Lidt godt fra barndommen.

Jeg er født og opvokset på landet omgivet af en masse sjove dyr, midt i en skov og nær vandet i den Sydfynske natur. Til husets dyrehold var tilknyttet en - dengang - noget kontroversiel dyrlæge. Jeg husker stadig mit første møde med ham, jeg var omkring de 6 år. Han hed Ertmann, og jeg elskede når han kom forbi og tilså dyrene. Han havde altid en masse spændende ting med af diverse vitaminer og mineraler samt mixture der indgik som en selvfølge i hans virke som dyrlæge.

Men min største beundring for denne dyrlæge var hans menneskelige indsigt. Han havde heldbredt en gigtpatient med vitaminer samt en bekendt af familien for cøliaki. Dengang var det vist meget almindeligt derude på landet, at man opsøgte kloge mænd og koner, og da vi nu havde en klog dyrlæge, var det da nærliggende at bruge ham.

Jeg husker tydeligt de samtaler ved køkkenbordet om aftenen hvor mine forældre lovpriste hans evner og (dengang) utraditionelle behandlingsmetoder. Det var også kendt indenfor "kredsen" at han solgte disse vitaminer og mineraler til dyrenes mennesker. Hvad der også var kendt var, at han indimellem måtte betale nogle skyhøje bøder for at gøre dette, men det kunne heldigvis ikke standse hans oprigtige hensigt om at hjælpe sine medmennesker. Ligeledes var denne dyrlæge kendt for sine mixture der kunne afhjælpe kollik hos spædbørn, samt vokseværk hos de lidt støre børn. I mit barndomshjem stod der derfor altid i køleskabet en flaske med dyrlægens opløselige vitaminer - til frit brug, og jo- vi unger i denne kreds sprudlede sgu af sundhed og velvære, og var sjældent plaget af forkølelser eller lignende almindelige sygdomme.

Så kom der en dag, efter at jeg havde plaget min mor stolpe op og ned i gennem meget lang tid, og hvor det endelig lykkeds det mig at få lov til at ride hendes fuldblodshest. (Kunne bare ikke få det vildt nok, jeg var vel omkrig 8 år). Som sagt så gjort - det endte da også med en ordentlig rodeotur i folden, hvorefter jeg fløj af, landede lidt uheldigt og besvimede.

Da min mor skulle "bjærge" mig i sikkerhed så hun til sin store skræk at det flød med en rødbrunlig skumfråde ud af min mund. (Stakkels kvinde, hun vidste ikke, at jeg lige forinden, med største lethed, havde konsumeret en bakke flødeboller). Men forskrækket det blev hun, og tilkaldte vagtlægen da hun ikke turde køre med mig på grund af denne underlige fråde.

Jeg vågnede op af min bevidstløshed med en lysende lommelygte lige i fjæset og en læge, som jeg aldrig havde set, der klappede mig på kinden. Jeg sagde i en meget bestemt tone til denne læge der lyste ind i mine øjne, at han i hvert fald ikke skulle begynde at at kurere på mig, for jeg ville nemlig kun kureres af dyrlæge Ertmann, som også kunne kurere mennesker!!!. Vagtlægen kiggede forundret over på min mor og sagde, at hun skulle stille mig nogle nemme spørgsmål hver halve time, "jeg tror at din datter har hjernerystelse, hvis hun bliver ved med at sige underlige ting skal du køre hende på sygehuset".


Indrømmer at jeg har sagt underlige ting lige siden, da jeg jo er opflasket på vitaminer - dette dejlige fundament fra min barndom er stadig første prioritet i mit daglige virke vedr. mit (og så vidt jeg kan slippe afsted med at blande mig i venner og families) helbred, og jeg vil nu til dags dato stadig hellere kureres af en dyrlæge, der godt kender til kroppens naturlige behov for vitaminer og mineraler, end en læge der er i lommen på medicinalindustrien.

Nå men lige en lille sidste historie - årene gik og dette var så vidt jeg husker, en af dyrlægens sidste bedrifter, hos mine forældre, inden han døde i en meget høj alder. Mine forældre opdrættede hunde, og en dag ramte et frygteligt virus kaldet parvo et kuld hvalpe. Dengang var der ikke, som idag, fundet en vaccine for dette hæslige virus, og de små hvalpe døde som følge af dehydrering, da de ikke kunne holde maden i sig samt var plaget af diarrè.

Dyrlæge Ertmann kom på banen, og startede med at informere mine forældre om, at dette virus havde døden til følge, og der ikke var nogen dyrlægemidler der kunne redde dem. Han ville dog gerne lige se om han ikke kunne gøre et eller andet for disse små væsner. Han startede så sin behandling - med indsprøjtninger - af vitaminer (ved ikke hvilke) direkte i hvalpenes årer. Familien blev sat i gang med at give de små hvalpe en væske, dyrlægen havde specielfremstillet, via en lille pipet, med halve timers mellemrum. Hvalpene kom sig - og på mirakuløs vis overlevede de. Noget som ellers ikke skulle være muligt på daværende tidspunkt. Der gik også lang tid inden de var helt over dette virusangreb - men de kom sig - og her vil jer gerne understrege dette udelukkende var med vitamin behandling. Dyrlæge Ertmann brugte sjældent andet med mindre der skulle vaccineres, bedøves og lappes sammen på de kære dyr.

Fortsættelse følger.......

Kærligts
Linda