Hej Anina...

Det er en beskrivelse af migræne, som virkelig har gjort indtryk på mig.

Mit dybeste kendskab til migræne har været, at min skolekammerats mor måtte gå i seng for nedrullede gardiner, hvor hun skulle have absolut ro. Hun kastede også en del op. Det gjorde dengang stort indtryk på mig, og jeg har da også sendt hende nogle kærlige tanker, når jeg selv har ligget med tømmermænd.

Men jeg faldt over noget, du skrev:

jeg har endnu ikke hørt om nogen, der bare fik sygedagpenge
Jeg har selv været selvstændig og kæmpet med næb og kløer. Jeg fik sygedagpenge på halv tid, så jeg kunne arbejde halv tid.

Jeg skiftede mellem fuldtidssygemelding og deltidssygemelding, og det var en god ting med deltid, da man jo så kunne bevare "kontakten" med sit firma.

Det er jo ikke noget, man kan leve af - altså 50% af cirka 15.000 kr. pr. måned, men det hjælper da lidt på budgettet - måske netop til den ferie, som du INTET skriver om.

Det bringer mig så videre til et spørgsmål til dig.

Holder du nogensinde ferie 3 uger i træk? Og hvordan går det så med din migræne?

Jeg "kender" dig jo kun fra nettet, men du lader til at være en meget foretagsom kvinde - måske for meget. (Jeg har vist selv en rem af huden.)

Men du skal vide, at jeg virkelig føler med dig. Det må være slemt ikke at kunne bruge en arm, men når hovedet ikke "virker", må det være forfærdeligt.

Knus og kram med ønsket om,
at du får nogle hovedpinefrie weekender.