Viser resultater 1 til 8 af 8
Threaded View
-
29-08-08, 11:11 #4
Re: Askerød? Hvis skyld er det?
Kommentar indsendt af Yrsa Mikkelsen, Gærdehuset 8, Askerød
En SKANDALE af et beboermøde!
Beboermødet den 17. august 2008 - om mistillid til afdelingsbestyrelsen - må da indgå i historien.
Jeg havde igennem meget lang tid bedt om at få indsigt i konto 119. Det har alle beboere i almene boliger ifølge Boligselskabernes Landsforening ret til. Men åbenbart ikke i Askerød.
For noget tid siden fik jeg anonymt nogle kontoudskrifter, som viste en voldsom stigning på afdelings-bestyrelsens forbrug af bl.a. øl & vin i 2007. Til kontrol af ægtheden ringede jeg til Bo-Vest og fik at vide, at jeg skulle spørge vores bestyrelse. Det gjorde jeg, og Niels Kjøller svarede, at jeg måtte vente til september – og så skrev jeg til kommunen. Bo-Vest svarede til kommunen: "I den konkrete sag er der indkaldt til et ekstraordinært beboermøde den 17. august, hvor Afdelings-bestyrelsen vil komme med en redegørelse for konti 119". Det lød, som om det var på deres eget initiativ, uden ét ord om underskriftsindsamlingen.
Så min forventning var klart, at det var dét, som mødet ville handle om.
Men under mødet blev mindst 10 punkter i ” Forretningsorden for afvikling af beboermøder i Askerød” (kan læses på hjemmesiden) ikke overholdt. Heraf er 3 punkter (i § 2) krav til alle, og 2 punkter (i §§ 3 og 4) er særlig strenge krav hos os for at sikre beboerdemokratiet.
Vi startede uden mikrofon i et propfyldt Stamhus (Brandtilsynet havde uden tvivl lukket mødet), og vi var nåede til pkt. 4, før det lykkedes mig at få sagt, at pkt. 7 om ”følgegruppen” ikke hørte til på dette møde. Men jeg nåede ikke at få sagt, at det var ulovligt (ved jeg nu), at vi (på nævnets opfordring) i april 2007 afskaffede vores beboer-revisor. Og så havde følgegruppen været overflødigt.
Niels Kjøller kom under pkt. 4 med et meget langt og groft angreb på min person, men han svarede ikke på det, som vi var der for, nemlig afdelingsbestyrelsens høje forbrug på diverse konti under konto 119. Han forsvarede dog bravt 36.259 kr. på konto 119.311 (”repræsentation”) med, at det ”kun” drejer sig om 50 kr. pr. husstand, og viftede med et stykke papir, som skulle bevise at ”alt er gået rigtigt til”, og det kunne hentes på ejendomskontoret fra næste dag!
Jeg svarede bl.a., at en 50’er om året pr. lejlighed er ikke meget, men at det giver et stort forbrug pr. medlem! Og med øl & vin købt i Bilka (vil jeg tro), så bliver antal øl pr. person kun højere, end hvis det var øl til værtshuspriser! (Papiret er nu hentet, og det viser, at der i 2007 (med højst 4 øl-drikkende medlemmer) på repræsentationskontoen (!) var købt øl, vin m.v. for 8.500 kr., og i 2008 er der indtil nu allerede købt ”øl & vand" for over 4.000 kr. Det er rigtig mange ”Bilka-bajere”…)
Men selvom man ikke regner de 36.259 kr. med, så har nævnet ifølge regnskabet 2007 på ”egne konti” forbrugt over 163.000 kr. Altså i alt ca. 200.000 kr. - kun til nævnet. Det er ca. ½ % huslejestigning!
Jeg sagde også, at jeg havde de papirer med, som beviser mine ord, og tilbød også at vise dem frem (og hvis nogen vil se dem nu, så kan jeg sagtens maile dem!). Og så ville jeg gerne se Niels Kjøllers papirer, men jeg (eller andre) måtte ikke på selve mødet, altså før afstemningen, se – endsige få en kopi af – de papirer, som skulle ”rense bestyrelsen”!
Jeg understregede, at jeg ikke på noget tidspunkt har gjort noget ”for min egen skyld”, og der er bestemt ikke tale om hævn, som det blev påstået – og at jeg aldrig har sagt, at der drikkes under nævnsmøderne, men at der drikkes rigtig meget efter møderne (jeg har fået 1½-2 glas vin efter et nævnsmøde. Én gang!), og især uden at afholde møder! Og vel at mærke for huslejekroner!
Herefter tog Lone Binderup ordet og lagde ud med at sige, at "mit ordvalg er ikke så pænt som formandens" (!), og det havde hun så sandelig ret i. Det var igen et uklædeligt og langt angreb på min person. Hun erklærede også, at ”om så afdelingsbestyrelsen køber ludere på Istedgade, så kan vi ikke blande os i det” og at vi bare må se glade ud, uanset hvad vores huslejekroner bliver brugt til under konto 119.
