Viser resultater 1 til 12 af 12
Threaded View
-
19-06-07, 15:35 #1
Borrelia, borreliose, skovflåt
Vi har, her på Overgangsalderen.net bruger, der er ramt af netop denne sygdom og da vi specielt er opmærksomme på hinanden, os der er her nu og "os" flere, vi bliver i fremtiden - finder vi links og materiale om emner, der har interesse for os herinde.
Skovflåt-bid
Opdateret d. 25-12-2002
Spørgsmål: Det handler om min mand, der blev bidt af en skovflåt med Borrelia bakterier i juli 1995, da vi var på ferie på Bornholm.Det blev først opdaget 2 mdr senere, men forinden havde min mand haft store problemer med benene, hvor han kun kunne gå ved hjælp af stok. Bakterien havde ødelagt nervebanerne i benene. Min mand blev indlagt på hospital flere mdr senere, efter at han var blevet bidt af flåten, da speciallæger ikke kunne stille diagnosen, de troede, det var en diskusprolaps.
Han blev røntgenfotograferet, og det viste ikke noget. Bagefter blev der taget rygmarvsprøver, der så viste, at han havde borrelia bakterien i rygmarven, hvorefter han blev behandlet med penicillin direkte i blodet.
Men idag 7 år efter har han stadig store problemer med sine ben, det brænder fra lårene og ned efter, og knæene er det helt galt med, de smerter næsten hele tiden, og derfor kan han ikke gå ret længe ad gangen. Han har læst sig til, at det sætter sig som gigt, hvis det ikke er gået over inden for et halvt år, og det er sådan, at han har det i dag. Han får Contalgin 10 mg og tager 2 om dagen, men det er ikke altid stærkt nok.
Ved siden af spiser han mange smerte stillende piller. Det, jeg vil frem til med dette brev, er at få at vide, om du kender noget til forskning på dette område, eller om der er nogen egentlig efterbehandling, og hvad man ellers kunne gøre for, at han får det bedre.
Venligst Jytte Andersen
Svar: Borreliose er en sygdom, der overføres ved bid af en skovflåt, der er smittet med bakterien Borrelia Burgdorferi, der er en spirokæte ligesom syfilisbakterien og har den samme tilbøjelighed til at give komplikationer fra nervesystemet. Sygdommen starter normalt med en karakteristisk rødme på bidstedet, og denne rødme breder sig udefter, mens den klarer op i midten. Den opstår oftest kun, hvis skovflåten har siddet fast i over 24 timer. Men man kan godt få sygdommen, selvom der ikke er observeret nogen rødme. Mange kan ikke huske, der er blevet bidt.
Efter flere dage eller uger kan bakterierne sprede sig med blodet til mange forskellige steder i kroppen. Det kaldes stadium 2. Der kan være hududslæt, meningitis, nervebetændelse i fx ansigtsnerven eller nerver ude i kroppen, hjertebetændelse, ledningsforstyrrelser i hjertet, eller smerter i led og muskler der flytter sig rundt i kroppen. Symptomerne er hovedpine, stivhed i nakken, feber, kulderystelser, muskelømhed der flytter sig rundt i kroppen, ledsmerter og udtalt dårlig tilpashed. Der kan være hævede lymfekirtler, hævet milt, hoste og øjenbetændelse, og typisk skifter symptomerne og ændrer sig. Der er dog hele tiden træthed og slaphed.
Måneder til år efter, ofte efter en skjult infektion, kan der opstå perioder med eller kroniske ledsmerter, kronisk skade på hjernen eller mange nerver ude i kroppen eller fremadskridende svind af huden, der bliver tynd som cigaretpapir, især på hænder og fødder. Dette er stadium 3 – vedvarende infektion. Det almindeligste symptom på hjernetændelsen er dårlig hukommelse, dårligt humør og dårlig søvn, ofte pga. nervesmerter.
Diagnosen stilles på symptomerne og efter flere uger ved hjælp af blodprøver for antistof mod Borrelia, der først bliver positive efter flere ugers forløb. Blodprøverne kan dog være positive år efter behandling af sygdommen, så en forhøjet titer kan eventuelt skyldes tidligere Borreliainfektion. Nogle få patienter, der ikke bliver tilstrækkeligt behandlet med antibiotika indenfor de første uger af sygdommen, kan få symptomer fra led eller nervesystem, uden at blodprøverne er positive. Senere i forløbet kan man forveksle Borrelia med fibromyalgi eller kronisk træthedssyndrom, hvor der dog ikke er symptomer på betændelse i leddene.
