V


Hvis vi nu i vore dage, da syv tusinde kvinder hvert år dør af barselsfeber i Amerika (red./skrevet i 1932), havde mænd som Semmelweis iblandt os.... Men lad det ligge. Sandheden var i ham, den fortærede ham. Han prøvede ikke engang på at dække sig bag den undskyldning, at han jo ikke anede noget. Og han holdt sig fra akademiske filosofier over, hvad så denne liggift kunne være sammensat af. Han tog praktisk på sagen, han havde ikke en tanke for andet end at kæmpe mod giften.

Maj 1857 - mindre end to måneder derefter - står Semmelweis og vaske hænder efter en obduktion. Han vasker dem med sæbe, meget grundigt. Så stikker han dem i et vandfad - med en klorkalkopløsning. Han vasker og skrubber dem så længe, at det virker fuldkommen latterligt. Han fører dem atter og atter til næsen og snuser til dem. Omsider nikker han. Nu er det godt, ikke den fjerneste liglugt hænger ved mere. Studenterne rundt om ham smiler, og måske siger de vittigheder i øret på hinanden. Det er et stort øjeblik, og virkningen er komisk.

Så står han over sine studenter og stirrer på dem, mens de vasker hænder i klorkalkvand, og nu smiler de ikke, aldeles ikke, når Semmelweis ser på dem. Der er det første glimt af fanatismens lys i hans øjne - spøg frabedes.

Så går de alle langs sygesengene på Fødselsafdeling I, og alle de vordende mødre ligger der med ansigtet fortrukket i smerte og angsten for feberen i deres øjne, og det forstår man.....

I april var 18 af 100 barselskvinder døde. Semmelweis tog fat på klorkalkafvaskningen i slutningen af maj. Juni..... og dødelighedsprocenten dalede brat til lidt over to. Juli.... kun en af hvert hundrede døde. Det var ligefrem mindre end dødeligheden på den "sikre" Afdeling II. Som man ser, der var ingen grund til at smile ad Semmelweis. Han vaskede døden bort.

Hvis det havde været en roman, så havde vi nu været ved den gode ende. Og hvis der kun havde været barselskvinderne at tage hensyn til, så havde Semmelweis haft medvind, for unge hustruer og forladte pigebørn kunne tillidsfuldt lægge sig ind på Afdeling I - ingen kaldte den en morderhule mere. De og deres mænd og - hvis de ingen mænd havde - deres forældre, varrevnende ligeglade med, hvordan Semmelweis frelste dem fra døden. De ville alle som een have stemt for, at han skulle have mere i gage og udnævnes til professor. Men i den store verden.... i virkelighedens verden.... er alting anderledes....

Her findes professorer og noget, som man kalder faglært, organiseret viden, ren videnskab, akademisk uddannelse. Og desværre stod der i alle de evindelige rækker af fede bøger om fødselshjælp og i alle de mange reoler fulde af værker om barselsfeberen og den Atmosfæriske-Kosmiske-Telluriske Indvirken, som ubønhørligt fremkalder den...... ikke et eneste ord om, at man skal vaske sine hænder i en klorkalkopløsning før man rører ved en barselskvinde.

Hvad der var endnu værre: Semmelweis var endnu ikke fyldt tredive, han var bare en grøn reservelæge. Han havde ganske vist med nøjagtighed, og som den første, påvist, hvorledes blodforgiftning sniger sig ind i sunde organismer udefra. Men Semmelweis var uregerlig, ungdommelig, jævn af sprogbrug, ikke sikker i syntaksen - med andre ord, uden akademisk finhed. Professorerne kaldte ham for Skvadronøren fra Budapest.

Ved grundig og fornuftig afvaskning med klorkalk, som man for få øre kan købe i en materialhandel, kunne denne modermyrdende sygdom afværges. Det havde Semmelwies bevist. Og som den første i lægevidenskabens historie. Men samtidigt med, at den smule klorkalk fik ram på døden, havde den gjort af med evindelige rækker af fede lærebøger, som nød anseelse.... efter tre hundrede år igennem at være betragtet med højagtelse var deres indhold nu lige til skraldespanden. Simpelthen ved at frelse alle disse kvinders liv i juni og juli havde han bevist, at alle fødselslæger, som ikke vaskede hænder i klorkalkopløsning, de var - ansvarlige for dødsfaldene. Og det værste var, at Semmelweis havde sagt det temmelig tydeligt.

Intet under, at professor Klein og hans lærde kolleger straks stiftede en forsamling, med det ene formål, at få ram på Semmelweis.