Alderdommen

Af Simone de Beauvoir


Forord
Dengang Buddha endnu var prins Siddharta og spærret af sin far i et pragtfuldt palads, slap han undertiden ud og kørte ture i omegnen. Den første gang mødte han en affældig mand, tandløs, rynket, hvidhåret, krumbøjet, som lallende og rystende støttede sig til en stok. Han undrede sig, og kusken forklarede ham, hvad en olding var for noget. "Hvilken ulykke", udbrød prinsen, "at de svage og uvidende mennesker, berusede af ungdommens typiske hovmod, ikke ser alderdommen! Hurtigt, lad os vende hjem. Hvad skal spil og glæder til for, når jeg er den fremtidige alderdoms bolig."

Buddha genkendte sin egen skæbne i en olding, fordi han er født til at frelse menneskene og derfor har villet tage samtlige deres vilkår på sig. Derved var han forskellig fra menneskene: de udelukker de aspekter af livet som de ikke bryder sig om, i særdeleshed alderdommen. I Amerika har man strøget ordet død af sit ordforråd: man taler om sine kære, der er gået bort; ligeledes undgår man enhver henvisning til den høje alder. Også i Frankrig er det i dag et forbudt emne. Der rejste sig et ramaskrig, da jeg i slutningen af La force des choses krænkede dette tabu. At indrømme at jeg stod på tærsklen til alderdommen var det samme som at sige, at den lurede på alle kvinder, og at den allerede havde grebet mange. Adskillige mennesker, især ældre, har til overmål gentaget over for mig - venligst eller vredt - at alderdommen ikke eksisterer. Der eksisterer mennesker, som er mindre unge end andre, det er det hele. For samfundet fremtræder alderdommen som en slags hemmelig skam, som det er ublufærdigt at tale om. Om kvinden, barndommen og ungdommen findes der på alle områder en overflod af litteratur; men bortset fra specialafhandlinger er det sjældent, der hentydes til alderdommen. En tegneserieforfatter måtte lave en hel serie om, fordi han havde indført et par bedsteforældre bland sine personer: "Stryg de gamle", lød ordren. Når jeg fortæller, at jeg arbejder på et essay om alderdommen, himler man som oftest op: "Sikken idè!.... Men De er da ikke gammel! .... Sikke dog et trist emne...."

Det er netop derfor, jeg skriver denne bog: for at bryde tavshedens sammensværgelse. Forbrugersamfundet har erstattet den ulykkelige bevidsthed med en lykkelig, og forkaster enhver skyldfølelse, bemærker Marcuse. Det er nødvendigt at forstyrre dets uforstyrrethed. I forhold til gamle mennesker er samfundet ikke blot skyldigt, men forbryderisk. I ly af myterne om velstand og overflod behandles de gamle som pariaer. I Frankrig, hvor de gamles andel af befolkningstallet er den højeste i verden - 12% af befolkningen er over 65 år - er de dømt til nød, ensomhed, sygdom og fortvivlelse. I USA er deres lod ikke bedre. For at forlige dette barbari med den humanistiske moral, som den herskende klasse prædiker, har den indtaget det bekvemme standpunkt ikke at betragte dem som mennesker; hvis man kunne høre deres stemme, ville man blive nødt til at erkende, at det er en menneskestemme; jeg vil tvinge mine læsere til at lytte til dem. Jeg vil beskrive den situation, de er stdt i, og den måde, hvorpå de lever; tværs gennem den borgerlige kulturs løgne, myter og klicheer vil jeg fortælle, hvad der virkelig rører sig i deres hoveder og hjerter.

Samfundets holdning til dem er i øvrigt i bund og grund dobbeltmoralsk. I almindelighed betragtes alderdommen ikke som en afgrænset aldersklasse. Pubertetskrisen gør det muligt at trække en demarkationslinje mellem den unge og den voksne, som kun er vilkårlig inden for snævre grænser: som 18- eller 21-årig optages de unge i de voksnes selskab. Denne forfremmelse er næsten altid omgivet af "overgangsriter". Det tidspunkt, hvor alderdommen begynder, er uklart defineret, det varierer efter tider og steder. Intetsteds finder man "overgangsriter", som giver en ny status. Poltisk beholder mennesket sine rettigheder og pligter hele livet. Grundloven skelner ikke mellem en 100-årig og en 40-årig. Jurister anser - bortset fra patologiske (sygelige/unormale/red.) tilfælde - gamle mennesker for at være fuldt så ansvarlige for deres handlinger som unge. I praksis behandler man dem ikke som en særskilt kategori, og det ønsker de i øvrigt helle ikke; der findes bøger, tidskrifter, film og skuespil, radio- og fjernsynsudsendelser specielt for børn og unge, men ikke for gamle. På alle disse planer sidestilles de med voksne af yngre alder. Men når der skal tages bestemmelse om deres økonomiske status, lader det til, at de betragtes som tilhørende en fremmed art: de har åbenbart hverken samme behov eller de samme følelser som andre mennesker, siden man synes, man blot behøver at tildele dem en nødtørftig almisse for at føle sig kvit over for dem. Denne bekvemme illusion holdes i hævd af økonomer og lovgivere, når de klager over den byrde, de ikke-aktive repræsenterer for de aktive: som om de aktive ikke var fremtidige ikke-aktive og ikke sikrede deres egen fremtid ved at lovgive om ansvarligheden for de gamle. Fagforeningerne tager derimod ikke fejl af dette: når de fremfører deres krav, lægger de altid stor vægt på pensionsforholdene.

