VIII


Nu begyndte det at trække sammen til et stort uvejr inde i ham. Elleve år har han virket - og kun fundet tilslutning to mænd blandt samtlige Europas professorer, mens mødre hele verden over døde i titusindvis bare af at få børn. Gang på gang blev de såkaldte barselsfeber-epidemier så forfærdelige, at man måtte lukke Fødselsstiftelserne. Så måtte man lukke dem op igen, fordi kvinderne aborterede, satte deres børn ud, begik barnemord..... Endnu havde Semmelweis ikke offentliggjort en linie videnskabeligt, han havde indskrænket sig til at skrive naive breve i meget jævnt sprog til professorerne for at gøre dem opmærksom på sine resultater. De smed brevene i papirkurven.

I Wien lå man ham ud, men pludselig blev han træt af at blive kaldt Budapesternarren i Wien, og træt af at have den slubbert til Braun gående omkring med sine løgnehistorier og fortælle, at patienterne døde i hobetal på trods af klorkalken. Omsider kom da, i 1861, Semmelweis`mesterværk: "Barselsfeberen, dens ætiologi, opståen og helbredelse", og bogen kom som en eksplosion lige for næsen af Europas gynækologer. Aldrig er der skrevet mage til fanatisk, omstændeligt, usammenhængende, ordrigt - og dog samtidigt nøjagtigt, i ordets egentlige forstand klassisk videnskabeligt Værk, og aldrig har nogen videnskabsmand skrevet mere gribende.

De fine fødselslæger studerede dette forfærdende dokument og sad lamslåede og tavse. Det slog så hårdt, at et svar simpelthen var umuligt.

Semmelweis optog deres tavshed som en fornærmelse. Han pillede enkelte professorer ud - for at tilintetgøre dem enkeltsvis med åbne breve.

"For Gud og mennesker anklager jeg Dem som morder," skrev han til professor Scanzoni i Würtzburg.

Scanzoni svarede ikke. Så begik Semmelweis et utilgiveligt brud, ikke alene på god tone, også på lægemoralen, og han offentliggjorde det i et videnskabeligt tidsskrift med truslen om at negligere lægerne og gå lige til det store, lidende folk:

"Du fader, ved du, hvad det vil sige, om du kalder en læge eller en jordemoder til din hustru, når hun skal føde? Det vil sige, at du udsætter hendes liv for fare.... hvis du ikke ønsker at blive enkemand, hvis du ikke ønsker, at dine børn skal blive moderløse, så køb for nogle få skillinger klorkalk, hæld vand på det og tillad hverken læge eller jordemoder at røre ved din hustru før de, mens du overvåger dem, har vasket deres hænder deri, nej, lad dem ikke komme hende nær, før du er helt sikker på, at de har vasket sig så grundigt, at deres hænder er helt klistrede."

Gennem alt, hvad han skrev, klinger nu det forfærdende omkvæd: "Myrderiet skal indstilles!"

Og netop nu, da strømmen begyndte at vende sig og blive ham gunstig, da de opskræmte professorer i Wien og overalt i Tyskland begyndte at søge plads i hans orkester, gjorde han alvor af sin trussel - lige præcis i det øjeblik, da det ikke længere var nødvendigt. På gaden tiltalte han unge piger med deres kærester og opfordrede dem til at passe på, at der blev vasket hænder i klorkalk, når de skulle føde. Hans unge hustru Marie lagde mærke til en ejendommelig usikkerhed ved hans gang. Ved bedre middagsselskaber åd han som en skovhugger, og bare man sagde ham den mindste smule imod, blev han ude af sig selv af raseri.... lige meget hvem det var, kun sine egne børn var han altid mild overfor. Det var trist at høre ham klage sig over for sin kone, atter og atter: "Hvad er dog i vejen med mig? Der er noget galt i mit hoved."

Sommerene 1865.... Marie, som endnu ammede deres mindste barn, fulgte ham til Wien. Han kunne være vendt tilbage i triumf-tog. Professor Spaeth, som han havde lyst i band i sit første, åbne brev, havde netop åbent, på tryk, indrømmet som en mand, at renlighed, absolut rene hænder og instrumenter var det eneste, der kunne frelse kvinder fra barselsfeberen. Men indrømmelsen kom for sent til, at Semmelweis kunne have nogen glæde af den. Man førte ham hastigt fra banegården hen til hans gamle ven professor Hebra, som var den første, der gav ham håndslag, da Semmelweis i 1847 gjorde sin opdagelse og indrømmede, at han havde været drabsmand.

Her i dette hus havde han bistået fru Hebra ved hendes første barnefødsel - han havde leet på sin tossede manèr og løftet barnet højt og udbrudt: "Det er en dreng!"

Det var dengang. Men nu..... nu gik Semmelweis let vaklende ind i Hebras hjem, en olding et se til, skønt han kun var midt i fyrrerne. der var grå striber i hans pjyskede skæg. hans øjne.... jamen, hvor var det skarpe, forskende blik blevet af?

Han så op, fik øje på professorinde Hebra. Et nu syntes gamle minder at bringe klarhed i hans syge hjerne. Han lo et genfærd af sin gamle latter, og han sagde: "Det er en dreng! Kan De huske, da jeg første gang sagde til Dem: Det er en dreng!"

Et par minutter snakkede Semmelweis nervøst med Hebra, han ville se sin vens laboratorium. Så faldt jerntæppet, sjælen forsvandt, og Hebra fik ham bragt ned i en lukket vogn og kørte ham til kommunens sindsygeanstalt, hvor han blev spærret inde.

Den 12. august 1865 foretog den berømte Lister sin første antiseptiske operation, for at hindre døden at liste sig ind i mennesker udefra. Det var 18 år efter, at Semmelweis havde bevist, at døden sådan kan snige sig ind og - mere præcist endnu end Lister - konstateret, hvordan den kan holdes ude. Men hvem har glemt Joseph Lister? Og hvem husker Semmelweis?

Semmelweis døde den 17. august. Da han kom på anstalten, havde han en betændt finger efter den sidste operation, han havde foretaget i Budapest, og hvorunder han var kommet til at stikke sig på skalpellen. Således sneg døden ved blodforgiftning, som han selv havde opdaget, sig barmhjertigt ind i ham. Han kom kun til at leve to uger som levende begravet på et galehus.

Med en enkelt undtagelse har han biografer søgt at gøre ham til martyr. De påstår, at det var den mangeårige ligegyldighed over for hans store opdagelse og hans professor-modstanderes hån, som gjorde ham afsindig. Jeg er bange for, at den forklaring er lovlig romantisk. Den lidenskabsløse journal over hans obduktion meddeler, at han led af en kronisk rygmarvsbetændelse, at hans hjerne var skrumpet ind og hans rygmarv degenereret. Sådan noget opstår ikke af ligegyldighed eller fornærmelser....

I efterskriften til sit Mesterværk siger Semmelweis, at han er overbevist om, at barselsfeber næsten aldrig har sit udspring i selve moderen, ved "selvsmitte".

Han skriver, at han sorg ved tanken om de tusinder af mødre, som må dø, kun kan forsones ved tanken om den lykkeligere fremtid, da døden aldrig mere vil komme udefra til nogen barselskvinde.

"Men selv om det ikke skal forundres mig at opleve denne lykkelige tid selv, vil forvisningen om, at den engang må komme, lyse op i mine sidste timer."