3. december 2007

Den lægbroder, der var klosterets urtegårdsmand, gik i haven og lugede ukrudtet op. Det var ham, der havde ladet døren i muren stå på klem for at kunne kaste kvikrødder og snerler ud på møddingen udenfor. Da han så røverkællingen komme ind i urtegården med alle fem unger efter sig, løb han straks hen og befalede dem at gå deres vej, men tiggerkællingen gik ganske rolig videre. Hun lod sine øjne løbe op og ned ad blomsterrækkerne, så snart på de stive, hvide liljer, der bredte sig i et bed, snart på murbregnen, der klatrede højt op ad klostermuren, men lægbroderen lod hun ikke til at bryde sig det ringeste om.

Lægbroderen troede, hun ikke havde forstået ham. Han ville tage hende ved armen for at vende hende om mod udgangen, men da røvermor mærkede, hvad han havde i sinde, sendte hun ham et par øjne, så han fór tilbage. Hun havde gået med ryggen bøjet under tiggerposen, men nu rettede hun sig op i sin fulde højde. "Jeg er røverkællingen fra Xxxxxx skov", sagde hun, "rør mig så, om du tør!" Og det lod til, at hun, når hun havde sagt det, var lige så sikker på at kunne gå i fred, som om hun havde fortalt, at hun var drønning af Danmark.

Men lægbroderen dristede sig alligevel til at standse hendes gang, endskønt han nu, da han vidste, hvem hun var, talte høfligt til hende. "Du må betænke, røvermor," sagde han, "at klosteret her er et munkekloster, og at ingen kvinde i landet har lov til at komme indenfor denne mur. Går du ikke din vej, så bliver munkene vrede på mig, fordi jeg havde glemt at lukke porten, og måske jager de mig bort både fra klosteret og fra urtegården."

Men den slags bønner gjorde intet indtryk på røverkællingen. Hun gik videre igennem den lille rosenhave, og kiggede snart på isop, der skinnede med sine violette blomster, snart på kaprifolium, der hang fuld af gulrøde blomsterklasser.

Da vidste lægbroderen ikke bedre råd end at løbe ind i klosteret og råbe om hjælp.




Fortsættelsen følger d. 4. december
evt. kommentarer postes HER...