II


Inden Semmelweis nåede myndighedsalderen, fik han vist, hvor stædig en fyr han var. Far, der var købmand i Budapest, sendte ham i 1837 til Wien for at studere jura. Rent tilfældigt - nærmest for løjer - gik han sammen med en medicinsk studenterkammerat hen for at overvære en anatomisk demonstration, og den var så fængslende, at Ignaz Semmelweis smed de juridiske lærebøger ud af vinduet og tog fat på medicinen.

Han var stor, kraftig og munter fyr, ivrig deltager i det glade wiener-studenterliv, og netop af den type, som man ikke tiltror evnen til at præstere alvorligt arbejde. Han demeneterede den opfattelse ved at vælge det mest tragiske lægevidenskabelige speciale - Fødselsvidenskaben. Og i april 1844 tog han lige efter sin embedseksamen fat på Fødselsafdelig I på Almindeligt Hospital i Wien - en afdeling, som nærmest var berygtet. For samme måned døde de 36 af 100 barselskvinder af barselsfeber på den afdeling. At få sit barn på den afdeling var omtrent lige så risikabelt som at få en ondartet lungebetændelse.

Semmelweis virkede godt afstikkende blandt de diplomatfrakkede professorer og deres kvikke, underdanige assistenter. De betragtede ham alle som en særling, fordi han ikke kunne forsone sig med, at alle disse unge kvinder skulle dø. Det pinte ham. Det var fattigpatienter, hjemløse pigebørn, de fleste skulle føde under Kirkens velsignelse, men Semmelweis syntes, at de var mennesker. Optimistisk tog han fat på arbejdet med at bringe dem gennem den første barnefødsels lange Helvede. Udmattede, men blussende og yndige lå de bagefter og var lyksaglige ved første gang i deres liv at have deres eget, lille barn.....

To dage efter..... flere steder på Fællesstuen så man den sunde rødme vige for den høje febers dybere farvetoner. Tre dage efter... og Semmelweis gøs, når han hørte dem stønne i nye smerter, bedst som de hviskede ømme ord til deres spæde små. "Det klarer vi sagtens!" sagde han, og han var for hver gang mere klar over, at han løj, når han trøstede dem sådan.

Fire dage efter.... Semmelweis så de blåviolette pletter spire frem på barselskvindernes hænder og fødder. Fortvivlende at se dem allerede voksblege.... en trøst at høre dem hviske: "Det går meget bedre nu, doktor, næsten ingen smerter...."

Han så bort, for han vidste, at denne fred var dødens barmhjertige forløber.

Semmelweis så dem dø i skarer de næste to år fra 1844 til 1846.... og man skulle tro, det efterhånden måtte hærde hans hjerte, så han kom over det, ganske som hans chef, professor Klein, var kommet over det. Men i stedet, gjorde det ham blot dybere og dybere fortvivlet, og med rystende mangel på takt plagede Semmelweis ustandseligt gamle Klein med det, lod ham aldrig i fred for sine dumme spørgsmål. Gamle Klein ville også helst have, at mange flere af disse unge kvinder kom godt igennem fødslen - men hvad var det at gøre ved det?

Gamle Klein havde lært Semmelweis, hvad han selv havde lært af endnu ældre professorer, som igen havde lært af deres professorer - at det var et usynligt, i luften svævende sygdomsstof, som dræbte disse kvinder. Det var en ukendt, epidemisk indvirkning af Atmosfærisk-Kosmisk-Tellurisk* art, altgennemtrængende og ubønhørligt sneg sygdommen sig ind i dem. Gamle Klein var den sidste af en lang række af gynækologer, som havde klaret problemet ved at skyde det fra sig - henvise til den autoritet, de havde stået i lære hos. Jeg skal ikke benægte, at han var en sløv, gammel fyr, men i sin sløvhed var han i det fineste selskab, eftersom vrøvlet nød høj anseelse hos de lærdeste fødselslæger i Europa.

Den frygtindgydende, lærde lille Rudolph Virchow, som allerede var på vej til "paveværdigheden" inden for den europæiske patologi, havde sagt godt for hypotesen.

Men bare ved at slå ned på en enkelt lille kendsgerning, fik Semmelweis hele denne barselsfeber-teori til at ramle sammen. I Kleins Fødselsafdeling I var i løbet af 1946 døde 451 kvinder af barselsfeber. Ved siden af - med fælles hoveddør - lå Fødselsafdeling II...... hvor der kun var en femtedel af de dødsfald!

Hvis dette i luften svævende sygdomskim, denne Atmosfæriske-Kosmiske-Telluriske Indvirken gennemtrængte alt, hvorfor trængte det så ikke ind på Fødselsafdeling II? Semmelweis blev en plage, sådan spurgte og spurgte han og henviste til det og forundrede sig over det. Han var slet ikke stolt af at have fået øje på denne mærkelige forskel i dødelighedsprocenten på de to afdelinger. De arme kvinder havde selv henledt hans opmærksomhed på forholdet.....

For det var sådan indrettet, at de to afdelinger skiftedes til at tage imod patienter. Afdeling I om søndagen. Afdeling II om mandagen - og så fremdeles. Og alle vidste, også gamle Klein, at de stakkels kvinder gjorde alt for at undgå Afdeling I og slippe ind på Afdeling II, hvor risikoen var mindre. De bed tænderne sammen og beherskede veerne, prøvede på at holde sig, bare for at klare det til næste dag. De løj for at slippe uden om Afdeling I. Det var hændt, at vordende mødre havde kastet sig på gulvet og grædende tigget Semmelwies om lov til at gå hjem.... når de var kommet på Afdeling I. Og Semmelweis havde en skarp tunge. Han gav fanden i gamle Klein, og rundt om på Wiens kaffehuse og vinstuer spurgte han med et forbitret grin, hvordan det dog kunne gå til, at denne dødbringende Atmosfæriske-Kosmiske-Telluriske Indvirken kun arbejdede søndag, tirsdag og lørdag?

*Tellurisk = "Noget som stammer fra Jorden"