Samme år, da han havde bevist, at lyset kan virke helsebringende - på haletudser - gjorde han brat omkring og beviste, at selv den ringeste anelse af sol kan virke dødbringende på mennesker, og det var ikke rent akademisk, men praktisk videnskab. Det skaffede ham en diskussion med overlægen på Blegdamshospitalet. Han ville forære ham en ny og fantastisk kur mod børnekopper. Ville man forhindre børnekoppernes blærer i at blive betændte og inficerede - måtte man holde alt lys borte fra patienter, der havde det første udbrud af sygdommen. Hvis man forhindrede blærerne i at blive inficerede, forhindrede man samtidig den skæbnesvangre blodforgiftning. Det var direkte modsat hans egne eksperimenters lære. Han forklarede det for overlægen og... blev afvist med højlydt latter, dog høfligt og på kultiveret måde. Kunne den fremragende læge ikke se det ... Jamen, det var jo ganske ligetil. Hvor fik patienterne deres blærer, når kopperne brød ud? Over hele kroppen. Hvor blev blærerne betændte, hvor satte de kopper? Kun i ansigtet og på hænder, da disse ikke var tildækkede.

Han var dristig nok til at hævde, at koppepatienter burde holdes indespærret i stuer med tunge, røde gardiner, der kun slap røde stråler ind og udelukkede de kemiske blå, violette, ultraviolette ...

Overlægen på Blegdamshospitalet tillod sig atter at smile, og så for Finsen op: "De kunde da i det mindste lade være med at le!" Fra det øjeblik blev han i hele København betragtet som et irriterende, skørt individ. Men samme år læste to læger i Bergen om Finsens teori, og de var for langt borte til at kunne høre, hvad man snakkede om i København, når man her gjorde nar af Finsen.

Disse læger, Lindholm og Svendsen, anbragte samme efterår en del norske koppepatienter i mørke værelser med svære, røde gardiner for vinduerne. Fjorten dage senere kom hver eneste patient, missende med øjnene, ud i solen igen, med indtørrede blærer, ingen feber, ingen blodforgiftning, uden et eneste ar - og fra Göteborg kom en videnskabelig beretning om tilfælde af de dødbringende Sorte Kopper, som var blevet holdt fri af blodforgiftningen i Finsens røde stuer, hvor de blå, violette og ultraviolette stråler var spærret ude. Dette skaffede Finsen en pludselig international berømmelse, og alligevel gik han med en dyb overbevisning om, at sollyset var helbredende.

Han kunne have strøget overskuddet af sin nye berømmelse som den læge, der beviste, at sol er livsfarlig. I stedet lod han hånt om al karriere og fortsatte sine eksperimenter for at finde, hvordan sol kunde gavne. Han havde ingen stilling, og Herren må vide, hvordan han klarede sig økonomisk med Ingeborg disse første fire år. Han ansøgte om et legat og forklarede de professorer, som uddelte det, at han troede nok, han kunne bevise, hvorledes solen virkede lægende.

"Er det til noget praktisk, noget nyttigt?" spurgte den professor, som var Formand for Legatkomiteen. Finsen fik ikke legatet.

Men han var dog for idealistisk. Han var en blanding af naturforsker og digter, der pludselig kunne styrte sig ud i eksperimenter. I foråret 1894, en herlig solskinsdag, da alt liv rørte på sig og vågnede op, fik han lyst til, gennem et eksperiment at bevise, at det var solen, der skabte forårslivligheden. Siden sine drengeår havde han de hundreder af gange strakt sig i solen, på marker, i krattet, og iagttaget, hvordan solen fik alt til at genopstå efter vinterens mørke. Han havde ikke forstået det. Han havde prøvet at beskrive poetisk - hvordan solen fik sløve biller til at kravle lykkeligt omkring eller flyve muntert af sted, fik tvære fugle til at synge pludseligt og frydefuldt. Og også i sin egen krop kunne han spore livsgnistenss opblussen. Videnskabsmændene sagde, at det var bare varmen i solen, eller at det var rent psykisk - hvad de så end mente dermed. Han ville vise dem ...

I et hjørne af sit studerekammer havde Finsen et fad stående med tre salamandre, der lå fuldkomment ubevægelige. Med et hult spejl fangede han solen udenfor og sendte den lige ned til en af de ubevægelige salamandere. Først skete der intet, ikke de første sekunder ... så skød dyret som et lyn gennem aandet. Det lå fuldkomment fast, at han kunne starte dem bare ved at sende sol ned til dem. Det foregik rent mekanisk. Det måtte skyldes, at solen rent kemisk frembragte energi i dyret og vækkede det til livet. Han kaldte det "Lyset som inciterende Kraft", og han anså det for at have afgørende betydning, selvom han var absolut uvidende om den biologiske virknings årsag - det er man forresten også den dag i dag.

Nu lod Finsen solen skinne gennem farvede glas på en haletudse, der endnu lå i ægget. Han holdt det blå glas ubevægeligt i fireogtyve minutter. De blåviolette Stråler, som gik igennem, bragte den vordende haletudse til at piske rasende rundt i ægget, 69 gange ... men den rørte kun svagt på sig og kun fem gange i fjorten minutter, når den blev belyst med røde solstråle gennem rødt glas. Man kan måske føle med de københavnske professorer, der nægtede ham et legat. Han eksperimenterede jo ganske som en lille dreng, der med tungen ud af munden leger med kulørte glasstumper og haletudser. Og da man havde nægtet ham legatet med den begrundelse, at han bare ville bruge det til noget unyttigt - var der ingen, der turde modsætte sig denne vurdering, da disse eksperimenter - rent akademisk - lignede ikke andet end narrestreger.

Men de gav ham bare en ulmende, fanatisk tro på solen.

Han forlod haletudserne for at afstedkomme et pudsigt lile mirakel med den maddingorm, som hans salamandre skulle have spist. Ormene var øjensynligt ved at dø. "Jeg havde en snes stykker, fuldkommen livløse," forklarede Finsen. Han pirkede ved dem, varmede dem op, stænkede vand på dem for at få liv i dem og de rørte sig ikke. "Indtil det faldt mig ind, at måske kunne solen gøre det ..."

I løbet af nogle sekunder begyndte tre-fire af ormene at vride og vende sig, mens Finsen stirrede på dem, overbevist om, at her var et mirakel ved at finde sted. Solen kan skabe inflammationer. Solen kan incitere. Fundamentalt! Storslået! Afgørende ! Uden solen er der intet! "Man tør påstå, at disse kemiske stråler er livvækkende, energiskabende ... en naturlig kraft, som er alt for lidet undersøgt af lægevidenskaben," skrev Finsen - på grundlag af disse eksperimenter!

Og så sprang han fra syge maddingorme til eksperimenter med mennesker.

***