De gamle der ikke udgør nogen økonomisk magt har ingen midler til at gøre deres rettigheder gældende: det er udbytternes interesse at bryde solidariteten mellem arbejderne og de uproduktive, så disse ikke fosvares af nogen. De myter og klicheer, der er bragt i omløb af den borgerlige tankegang, sigter mod at fremstille den gamle som en anden. "Det er af unge, der lever et tilstrækkeligt stort antal år, at livet laver oldinge," bemærker Proust; de bevarer det menneskes fortrin og fejl, som de fortsætter med at være. Det vil den almindelige mening ikike vide af. Hvis de gamle manifesterer det samme begær, de samme følelser og de samme fordringer som de unge, vækker de skandale; hos dem forekommer kærlighed og jalousi afskyeligt eller latterligt, seksualitet frastødende, vold til grin. De skal være dydsmønstre. Fremfor alt fordrer man sindsro af dem; man hævder, at den har de, og at det indebærer at man ikke behøver at interessere sig for deres ulykke. Det idealiserede billede, man foreslår dem af sig selv, er billedet af den erfarne og ærværdige Vismand, omstrålet af en glorie af hvidt hår; hvis de afviger fra dette billede, falder man over dem; så får vi det modsatte billede: den gamle nar, der laller og ter sig forstyrret, og som børnene gør grin med. I alle tilfælde er de enten ved deres dydighed eller ved deres afskyelighed anbragt uden for menneskeheden. Man kan altså uden skrupler nægte dem det minimum, der anses nødvendigt for et menneskeliv.

Vi driver denne diskriminering så vidt som til at vende os mod os selv: vi nægter at genkende os selv i denne olding, vi engang skal blive: "Af alle realiteter er alderdommen måske den, vi længst anser for et rent og skært abstrakt begreb," noterede Proust med rette. Alle mennesker er dødelige: de tænker på det. Mange af dem bliver gamle: næsten ingen ser på forhånd denne forandring i øjnene. Intet burde være mindre uventet, og intet er mere uforudset end alderdommen. Når man spørger de unge om deres fremtid, standser deres liv, især de unge pigers, senest ved 60-årsalderen. Nogen siger: "Så vidt kommer jeg ikke, jeg dør inden." Og nogen siger endda: "Jeg tager mit liv inden." Den voksne opfører sig som om han eller hun aldrig skulle blive gammel. Arbejderen bliver ofte forbløffet, når pensionsalderens time slår: datoen var på forhånd fastsat, han kendte den, han kunne have forberedt sig på den. Men det er en kendsgerning, at medmindre han er stærkt politisk bevidst, er denne viden stedse forblevet fremmed for ham.

Når tiden er inde, og allerede når den nærmer sig, foretrækker man normalt alderdommen fremfor døden. Men på afstand er det imidlertid døden, vi betragter med størst klarsyn. Den er en del af vore umiddelbare muligheder, den truer i alle aldre; det hænder, at vi strejfer den; ofte er vi bange for den. Men gammel bliver man ikke på et øjeblik: som ung eller i den voksne alder tænker vi ikke sådan som Buddha, at vi allerede er beboet af vores fremtidige alderdom: den er adskilt fra os ved så lang en tid at den i vores øjne forveksles med evigheden; denne fjerne fremtid forekommer os uvirkelig. Og desuden er de døde intet; man kan føle en overnaturlig svimlen foran dette intet, men på en vis måde beroliger det, det er ikke noget problem. "Jeg vil ikke være til mere": jeg bevarer min identitet og forsvinder. Når jeg som 20-årig eller som 40-årig tænker mig selv som gammel, er det ensbetydende med at tænke mig selv som en anden. Der er noget afskrækkende i enhver forandring. Jeg var som barn forbløffet, ja endog angst, da det gik op for mig, at jeg en dag ville forandre mig til voksen. Men ønsket om at forblive sig selv lig er i den unge alder almindeligvis opvejet af de anselige fordele ved den voksnes status. Hvorimod alderdommen fremtræder som en unåde: selv hos folk, man synes holder sig godt, springer alderdommens fysiske forfald i øjnene. Thi menneskearten er den art, hvor de forandringer, som årene fører med sig, er mest iøjnefaldende. Dyrene bliver magre og svage, de forvandles ikke. Det gør vi. Det gir et stik i hjertet når man ved siden af en ung, smuk kvinde ser hendes afglans i fremtidens spejl: moderen. Nambikwara-indianerne har kun et ord for "ung og smuk" lige som for "gammel og grim", beretter Lèvi-Strauss. Med vantro kigger vi på det billede, som de gamle viser os af vores egen fremtid; en indre stemme mumler absurd, at det ikke vil ske for os: vi vil ikke længere være os, når dette kommer. Før den bryder ind over os, er alderdommen noget, som kun vedrører de andre. Således kan man forstå, at det lykkes samfundet at aflede os fra at betragte de gamle som vores lige.

