Alderdommen

Af Simone de Beauvoir


Indledning
Jeg har hidtil omtalt alderdommen, som om dette ord dækkede en veldefineret, delafgrænset realitet. Men når det drejer sig om vores art, er det sandt at sige ikke nemt at komme rundt om denne realitet. Den er et biologisk fænomen: organismen hos det ældre menneske udviser særlige kendetegn. Den har psykologiske følger: visse måder at opføre sig på betragtes med rette som karakteristiske for den høje alder. Som alle menneskelige situationer har den en eksistentiel dimension: den ændrer indivitets forhold til tiden, altså dets forhold til verden og dets egen historie. På den anden side lever mennesker aldrig i en naturtilstand; i alderdommen, som i alle andre aldre, er dets status påført det af det samfund, det lever i. Det, der gør problemet komplekst, er den snævre indbyrdes afhængighed mellem disse forskellige synspunkter. I dag ved vi, at det er abstrakt at betragte de fysiologiske og psykologiske kendsgerninger hver for sig: de betinger gensidigt hinanden; vi vil få at se, at i alderdommen er denne relation særlig indlysende: alderdommen er i udpræget grad et område for psykosomatikken. Det man kalder et menneskes psyke kan imidlertid kun forstås i lyset af dets eksistentielle situation, som altså også indvirker på organismen; og omvendt: forholdet til tiden føles forskelligt alt efter om kroppen er mere eller mindre nedbrudt.

Endelig tager den plads og rolle, samfundet anviser oldingen, også hensyn til hans eller hendes individuelle særheder: afkræftelse, erfaring; og omvendt påvirkes mennesket af samfundets praktiske og ideologiske holdning til det. Det er altså ikke nok at levere en analytisk beskrivelse af alderdommens forskellige aspekter: hver af dem indvirker på alle de andre og påvirkes selv af dem; det er i denne ubegrænsede vekselvirkning, at alderdommen må forstås.

Derfor må en undersøgelse af alderdommen forsøge at være udtømmende. Eftersom det væsenligste formål med min bog er at kaste lys over de gamles skæbne i dag, i vores samafund, vil man måske undre sig over, at jeg vier så mange sider til deres vilkår i såkaldte primitive samfund og til forskellige tider i menneskehedens historie. Selv om alderdommen, forstået som biologisk skæbne, er en transhistorisk realitet, så står det ikke desto mindre fast, at denne skæbne leves på forskellig måde alt efter den sociale sammenhæng; og omvendt: den mening eller meningsløshed alderdommen antager i et givet samfund, stille hele dette samfund til diskussion, idet alderdommen afslører meningen eller meningsløsheden ved hele (ens/red.) det tidligere liv. For at vurdere vores samfund må vi konfrontere de løsninger, det har valgt, med dem, som andre samfund eller kollektiver gennem tiderne har anvendt. Denne sammenligning, vil gøre det muligt at uskille det, der er uundgåeligt knyttet til oldingens skæbne, og finde ud af, i hvilken udstrækning og til hvilken pris man ville kunne lindre hans eller hendes vanskeligheder, og altså hvilket ansvar det system vi lever i må bære.

Enhver menneskelig situation kan betragtes udefra - sådan som den fremstår for medmennesket - og indefra, sådan som individet subjektivt tager den på sig idet det gennemlever den. For medmennesket er oldingen genstand for en viden; for sig selv er han en personificeret erfaring. I denne bogs første del vil jeg anlægge den første synsvinkel. Jeg vil undersøge, hvad biologien, antropologien, historien og den samtidige sociologi lærer os om alderdommen. I anden del vil jeg bestræbe mig på at beskrive, hvordan det gamle menneske selv oplever forholdet til sin krop, til tiden og til medmennesket. Ingen af disse to undersøgelser vil sætte os i stand til at definere alderdommen; tværtimod vil vi måtte konstatere, at den har et utal af ansigter, der ikke kan føres tilbage til et enkelt. I historiens løb, ligesom i dag, er det klassekampen, der bestemmer, hvordan et menneske kommer til at leve sin alderdom; en afgrund skiller den gamle slave fra den gamle
patricier (privilegeret/red.), og en gammel, usselt pensioneret arbejder - fra en Onassis. Forskelle mellem de individuelle alderdomme har også andre årsager: helbred, familie osv. Men modsætninger mellem udbyttere og udbyttede opretter to kategorier af oldinge, den ene yderst omfattende, den anden indskrænket til et lille mindretal. Enhver påstand, der hævder at omfatte alderdommen i almindelighed, bør afvises, fordi den vil tilsløre denne modsætning.


Et spørgsmål melder sig straks. Alderdommen er ikke noget statisk faktum; den er en proces, der forlænges og afsluttes. Hvori består den? Men andre ord, hvad betyder det at ældes? Dette begreb er knyttet til forandringen. Men fosterets, den nyfødtes og barnets liv er også en konstant forandring. Skal man heraf slutte, som nogen har gjort, at vores liv er en langsom død? Bestemt ikke. Et sådant paradoks miskender den væsentlige sandhed om livet, at det er et ustabilt system, hvor ligevægten hvert øjeblik tabes og genvindes: det er inertien , der er ensbetydende med døden. Livets lov er forandring. Det er en bestemt type forandring, der karakteriserer det at blive gammel: uafvendelig og ugunstig, et forfald. Den amerikanske alderdomsforsker Lansing foreslår følgende definition: "En fremadskridende proces af ugunstige forandringer, der normalt er knyttet til tidens løb og som bliver synlig, efter at den fuldt voksne alder er nået, og som uværgelig munder ud i døden."

