Utroligt, som man (jeg) savner kvinder med den filosofiske jord under neglerne og som har vid til og mod på - at dykke ned under overfladen, for at finde den sande definition af feminisme. I en form og sprog, henvendt til alle kvinder. Ikke kun de "kvalificerede". Nu er der altså kvinder alle steder - i, og udenfor eliten. Og hvad eliten glemmer, eller ikke ønsker at indse er, at uden de almindelige og de beskedne - kan eliten pludre nok så lystigt, uden at det vil betyde noget som helst i praksis. For ligestillingen, for ligeværd, for selvværd og for selvrespekt. Og for.... ligelønnen

Hmm... faktisk virker det modsat, hver gang eliten kommer til ordet. Modsat - på det almindelige, store flertal af kvinder, som viger tilbage, som Fanden viger for vievandet - når snakken falder på politik inkl. feminisme. Straks forestiller de sig aggressive Valkyrier, brændende BH`er, ø-lejre, bunkesex, lesbisk- eller singleliv, når de tænker "feminisme". Og det kan ikke gå hurtigt nok med at vende sig hastigt tilbage mod den trygge havn - hjemme ved kødgryderne, i ugebladenes verden, hvor de holdes beskæftiget med trivialiteter og ego-enfoldige normer, så de, for Guds skyld, ikke begynder at tænke selv.

Ved ikke at rette op på denne imagebrist, der forfølger feminismen, er eliten med til at undertrykke sig selv og de anonyme kønsvæsener, der end ikke få lov til at blive betragtet som ligeværdige mennesker. I vores "civiliserede" verden, hvor vi er vant til at betragte os selv som førende an i alt - sker det modsatte, at vejen til demokratiet bliver stenet og stejl - så længe halvdelen af befolkningen ikke nyder samme respekt, som resten. For uden anerkendelse af kvinder kan demokratiet kun være u-fuldstændig.

I århundreder bilder man os ind, at vi er mindre værd end mænd. Hvem er "man"? Det er mænd. Men hvem styrker og "konserverer" denne opfattelse? Det gør vi selv. Vi kvinder! Vi svælger i hverdagens små, romantiserende og forenklede roller, efter drejebogen skrevet af kvindelige medløbere til den maskuline "verdensorden", som holder os - øh - så beskæftigede med at passe, pleje og vedligeholde de feminine "værdier", som kun lige akkurat levner overskud nok til også at passe et job og familien. Og så er vi færdige og den politik, der skal sikre vores døtre OG sønner - et godt liv med hinanden i fremtiden - hvilket kræver en ubetinget respekt, ligeværd og tolerance over for hinanden - det gør vi intet ved! Allerede slidte og udmattede af at passe og pleje vores egne navler.

Af en eller anden underlige grund, vinder frikadellen altid over visionen! Det kan vi ikke klandre mændene. Det kan vi kun klandre os selv.

Dette reelle, tætte og gensidigt afhængighedsforhold mellem feminisme, demokrati og politik, kan man først blive opmærksom på, hvis man vender blikket østpå, hvor trods murens fald - fortsat lever, tænker og skriver kvinder, der har haft plads til selvudvikling - personligt, fagligt, filosofisk og som fortsat udvikler sig personligt, fagligt og filosofisk, efter at "friheden" er blevet indført i østlandene. Og hvor paradoksalt end det lyder - er det langt mere svært for kvinderne nu, at fastholde og videreudvikle det kvindeværd, der har sine rødder i årstallet 1945 og den efterfølgende tid, frem til murens fald, som markerer indførelsen af frihed.

Det er meget enkelt, politisk at kastrere kvinde-integriteten. Man skal bare undergrave, svække og afskaffe velfærdsstaten. Og vupti.... kommer kvindens omsorgsgen hastigt frem igen-igen, og således beskæftigede med at håndtere vores genskabte frygt for fremtiden, vores utryghed og pligten til at tage over og tage vare på det nære - forsvinder kvinden fra det politiske liv og ophører med at præge fremtidige generationer af døtre, som nu ser deres mødre i gang med det hårde arbejde, igen med at sikre det basale, man før havde velfærden til.

Dette er hvad friheden bragte (koster) kvinderne i østlandene og dette er, hvad der sker hos os i dag. "Friheden" viser sig at være et tveægget sværd, som igen-igen kløver til fordel for mændene.... Tag velfærden fra kvinderne og så kryber de tilbage til gryderne. Man kan simpelt hen ikke indføre den rå, borgerlige liberalisme, uden samtidigt at fornedre og undertrykke kvinderne. Det er denne process, der er i gang nu, mens vi steger frikadeller.

Det har kvinderne i østlandene måttet sande og det er det, filosoffen Magdalena Sroda skriver om....