Vi tvinger syge mennesker i arbejde
Af Michael Bræmer

Systemet er gennemsyret af den idé, at alle skal arbejde ligegyldigt hvad. Derfor sender man hundesyge mennesker til arbejdsprøvning med deres liv som indsats. Det siger arbejdsmedicineren Ellen Ryg Olsen, der på baggrund af sine erfaringer på et revalideringscenter har skrevet en bog med sønderlemmende kritik af den måde, førtidspensionsansøgere behandles på.

Mistro
Han var faktisk død i 12 minutter, efter han midt i talen ved sin datters konfirmation var faldet sammen med hovedet ned i suppen. Men takket være hjertemassage blev han genoplivet.

Knud Sørensen blev aldrig den samme igen oven på blodproppen. De mange minutter uden ilt til hjernen havde givet skader på hjernen, og bypassoperationen gav efterfølgende komplikationer. Samtidig stødte sukkersyge og astma til.

Han genoptog sit arbejde som kontorchef i en interesseorganisation, men måtte til sidst indse, at han trods al mulig fleksibilitet fra arbejdsgiverens side ikke magtede sit arbejde mere. Det var en pinefuld erkendelse, for det var et arbejde, han elskede og brændte for.

Efter lang tids overvejelse besluttede Knud Sørensen sig i 1998 for at søge om førtidspension, og så begyndte hans problemer for alvor. For »systemet« kom ham ikke i møde med forståelse og hjælp, men med modstand og mistro. Den kommunale sagsbehandler insisterede på at få Knud Sørensen til arbejdsprøvning for overhovedet at rejse en pensionssag. Et krav, der i første omgang fik ham til at gå i vrede, men som blev ført frem igen, da han prøvede at genoptage sagen i en alder af 63 år. Blandt mange skavanker kæmpede han da med vand i lungerne, gangbesvær og vejrtrækningsproblemer.

Lægen og arbejdsmedicineren Ellen Ryg Olsen bruger i sin bog, »Syge på tvangsarbejde – om behandlingen af førtidspensionsansøgere«, Knud Sørensens historie som et eksempel på, at den er helt gal med holdningen blandt de kommunale sagsbehandlere til syge og nedslidte, der har været nødt til at kaste håndklædet i ringen.

»Man sender hundesyge mennesker til arbejdsprøvning med deres liv som indsats, fordi systemet er gennemsyret af den idé, at alle skal arbejde ligegyldigt hvad. Man møder folk med den holdning, at de bare er ude på at lade sig forsørge. Dermed både sårer og ydmyger man mennesker, der i forvejen er i en meget vanskelig livssituation, og som har levet i den tro, at velfærdssamfundet ville være til disposition, hvis de fik brug for hjælp,« siger hun.

Systematisk fornedrelse
Ellen Ryg Olsen har arbejdet fem år som læge på Revacentret i København. Det er her, de københavnske førtidspensionsansøgere sendes til, når kommunale sagsbehandlere vil have prøvet ansøgernes arbejdsevne, før de tager stilling til førtidspension. Og det er her, hun har opbygget den harme, hun nu har givet bogform. En harme over, hvad hun opfatter som systematisk fornedrelse af mennesker.

»Når man reagerer imod den dominerede mistro i systemet, mødes man af holdningen: »Nåh, du er sådan en godgørende moster, som vil give alle førtidspension.« Gu’ er jeg ej! Men alternativet til den godgørenhedsindustri, man gerne vil pådutte mig, er ikke nødvendigvis den mistrosindustri, der praktiseres. Vi må insistere på, at mennesker skal behandles med anstændighed og værdighed.«

Det er Ellen Ryg Olsens erfaring, at mistroen som oftest er ubegrundet. Langt hovedparten af de nedslidte forsøger at holde sig fast på arbejdsmarkedet med både hænder og fødder.

»Hvis de ikke kan klare det ene, forsøger de med det andet. De går ned i tid eller skifter til en anden arbejdsfunktion. Og hvis de er så heldige at have en uddannelse, der gør dem attraktive på arbejdsmarkedet, skifter de job. Først efter at alle alternativer er opbrugt, og efter alvorlige overvejelser dukker de op hos kommunen for at få hjælp.«

Ellen Ryg Olsen har arbejdet som arbejdsmediciner i det offentlige system både før og efter den nye førtidspensionslov, der trådte i kraft 1. januar 2003 og markerede et afgørende holdningsskift.

