Hej Admin og Carmen.

Til Admin: jeg skal nok prøve at være mere opmærksom og besvare de mennesker, der er så venlig at bruge tid og energi, på at besvare mine spørgsmål *s*. Jeg vil se de tråde igennem, som du foreslår.

Til Carmen: Iiihh, hvor jeg genkender det med den dårlige samvittighed. Det er en ond cirkel, som ikke desto mindre er uhyre svær både at undgå og at komme ud af. Jeg har ikke løsningen, det skynder jeg mig at understrege.

Jeg kan forstå, at du kæmper med din vægt, selv kæmper jeg med et handicap. Andre kæmper med den dagligdags trummerum, eller gener i overgangsalderen. Alle ting kan vel gøre, at lysten daler og sætter sig i sindet, som en slags blokering for os selv. Og så er vi endnu en gang tilbage ved selvværdet, er vi ikke?

For mit eget vedkommende, er det skørt, når jeg tænker på, at jeg har en dejlig forstående mand, som virkelig tager alle de hensyn, som jeg beder om – og flere til. Jeg kan mærke, som du, at min mand også bliver ked af, at jeg så ofte afviser ham. Han spørger nogle gange, om jeg slet ikke har lyst til ham mere. Jeg forsøger at forklare ham, at jeg rigtig gerne vil have lyst, men at lysten bare ikke indfinder sig. Jeg synes selv, det er besynderligt, men kroppen er en indviklet mekanisme, som åbenbart ikke altid reagerer som jeg ønsker det.

Tanker er private og somme tider svære at formidle til omverdenen. Heller ikke hos os, er det kærligheden der mangler, men jeg kan alligevel ikke lade være med at spekulere på, eller nogen gange ligefrem frygte, om den mon holder, hvis ikke lysten kommer op på et plan, hvor begge parter er tilfredse. Min mand er rigtig sød til at bekræfte mig og vores kærlighed til hinanden, alligevel viser tvivlen sit lille grimme ansigt, i mine tanker, ind imellem.

Gad vide om mænd, gør sig de samme tanker?