Lad os stoppe selvbedraget; meningen med vores liv er inddraget i den fremtid der venter os; vi ved ikke, hvem vi er, hvis vi ikke ved, hvem vi bliver: lad os genkende os selv i denne gamle mand eller kvinde. Det er nødvendigt, hvis vi vil tage vore samlede menneskelige vilkår på os. Da vil vi ikke længere kunne acceptere den høje alders elendighed, vi vil føle, det også er vores problem, og det er det. Alderdommen afslører klart det udbytningssystem, vi lever under. Den gamle, der er ude af stand til selv at klare tilfredsstillelsen af sine behov, repræsenterer altid en byrde. Men i fælleskaber, hvor der råder en vis lighed - i landbrugsfælleskaber hos visse primitive folkeslag - vèd det modne menneske, også selv om han ikke vil vide af det, at hans stilling i morgen vil være den han anviser de gamle i dag. Det er pointen i det eventyr af Grimm, som man genfinder i forskellige variationer overalt på landet: En bonde lader sin gamle far spise for sig selv, i et afsidesliggende lille træskur; en dag overrasker han sin egen søn i færd med at samle små brædder sammen: "Det er til dig far, når du bliver gammel," siger barnet.

Straks genfinder bedstefaderen sin plads ved fællesbordet. De aktive medlemmer af fælleskabet finder et kompromis mellem deres langsigtede og deres umiddelbare interesser. Knaphed kan tvinge visse naturfolk til at dræbe deres gamle forældre, mod senere selv måtte lide samme skæbne. I mindre ekstreme tilfælde mindskes egoismen af forudseenhed og børnenes følelser for deres forældre. I den kapitalistiske verden spiller den langfristede interesse ikke længere nogen rolle: de privilegerede, der bestemmer over massernes skæbne, er ikke bange for at komme til at dele den. De humanitære følelser optræder ikke, uanset den skinhellige snak om dem. Økonomien bygger på profit, og det er den, hele civilizationen er underlagt: man interesserer sig kun for det menneskelige materiale så længe det er indbringende. Derefter kaster man det bort. "I en verden i forandring, hvor maskinernes levetid er meget kort, må menneskene heller ikke arbejde alt for længe. Alt, hvad der er over 55 år, må ud," sagde doktor Leach, antropolog fra Cambridge, for nylig` ved en kongres.

Ordet "ud" skal tages bogstaveligt. Man bilder os ind, at pensionisttilværelsen er frihedens og fritidens livsafsnit; digtere har lovpris "havnens fryd og gammen". Det er skammelige løgne. Samfundet pånøder det store flertal af gamle en levestandard, der er så jammerlig, at udtrykket "gammel og fattig" næsten er en pleonasme [2] : og omvendt: flertallet af nødlidende er gamle. Fritiden åbner ikke nye muligheder for pensionisten; på det tidspunkt, hvor mennesket omsider befries for det nødvendige arbejde, fratager man det muligheden for at bruge sin frihed. Det er dømt til at vegetere i ensomhed og kedsomhed, som slet og ret affald. At et menneske i de sidste femten, tyve år af sit liv ikke er andet end en returneret, ubrugelig vare siger noget vores civilisations mislykkethed: denne indlysende kendsgerning ville give os en klump i halsen, hvis vi betragtede de gamle som mennesker, der har et menneskeliv bag sig, i stedet for som nu, omvandrende lig. De, der anklager vores lemlæstende samfundssystem, burde kaste lys over denne skandale. Det er ved at koncentrere sine anstrengelser om de mest forarmedes lod, at det lykkes at ryste et samfund (til handling/red.). Gandhi gik løs på pariaernes vilkår for at nedbryde kastesystemet; det kommunistiske Kina tog fat på at frigøre kvinden for at nedbryde den feudale familie. At kræve, at menneskene forbliver mennesker til deres dages ende, ville indebære en radikal omvæltning. Dette resultat kan umuligt opnås ved nogle begrænsede reformer, der lader systemet intakt: det er udbytningen af arbejderne, atomiseringen (indre splittelse/red.) af samfundet, elendigheden ved en kultur, som er forbeholdt elite, der munder ud i disse ummenneskelige alderdomme. Dette viser, at alt skal tages op på ny og forfra. Derfor undgår man så omhyggeligt at tale om problemet; derfor er det nødvendigt at bryde denne tavshed: jeg beder mine læsere hjælpe mig med det.

Simone de Beauvoir

***

[2] Pleonasme - hvor ordene danner et begreb således, at når man er "gammel" er det ensbetydende med "fattig" og derfor er ordet "fattig" overflødigt = "pleonasme". Man kan blot nøjes med at sige "gammel", for at også at dække "fattig", som i så fald er indforstået.