III


Trods disse frække bemærkninger gav professor Klein alligevel Semmelweis pladsen som fast reservelæge i 1846. Han kunne simpelthen ikke komme udenom det. Hele det medicinske fakultet snakkede om denne tidligere solderist, der pludselig var blevet så myreflittig. Inden der var fyret op om morgenen, stod han i obduktionsstuen og undersøgte med kniv i hånd liget af en mor, som aftenen før havde sagt sit fem dage gamle barn evigt farvel. Her modtog den flittige ungarer et stærkt, uforglemmeligt indtryk af, hvordan barselsfeber rasede og hærgede i disse arme kvinder.

Fra obduktionsstuen hastede han, fulgt af sine studenter, til sygestuerne på Fødeafdeling I, og han smilte, så det trøstede de unge kvinder, der lå i de første veer, og han undersøgte dem med smidige, nænsomme fingre. Bag smilet spøgede den uhyggelig kontrastvirkning i hans tanker - evigt vandrede han fra ligstue til fødselsstue, fra død til friskt, nyt liv.... Liv, som havde en chance for hver fem fødsler for at bringe døden igen. Og selv her fulgte ligstuen ham, blot som en fin og flygtig aroma, der hang ved ham, ganske svagt, dog uhyggeligt var den i hans tøj, ja, den ombølgede selv de omhyggeligt vaskede hænder. Men det generede ikke Semmelweis. Han var ligefrem stolt af det. Denne duft af lighus, som evigt ombølgede dem, den var beviset for, at de var rigtige, arbejdende forskere, sagde han til sine studenter.

På Fødselsafdelingt I blev mødrene ved med at dø, ja, i enkelte forfærdelige måneder døde tredive af hvert hundrede. Gamle Klein holdt sig bekvemt på afstand, Semmelweis måtte klare det hele - også sygeplejerskernes, ja, rengøringskonernes foragt, når han, maskeret med et storsnudet udtryk, gik gennem sygestuerne. Han fortrød, at han så åbent havde spottet, for nu blev der snakket om skandalen på alle kaffehuse i Wien. Den offentlig mening begyndte at røre på sig. Så blev der nedsat en Kommission, og man ved jo, hvordan det så går.....

Denne Kommission bestod af fremragende, fine, gamle læger, som vidste, at de skulle protestere imod noget, så de protesterede imod, at Fødselsafdelingen I var overfyldt - skønt Fødselsafdeling II, som var langt mindre livsfarlig for patienterne, rummede langt flere patienter på et mindre areal. Desuden sad disse herrer finere læger i deres lænestole og blev enige om, at dødeligheden som medvirkende årsag også havde, at lægerne på Afdeling I tog for hårdt på patienterne ved undersøgelsen, hvorimod Afdeling II, hvor der ingen læger var, det var en ren Jordemoder-Afdeling, gav barselskvinderne en bedre, blidere behandling.

Semmelweis lå. Som om selve fødslen ikke er så brutal en oplevelse, at lægens undersøgende hånd overhovedet hverken kan gøre fra og til. Hvorfor døde så ikke alle kvinder af at nedkomme?

Han grublede, han prøvede.... På Fødselsafdeling II havde jordemødre for skik at lade kvinderne ligge på siden, når de fødte. På den livsfarlige Afdeling I blev de forløste liggende på ryggen. Semmelweis lod dem føde liggende på siden, også på Afdeling I.

Kvinderne blev ved med at dø.

"Jeg følte mig som en druknende, der griber efter hvert halmstrå," skrive han. "Alt var tvivlsomt, alt var uforklarligt, kun den store dødelighed var den uomgængelig kendsgerning."