en håbløs parade, lutter grå ansigter, selvom en kind nu og da lyste rødt i feber og øjnene strålede med tuberkulosens skæbnesvangre glød.

I denne første tid var de alle tilfælde, som kirurgerne havde opgivet; de havde modtaget den sidste, uvederhæftige beroligelse fra deres læge, og mange gange var det på trods af lægens råd, disse dødsdømte rester af mennesker vovede sig op med tandhjulsbanen til Rollier. Han gav dem sol.

Det var hans hemmelighed, og det var en ny og i medicinen uhørt behandlingsmåde: Rollier læmpede disse elendige langsomt, næsten umærkeligt, så blidt det var muligt ud i bjergenes stærke sol. Først lå de i flere dage i et rum med vidtåbne døre. Så lod Rollier dem endnu i mange dage rulle ud på velaaffjedrede senge med store hjul til balkoner, der vendte mod syd, men skærmet mod solen. De forfærdende bandager og gipsstøbninger blev taget af deres indskrumpede lemmer, og de betændte sår blev skyllet af den rene luft - men endnu ikke lagt i solen.

Indtil de en smuk morgen fik bare den ene fod stukket ud i solen, kun fem minutter ad gangen, tre gange fem minutter. Og næste dag tre gange ti minutter, medens Rollier lod dem sole deres tynde ben til knæet i fem minutter. Således blev det ved, lidt efter lidt, indtil Rollier lod solen skinne på hele deres legeme. Han stod over dem med sine drømmende øjne, men han vågede også over dem med et falkeblik, opmærksom på det mindste tegn på en farlig "reaktion".

Så kom de op, og han lod solen bage deres nøgne legemer, indtil de var brune over det hele - uden en hudafskalning eller blære, kløen eller svie.
Det var hemmeligheden ved det.

***