Lytteren har fået senfølger efter sin Borreliainfektion med først og fremmest ledbetændelse, der ikke skyldes en aktuel infektion, men følger efter Borreliainfektionen med et forstyrret immunsystem, der angriber hans egne led. Desuden har han fået en nervebetændelse, der heller ikke skyldes aktuel infektion, men at hans nerver i benene er ødelagt. Det giver typisk den brændende og svidende fornemmelse, der skyldes, at hjernen ikke får sine sædvanlige informationer fra følenerverne i benenem og hjernen udsender derfor smertesignaler.
Jeg vil mod knæledssmerterne anbefale, at lytteren tager et tilskud af det svovlholdige stof MSM (methylsulfonylmethane) 2-5 gram to gange dagligt. Det virker dæmpende på den betændelsagtige reaktion i leddene og derfor på smerterne.
Jeg vil også anbefale, at han cykler mindst to gange tyve minutter på en motionscykel hver dag. Det smører leddene, og motion modvirker smerter. Han kan også smøre sine knæled i perioder på tre uger med fx pebermynteolie, Tigerbalsam, Aloe vera Heat Lotion eller andet, der varmer og irriterer huden lidt. Det virker via små hudnerver dæmpende på smerterne.
Mod nervesmerterne vil jeg anbefale TNS – transkutan nervestimulation, hvor man fra et apparat med to ledninger til en lap på huden sender en svag strøm, der via de samme små hudnerver, altså andre nerver end de skadede, sender besked til hjernen om, at der stadig er liv i benene. Man kan få hjælp hos en fysioterapeut til at lære at bruge apparatet, men det er ikke så svært. Nogle fysioterapeuter lejer TNS-apparater ud, og vil man selv købe et, koster det mellem 1500 og 2000 kroner. Mange har dog disse apparater liggende, så det er klogt at spørge hos venner og bekendte først.
Morfin, fx Contalgin, virker ikke særlig godt på smerter af den art, som lytterens mand har. Langt bedre virker antidepressiv medicin, fx en mindre dosis af et tricyklisk antidepressivt middel, begyndende med 25 mg ved sengetid. Man kan også forsøge med prikbladet perikum – hyperikum, også kaldet den grønne lykkepille, der også kan dæmpe nervesmerter. Fx Velzina eller Calmigen.
For at hjælpe nervevævet til eventuelt at komme sig igen er det godt med et tilskud af den livsvigtige fede syre gammalinolensyre, der bla. findes i kæmpenatlysolie/ stor natlys olie. Denne type fedtsyrer og omega-3 fedtsyrer fra fiskeolie og hørfrøolie virker smertedæmpende i kroppen. Samtidig er det vigtigt at undgå mættet fedt og transfedt så vidt muligt (fedt fra dyr, mælkefedt og margarine), da denne form for fedt får smerter til at blusse op.
Der er i hvert fald tre grupper af sygdomsfremkaldende Borrelia bakterier, hvilket kan forklare variationerne i sygdommen i forskellige regioner. Undersøgelser har vist, at bakterierne findes i de ramte væv under hele sygdommen, men der er meget, man ikke ved om den kroniske udvikling af en Borreliainfektion.
I det tidlige stadium kan Borreliainfektionen behandles med antibiotika i form af kapsler eller tabletter. Tetacyklinet doxycyklin er effektivt hos mænd og ikke-gravide kvinder. Fordelen ved doxycyklin er, at dette antibiotikum også hjælper på en anden sygdom ved navn Ehrlichiose, som overføres med den samme skovflåt som Borrelia. Der er ved Ehrlichiose nedsat mængde hvide blodlegemer og blodplader, men ved atypiske og svære tilfælde af Borrelia skal man overveje, om det ikke i stedet er Ehrlichiose. Denne sygdom er dog ikke nær så hyppig.
Alternativer til doxycyklin er det bredspektrede amoxicillin, som også egner sig til børn. Er der penicillinallergi, kan man behandle med cefuroxim eller erythromycin. Ved infektion i huden er 20 dages behandling normalt nok, men har betændelsen spredt sig, skal der 30 til 60 dages behandling til. Er der tale om infektion i nervesystemet, er det nødvendigt at give antibiotika direkte ind i blodet, typisk i 4 uger. Behandlingen virker bedst, når den gives tidligt i forløbet.
Der er en vaccine mod Borrelia undervejs, og det vil givet være godt for de mange, der færdes i kystnære skove og buske. Bornholm er særlig hårdt ramt. Får man fjernet en skovflåt inden for 24 timer, er risikoen dog meget lille, og vil man efter et sådant bid være helt sikker, kan man give en ti dags kur med amoxicillin eller doxycyklin for at forebygge udvikling af Borreliainfektion.
Kilden til denne samt en imponerende antal andre artikler om helbred og helse findes hos Radiodoktoren - Carsten Vagn-Hansen.


Besvar med citat


Bookmarks