Semmelweis - de fødendes frelser (fra "Dødens Banemænd" - 1932)
Af Paul de Kruif 1890-1971

Er det ikke tåbelig antagelse, at kampen mod døden først må føres i laboratoriet, fjernt fra sygesengen, og først af videnskabeligt arbejdende forskere - ikke af læger? Semmelweis var først og fremmest en almindelig, praktiserende læge, som brændte efter at give fødende kvinder en farefri forløsning.

I


Ingen mand ejer tid eller evne til at skrive alle Dødens Banemænds Historie, så den bliver god at få forstand af. I de almindelige, omfattende historiske værker om medicin har de lægevidenskabelige paradeherrer og medicinske politikere ofte fået mere omtale end de egentlige dødens banemænd, som virkelig tør kalde sig pionerer. Her har jeg kun forsøgt at hitte ud af, hvem og hvordan nogle få bland de mest fremragende dødens bekæmpere var - hvordan hver enkel, ved held, ved tilfældigheder, i kraft af karakterejendommeligheder og styrke - fik held til at gøre det umulige muligt på sit felt.

Semmelweis er den første blandt de vejbrydere, jeg har udvalgt mig. Det tør ikke kaldes almindeligt lægmands-uvidenhed, hvis De spørger, hvem i alverden denne Semmelweis er. Jeg har i løbet af det sidste år spurgt ti intelligente læger ud om Semmelweis, og kun en iblandt dem havde mere end tåget viden om denne mærkelige ungarer.

Han var en tragisk, i visse henseender en ynkværdig skikkelse, men ganske sikkert en af de mest originale begavelser inden for lægevidenskaben. Han var simpelthen en almindelig læge, som brændte efter at give fødende kvinder en farefri forløsning. Han fandt metoden og beviste derved - længe før Pasteur og også før JosephLister - at døden ikke altid udvikler sig inde i vort legeme, men sniger sig derind udefra. For første gang i menneskehedens historie beviste Semmelweis, at visse dødelige sygdomme kan vi holde os fra livet.

Mange år før Robert Koch førte afgørende bevis for, at mikrober myrder, hittede Semmelweis på en simpel fremgangsmåde til at narre disse, for det blotte øje usynlige banditter - som han ikke engang anede - eksisterede. Og dog er det et af de mest tragiske blade i vore dages medicinske historie, at hvert eneste år (1932/red.Bibliotekaren) dør over syv tusind amerikanske kvinder af barselsfeber - af netop den sygdom, som Semmelweis fandt det næsten ufejlbarlige middel til at forebygge.

Det er nu 85 år siden den ulykkelig ungarer viste udvej for at bremse den dødbringende streptokok, som i vore dage (1932/red.Bibliotekaren) tager livet af hver 18. amerikanerinde, der dør i alderen mellem 15-44 år. Og jeg spørger uvilkårligt mig selv - er det flere videnskabelige resultater, vi har brug for.... er det ikke snarere mere grundig, ærlig brug af de resultater, vi allerede har?

I mere end een henseende giver Semmelweis og hans triste historie alle os noget at tænke på, som betaler skatter også for at støtte lægevidenskaben og hospitalerne, som forudsættes at passe på vores helbred. Den måde, hvorpå Semmelweis blev afskediget fra sin stilling i Wien, fordi han havde opdaget, hvordan bareslskvinder kan frelses, er et af de sjofleste træk i lægevidenskabens historie. Hans ulykke var, at han var alt for frimodig og ærlig. Selv da han havde måttet fortrække til sin fødeby Budapest, hvor han igen førte beviset for, at han kunne frelse barselskvindernes liv, blev gynækologer overalt i Europa ved med at le ham ud samtidigt med, at unge, friske mødre overalt i Europa blev ved med at dø i barselssengen, helt meningsløst......!

Omsider skrev Semmelweis sit pragtfulde, halvgale mesterværk, som nu er glemt, og hvori han tordnede til Europas læger: "Myrderiet skal indstilles!" Så begyndte de at lytte....