Men vi støder straks på en vanskelighed: hvad betyder ordet ugunstig? Det indebærer en værdidom. Fremskridt eller tilbageskridt findes kun i forhold til et udpeget mål. Den dag, Marielle Goitschel begyndte at stå dårligere på ski end sine yngre søskende, måtte hun, på det sportslige plan, betragte sig som gammel. Aldershierarkiet oprettes midt i livets aktiviteter, og dets kriterium (forudsætning/red.) er meget usikkert. Man måtte vide, hvilket mål det menneskelige liv sigter mod, for at kunne bestemme, hvilke forandringer der bringer det fjernere eller nærmere mod målet.

Problemet er enkelt, hvis man kun ser på den menneskelige organisme. Enhver organisme stræber mod at overleve. Derfor må den genoprette ligevægten, hver gang denne sættes på spil, forsvare sig mod yngre angribere, have videst og sikrest muligt hold på verden. I dette perspektiv har ordene: gunstig, ligegyldig, ugunstig en klar betydning. Fra fødslen til 18-20-årsalderen stræber organismen i sin udvikling mod at forbedre sine chancer for at overleve: den bliver stærkere, mere modstandsdygtig, dens evner vokser, dens muligheder bliver mere mangfoldige. Summen af menneskets fysiske evner er på sit højeste omkring 20-årsalderen. I de første tyve år er organismens forandring altså som helhed betragtet gunstig.

Visse forandringer medfører hverken forbedringer eller det modsatte af det organiske liv, de er ligegyldige: således indskrumpningen af brisselen (thymus) der finder sted i den tidlige barndom, eller formindskelsen af hjernecellernes antal, der er uendeligt meget større end mennesket har brug for.

Der er ugunstige forandringer som indtræder meget tidligt. Øjets evne til at akkomodere (afstands-omstilling/red.) nedsættes fra 10-årsalderen. Grænsen for, hvor høje toner øret kan opfatte, falder allerede før puberteten. En vis form for hukommelse bliver svagere fra 12-årsalderen. Ifølge Kinsey, bliver mandens seksuelle potens mindre efter 16-årsalderen. Disse meget begrænsede tab hindrer ikke, at udviklingen i barndommen og ungdommen følger en opadgående linje.

Efter 20- og især 30-årsalderen begynder organerne at forfalde. Skal man fra det tidspunkt tale om, at man ældes? Nej. Hos mennesket er kroppen ikke ren natur. Tab, forandringer, svækkelser kan kompenseres for af erfaringer, indarbejdede reflekser, praktisk og intellektuel viden. Man taler ikke om at ældes, så længe skavankerne forbliver sporadiske og lette at afbøde. Først når de bliver betydelige og uafhjælpelige, bliver kroppen skrøbelig og mere eller mindre afkræftet, og så kan man helt klart tale om, at den forfalder.

Spørgsmålet bliver langt mere indviklet, hvis vi ser på mennesket som helhed. Forfaldet indtræder efter at et højdepunkt er nået: hvor skal dette placeres? Det fysiske og det åndelige følger, trods deres indbyrdes afhængighed, ikke nødvendigvis en parallel udvikling. Åndeligt kan et menneske have lidt betragtelige tab inden dets fysiske degradering sætter ind; omvendt kan vigtige intellektuelle gevinster realiseres i løbet af det fysiske forfald. Hvad skal vi tillægge størst værdi? Det vil man svare forskelligt på, alt efter om man lægger størst vægt på de kropslige eller de mentale evner, eller på en lykkelig ligevægt mellem dem. Det er ud fra sådanne valg, at menneskene og samfundene opretter et aldershierarki: intet kan accepteres som universelt gældende.

Barnet er den voksne overlegent ved dets rige muligheder, utallige nye færdighederog ved dets friske sanser: er det nok til at mene, at det går ned ad bakke, når det bliver ældre? Det synes til en vis grad at være Freuds mening: "Tænk på den bedrøvelige kontrast mellem et sundt barns strållende intelligens og en gennemsnitlig voksens intellektuelle svaghed," har han skrevet. Det er en tanke Montherlant ofte har udviklet: "Når barnets geni slukkes, er det for stedse. Man siger altid at ormen bliver til en sommerfugl; hos mennesket er det sommerfuglen der bliver til en orm," siger Ferrante i La Reine morte (Den døde drønning).

De havde begge personlige - indbyrdes meget forskellige - grunde til at tillægge barndommen værdi. Deres meninger er ikke en, der er almindelig enighed om. Selve ordet modenhed peger på, at man almindeligvis tillægger det fuldtudviklede menneske fortrin fremfor barnet og ynglingen: det har erhvervet sig viden, erfaring og evner. Videnskabsmænd, filosoffer og skribenter stedfæster gerne menneskets højdepunkt til midten af dets bane gennem livet. Nogle anser endda selve alderdommen for tilværelsens priviligerede epoke: den bringer, mener de, erfaring, visdom, sindsro. Det menneskelige liv kender, efter deres mening, ikke til forfald.

At definere, hvad der er fremskridt og tilbageskridt for et menneske, forudsætter, at man forholder sig til et bestemt mål; men der findes intet endegyldigt mål, som er givet på forhånd. Hvert samfund skaber sine egne værdier: det er i den sociale sammenhæng, at ordet forfald finder sin præcise betydning.

Denne diskussion bekræfter, hvad jeg ovenfor har sagt: alderdommen kan kun forstås, hvis man betragter den i dens helhed; den er ikke kun biologisk, men en kulturel kendsgerning.

***



Omtalen fortsætter hen ad vejen....