Rollier selv ville le, hvis man kaldte ham for videnskabsmand. Han er snarere en Art Profet - sikkert med mange af de mangler, som klæber ved denne farlige profession - som går sine egne veje fjernt fra videnskabens ofte færdigsyede metoder. Men det er nu ikke den bare forkyndelse, han har præsteret - hvis man ellers tror på, at der kan skabes kendsgerninger på grundlag af et menneskemateriale - og ikke bare på kaniner, aber og marsvin.

Hans soltilbedelse begyndte, da han engang i firserne (1880-erne/red.) var en skoledreng ved Neuchatel-Søens bred. Han var en lærd professors blege søn, og lige fra sit første skoleår var han forbitret over, at de solbrændte bondedrenge havde så let ved at give ham klø. Da var det, at han begyndte selv at tage solbade, indtil han var brun som en indianer over hele kroppen.

Han lærte også noget af sin spaniel. Hunden fik en svulst på rygraden. Rollier drømte allerede om at blive kirurg, han skar bylden af og lagde en meget fin forbinding på. "Hver gang jeg forbandt den, rev den forbindingen af," sagde Rollier. En dag så han sin stumme, ulydige patient ligge med såret lige i solen, og såret var ved at læges. Det blev den ved med, indtil den var helt rask igen.

Rollier uddannede sig som kirurg hos den berømte Kocher, et af de store navne i den stadig blodigere lægekunst, den første af alle kirurger, der vovede at operere skjoldbruskkirtelen. Medicinal-historikeren Garrison siger om Kocher, at han var "en omhyggelig, nøjagtig og absolut overlegen operatør ... hvis operationer lykkedes næsten selvfølgeligt."

Nu lærte en skolekammerats skæbne Rollier, at ikke alene helbredelse, men også lemlæstelse og død kan komme af det kolde stål, selvom det føres af et kirurgisk geni som hans smalkindede, gråskæggede læremester Kocher. Rolliers skolekammerat var faldet ned ad trappen i skolen. Efter faldet havde han fået tuberkulose i hoften og var forsøgt helbredt ved sengeleje, uden held. Skolekammeraten var så taget til den store Kocher i Bern, som mesterligt skar det syge hofteled ud. Kocher var alt andet end den romantiske lægetype. Han var langsom, præcis, han anvendte en pragtfuld aseptisk teknik og konstaterede nu ved den mest minutiøse undersøgelse, at han havde fjernet enhver anelse af tuberkulose fra drengens hofteled.

Bleg og halt efter operationen vendte drengen tilbage til skolen.

Han var munter og ved godt mod, overbevist om, at giften nu var ude af ham. Så begyndte tuberkulosebacillen sit spil i hans knæled, og Kocher skar også det ud, overlegent dygtigt.

Rollier var Kochers højre hånd på det tidspunkt, da hans gamle skolekammerat - fra hvis knæ Kocher havde fjernet hver gnist af tuberkulose - kom igen. Drengen var støvgrå i ansigtet, fortrukket af smerte; der var ikke håb tilbage i ham mere... det var Rollier en barsk lære, da Kocher nu opererede drengens skulderled bort. Det var den femte operation - hofte, knæ, en fod, en finger. Drengen takkede Kocher og Rollier for deres dygtighed og deres godhed, forlod kliniken og søgte varig trøst efter sin forpinte tilværelse - i selvmord.

Kocher var enestående i Ignaz Semmelweis' Kunst - at holde patienten fuldkommen steril under behandlingen - og selv ved hans farlige skjoldbruskkirtel-operationer døde ikke stort mere end fire procent. I de fire år, Rollier tilbragte bøjet over operationsbordet, side om side med den magre troldmand med de skarpe træk, så han over 50 procent ulykkelige vrag med knogletuberkulose forlade Kochers klinik for at dø. Denne grufulde dødedans lærte Rollier, hvad selv Kocher ikke syntes at fatte - at knogle- og ledtuberkulosen ikke kan skæres ud af alle mennesker som en svulst. Det var omtrent det samme som Schaudinns Blege Rædsel (syfilis/red.) - det var i blodet, det brød hæsligt frem i hoften, når man havde opereret det bort i et knæ. Det var i 50 procent af alle tilfælde håbløst.

Så blev Rolliers forlovede hårdt angrebet af lungetuberkulose og rejste op til Leysin, et par kilometer oppe på en bjergskråningen, for at søge hvile og frisk luft. Der så hun ud over den evige sne på tinderne af Dents du Midi. Hun lyttede til de usandsynlige koklokker, der rungede som kirkeklokker, og som hænger om halsen på Leysin-kvæget, der klatrer i bjergene som geder. Mon hun nogensinde ville komme sig og blive gift med Rollier, eller ...

Rollier gav en strålende kirurgisk karriere et spark, rejste op til hende og begyndte forfra som landlæge. Han stavrede op og ned i bjergene fra den ene elendige hytte til den anden - kirurg, børnelæge, kvindelæge, jordemoder - han var alt for bjergfolkene. Uden mulighed for at fremskaffe den renlighed, der præger hospitalernes operationsstuer, begyndte han at snitte i mennesker i lavloftede stuer, der uden større adskillelse gik over i lader. Han stavrede tilbage på sygebesøg gennem den høje, solbeskinnede sne, forberedt på, at patienten lå med betændte sår, blodforgiftning, døende. Han blev overrasket. Der var ingen infektions-komplikationer efter operationerne, så godt som aldrig.

Og Rollier gik hjem igen, drømmende, undrende ... Og minderne dukkede op i ham, de ordnede sig, de skabte mening - han huskede sine bronzebrune skolekammerater, som aldrig var syge, sin spaniel, der gav såret solbad og var sin egen bedste læge, sin knogletuberkuløse kammerat, der blev drevet til selvmord af Kochers afmægtige kniv. Hvorfor var det noget helt andet med disse bjergbønder, der dog gik i skidt til anklerne?

Rollier forstod det pludseligt, som han gik der i den klare, rene luft, der er stimulerende som champagne. Når man erkender noget helt alene, gør det ofte een ængstelig for at omsætte erkendelsen i handling, men nu hørte Rollier om en gammel kirurg, Bernhard fra Samaden, der boede i Engadin på den anden side af bjergene. Væsentlig formedelst bitter erfaring havde Bernhard mistet troen på kniven, og han havde lagt mærke til, at de uvidende bjergbønder lod kød ligge i bjergsolen - det var nok til at holde mikroberne ude af det. De blev fantastisk gamle - uden nogen sinde at ty til livsforlængende hundekunster, og de kom altid med det gamle mundheld: "Du lukker doktoren ud, når du lukker solen ind". Det havde i begyndelsen irriteret Bernhard, der kom frisk fra medicinsk eksamen. Men nu var han gammel, og når disse pergamenthudede mennesker fortalte ham, at de var så "stengamle" takket være solen ... var han ikke længere så hurtig til at afvise det som overtro. Så læste Bernhard Finsens skrifter - der var videnskabelige og alt andet end overtroiske - og erfarede, at den danske pioner havde vendt sit kunstige sollys mod Lupus. Den gamle, gråsprængte kirurg var ikke sen til at vende den høje schweizer-sol mod gabende sår. Og Rollier hørte om Bernhard.

***