Der var derfor en hel del uro, fordi nogle beboere oversatte for andre, så der kom ønsker om en kort pause til oversættelse. Der var nemlig mødt mange beboere, som ikke taler og forstår så meget dansk, at de kunne følge med i de lange og snørklede indslag – men det var man ligeglad med. Og selvom man længe har efterlyst denne beboergruppes deltagelse, så blev en pause skarpt afvist. (Afdelingsbestyrelsen udviste en sådan grad af foragt for disse beboere, man sad tilbage med en ekstrem dårlig smag i munden, over at man i et beboerområde med så mange forskellige nationaliteter samlet skal opleve en afdelings-bestyrelse, der betragter deres naboer som andenrangs-borgere, der ikke må vide, hvad der skal stemmes om.)
Men talerrækken til punkt 4 var blevet lukket, og det uden at der var kommet et eneste brugbart svar fra bestyrelsen, og selvom flere gerne ville have ordet.
Så gik dirigenten direkte over til punkt 5 og startede afstemningen. Også her uden at der blev sagt ét relevant ord om punktet, og uden at beboerne fik lov til at sige eller spørge om noget. Det eneste stillede spørgsmål (hvorfor Jens Egevang ikke havde fået en afskedsreception, ligesom Johnny) blev ignoreret.
Punkt 5 var faktisk selve årsagen til indkaldelsen – og burde have været eneste punkt!
I anmodningen stod ”… misbrugt beboernes tillid, idet den - blandt meget andet - i 2007 har øget forbruget…” Men ”meget andet” skulle der tydeligvis overhovedet ikke tales om.
Så meget for Askerøds slogan ”Respekt og tillid”.
Mange vrede beboere var gået med udenfor, og de skrev deres navne ned. Men inden vi havde set os om, fik vi at vide, at afstemningen var gået i gang, og hvis vi ikke kom ind NU, så fik vi ikke lov at stemme. Sådan. Afstemningen var altså gået i gang, mens mange stadig var udenfor, og som ikke havde hørt spørgsmålets ordlyd – og logisk nok uden at det var kontrolleret, om alle havde fået udleveret 2 stemmesedler.
Vi havde afleveret vores stemmesedler på vej ud, men flere beboere fik dem ikke tilbage, da de kom ind igen. Og sproglige vanskeligheder gjorde ikke sagen bedre! Der stod også adskillige beboere udenfor, som slet ikke fik lov til at komme ind, ”fordi de kom for sent”. Ikke, at der havde været plads til flere – men det er en helt anden snak. Så meget for at rykke over på Hundige-Skolen ved pladsmangel.
Der var mange beboere, som ville have svar på mange forskellige ting, men de havde ikke fået lov. Især mange spørgsmål om Jens Egevang, som jeg også gerne havde hørt svarene på!
Jeg havde spørgsmål til 16 underpunkter, f.eks. hvorfor beboerne skal betale for computere til bestyrelsens ulovlige hjemmebrug. Eller om nævnets forbrug på over 92.000, når budgettet var på 30.000. Eller hvordan det gratis og annonce-fri AT (Askerød Tidende/red.) kan give overskud på ca. 38.000 kr.!? For bare at tage nogle af punkterne.
Jeg anfægter ikke, at regnskabet er godkendt. Og jeg har bestemt ikke mistillid til de beboere, som har godkendt regnskabet. For de gjorde det ud fra de oplysninger, som blev forelagt. Eller ikke!
Men jeg ville stadig gerne vide, hvad bestyrelsen har brugt så mange penge til.
Yrsa Mikkelsen
Gærdehuset 8
Greve, de. 20. august 2008
Læs meget mere på http://info.mono.net/
***
Hmm... hvis det forholder sig bare halvt så skidt, som her beskrevet - er der så noget at sige til, at bebyggelsen drukner i kronisk kaos og uro?
Lignende emner
-
Kan man blive gravid hvis man er i overgangsalderen ?
By Tante Ana in forum Overgangsalder - genereltSvar: 2Nyeste indlæg: 14-06-07, 10:29 -
Hvis velsignelse.... de nye fattige lande i EU?
By Anina W. in forum © AninaSvar: 4Nyeste indlæg: 05-06-06, 15:52 -
Hvis du vidste...
By Anina W. in forum Dagens gruk!Svar: 2Nyeste indlæg: 25-09-05, 12:31 -
Hvis kærligheden gør ondt....(et link)
By admin in forum Tips og ideerSvar: 0Nyeste indlæg: 27-02-05, 14:07



Besvar med citat

Bookmarks