Citer Oprindeligt indsendt af louise
God bedring til Jer begge, vær glade for, at I har så meget overskud, at I kan kæmpe.
Kære Louise

Desværre kan andre ikke vide ret meget om mit overskud og de ofre jeg bragte for at ændre min skæbne. Jeg kan garantere for - Louise - at jeg har skrabet bunden i mindst samme grad som du gør nu - og over meget, meget længere tid.

Jeg tror, at det der har hjulpet mig var noget, der ligger hinsides sygdommen og sygdommens rækkevidde: jeg har gudskelov (i min situation) ikke længere tiltro til autoriteter.... og den dag en læge havde foreslået mig lykkepiller - var også den dag jeg smed ham og alle hans kollegaer på porten! Den dag begyndte min vej mod en bedring for første gang efter 28 år med sygdommen.

Jeg ved nu, at du ikke kan gøre det samme lige nu. Det er ikke spørgsmål om overskud, men om at du endnu ikke er moden til at opgive den tiltro du fortsat nærer til den samme hvide lægeverden, jeg blev tvunget til at afvise, fordi forgæves forventninger til lægehjælp begyndte at skade mit liv mere end de gavnede.... Omsider måtte jeg erkende, at der er ingen (læge)hjælp at håbe på, og det er denne erkendelse, der har frigivet en ny bølge af "overskud".

Jeg har overtaget ansvaret; truffet mine beslutninger; jeg har betalt prisen og jeg beholder gevinsten. Erkendelsen af at være afvist af lægerne og den nye vilje til alligevel at klare det, vinder over sygdommen, uanset om sygdommen bedres eller ej.

Det værste der kan ske for dig er at slippe grebet om din selvtillid, og at opgive håbet på at du selv kan klare det.

Håber, vi "ses" igen