Jeg vil blot lige kommentere lidt på den seneste boble og dens udløber, der i dag benævnes kreditkrisen.

For at komme rundt om historien er det vigtigt at sige at kreditkrisen i dag ikke er en national krise, men snare international. Konservativ økonomisk styring har ikke været noget bolværk, da krisens oprindelse skal spores tilbage til USA, der har været meget mere liberal i sin økonomiske politik end Danmark og alligvel går Danmark ikke ramt forbi.

Kreditkrisens forløber var sub-prime krisen i USA. Alle har vel hørt om sub-prime, men ikke så mange ved hvad den egentlig går ud på. Det burde være nemt at se sammenhængen mellem billig adgang til boliglån kan føre til en stigning i huspriserne. Da Bendt Bensen i sin tid indførte de afdragsfrie lån, skete det ud fra devisen at denne ordning ikke vil føre til en vækst i huspriserne. I dag kan alle se ud fra statistisk data at denne antagelse var forkert.

I USA gik man skridtet videre og tillod lån med negativ ammortisering. Hvad betyder dette så? Jo, det betyder at man betaler af på sin gæld, men det man betaler er ikke nok til at dække renterne der tilskrives lånet. Er renten f.eks. 1000 kroner om måneden, betaler man kun de 800 kroner og således vil ens gæld stige med 200 kroner om måneden.

Disse lån var konstrueret således at man som låntager i de første 2 år kunne få en "rabat" på sine afbetalinger, hvorved ens gæld i perioden steg. Efter de 2 år skulle man så til at betale de sande udgifter så man kunne få sin gæld aftbetalt reelt. Der fandtes selvfølgelig låntager som nok ville side for hårdt i det, hvis de skulle betale de høje renter, så til disse kunder sagde man at de blot når de 2 år var slut, skulle omlægge lånet og derved få ekstra 2 år med billig rente.

Dette så meget godt ud på papiret, men når man sådan skupper de faktiske udgifter foran sig, så stiger ens gæld. Når tiden kommer til en omlægning, vil det nye lån være større end det forrige. Disse lån skulle dog stadig holdes under en vis andel af husets værdi, hvilket ikke var noget problem når husets værdi steg. Problemet viste sig først når huset begyndte at stagnere eller ligefrem falde i pris. Når dette skete kunne man ikke længere omlægge lånet og mange fandt sig selv i den situation at de nu var tvunget til at betale de reele renteudgifter, som de egentlig ikke havde råd til. Med andre ord kunne de ikke klare deres forpligtelser og gik fra hus og hjem. Tilbage stod banken med et pant som ikke var meget værd.

Dette var den underliggende forklaring, men det skal blive endnu mere indviklet. Den internationale finansverden er baseret til dels på handel med finansielle instrumenter. Et sådan instrument er en CDO. Den består af pengestrømme der stammer fra folks huslånsbetalinger, kreditkortafdrag og alt mulig andet gøjl. Disse pengestrømme flyder så som en flod og fylder en masse kar op på sin vej. De kar der ligger længst op af floden bliver fyldt op først. Disse kar pakkes ind i et finansielt instrument og sælges med en god rente og en lav risiko. Hvis floden skrumper er det jo karene længere nede ad floden der tørrer ud først. Så har man købt et "kar" højt oppe ad floden er man rimelig sikker på at der vil være vand nok til at fylde ens eget kar op.

Hvordan sikrer man sig så at der altid vil være nok vand i floden? Jo, man fylder floden op med en masse pengestrømme fra spredte geografiske områder. Den underliggende antagelse var at huspriserne ikke kunne falde samtidigt i New York, Chicago og f.eks. San Fransisco. Med andre ord var markederne ukorrelerede så floden vil altid være fyldt med nok vand. Skulle en lille pengestrøm tørre ud, vil de andre pengestrømme jo sagtens kunne fylde floden med frisk kapital.

Det viste sig dog at markederne var stærkt korrelerede, at huspriserne sagtens kunne falde i hele USA på samme tid. Med andre ord, begyndte alle pengestrømme, der skulle fylde floden, at tørre ud samtidigt. Dette førte til at floden tørrede ud og dem der havde købt de gode kar højt oppe ad floden kunne nu ikke få "vand" nok. Deres investeringer tørrede ud og var ikke længere det værd de troede. Ratingen/vurderingen af investeringen var AAA - den bedste man kunne få og nu stod man så pludselig med en "værdiløs" investering!

Disse CDO'er var blevet købt af flere banker, pensionskasser og andre der havde mange penge at investere. Deres investeringer var pludselig særdeles vanskelige at værdisætte - hvad var de værd? Ingen kunne sige det med sikkerhed. De første meldinger om katastrofalt store afskrivninger begyndte at løbe ind på børserne. Bankerne blev fyldt med frygt og turde ikke længere at låne penge ud til hinanden. Hvem ved, måske vil den bank man låner til gå konkurs i morgen? Hele interbanksystemet var truet af kollaps. Alle pengetransaktioner stod stille, det var umuligt at skaffe kapital. Cash is king, som man siger.

Besværet med at skaffe kapital viste sig at have tragiske konsekvenser. Store selskaber låner ofte penge direkte i pengemarkedet mod obligationer med en kort løbetid. Nå disse løber ud, skal alle pengene betales til investorene, men hvad gør man så når man ikke har pengene? Jo, man udsteder blot nye obligationer og rejser derved kapital til at betale for de gamle obligationer der skulle betales. Dette har været normal praksis længe, men dette fungerede lige pludselig ikke længere. Når man prøvede at udstede nye obligationer var der ikke nok købere og man stod i et frygteligt problem. Det var præcist dette der skete for AIG - verdens største forsikringsselskab. Når kapitalmarkedet er brudt sammen kan man ikke få kassekreditter nogen steder. Konkursen var en realitet, hvis ikke den amerikanske stat gik ind, hvilket den gjorde.

Nu har USA og resten af verdenen skudt godt og vel 10.000 milliarder ind i interbanksystemet for at få det op at køre igen. Man vil købe alt mistænkelig gæld, så bankerne igen tør at låne til hinanden. Skattebetalerne behøver ikke at ende som sorteper. Når markederne er genetableret, kan man jo sælge den dårlige gæld igen og måske gøre en god forretning. Først om mange år vil vi vide hvad den sande pris for finanskrisen bliver.