Ny lov – samme begrænsninger
Enkelt forklaret gik man fra at se på, hvilken arbejdsevne folk havde mistet til at se på, hvilken arbejdsevne de havde tilbage. I den proces blev arbejdsprøvning et vigtigt redskab.

Ellen Ryg Olsen bifalder såmænd ånden i den nye lov. Hun er enig i, at passiv forsørgelse ikke er lykken og red med på den opløftede stemning, der bredte sig i hele systemet op til den nye lovs ikrafttræden. Nu skulle man til at se på det hele menneske og arbejde for, at alle blev integreret på arbejdsmarkedet.

»Jeg har selv været en af de læger, der har kæmpet meget for, at vi skulle nedtone det helbredsmæssige, fordi sygdommen i sig selv ikke altid kan forklare alt. Men det er ligesom, pendulet er svunget lige fra, at sygdom kan forklare alt, til at man ikke tager hensyn til sygdom. Begge dele er lige dumt. Helbredet kan stille sig afgørende i vejen, uanset hvilke ressourcer man i øvrigt har.«

Samtidig er kravene og tempoet på arbejdsmarkedet konstant blevet skærpet, så det reelt er umuligt at finde plads til andre end dem, der er 100 procent toptunede.

»Ideen med den nye lov var at se på den enkeltes ressourcer, og hvordan de kunne matche arbejdsmarkedet. Men man har glemt arbejdsmarkedet. Ingen vil jo have dem med begrænset arbejdsevne. Se på den voksende kø af mennesker på ledighedsydelse, som tildeles folk, der er godkendt til et fleksjob, men ikke kan få et. Den er nu på mere end 10.000 mennesker. På den baggrund virker det hult, at man bryster sig af at have begrænset antallet af førtidspensionister med 4.000 på årsbasis.«

Siden 1984 har andelen af personer på førtidspension ligget på mellem syv og otte procent af befolkningen, og det gør det stadigvæk. Og ifølge en opgørelse, som Ellen Ryg Olsen bringer i sin bog, spiller vurderingen af helbredet fortsat den altdominerende rolle, når det kommer til den endelige tildeling af førtidspensioner.

I andet kvartal af 2004 blev der i 96 procent af afgørelserne om tilkendt førtidspension lagt særlig vægt på helbredsoplysninger ifølge oplysningerne fra Den Sociale Ankestyrelse.

»Det eneste, der reelt er opnået, er, at man forhaler en førtidspensionering og i mellemtiden får ydmyget og mistænkeliggjort ansøgerne. Hvorfor skal det være så svært at få tilkendt en førtidspension, når den er oplagt berettiget? Jeg tror, det handler om at skræmme os andre fra at komme på de tanker.«

Ufaglærte sidder i klemmen
Som særlig klemte i forhold til førtidspension peger Ellen Ryg Olsen på nedslidte ufaglærte. Personer midt i 50’erne, der har knoklet, fra de var 14-16 år og nu har ikke bare nedslidningslidelser, men måske også lettere hjerte-karlidelser, forhøjet blodtryk og truende gammelmandssukkersyge.

Hver især ikke de alvorlige lidelser, men tilsammen problemer, der gør det umuligt for dem at gøre sig gældende på et højeffektivt, konkurrencebetonet arbejdsmarked.

»Det er dem fra 3F, der svupper rundt i en stor pulje på ledighedsydelser, fordi de ikke har en forkromet diagnose, som kan give dem en førtidspension, men er for svage til at passe et almindeligt arbejde. Dem, der i gamle dage ikke havde et officielt skånejob, men havde fået en kost i hånden og nogle småfunktioner histen og pisten.«

Hvis man fra politisk side virkelig ville sætte handling bag de vidtløftige intentioner om at integrere alle på arbejdsmarkedet, skulle man ifølge Ellen Ryg Olsen iværksætte en ordentlig revalidering og give nedslidte ufaglærte en reel opkvalificering eller uddannelse. Men antallet af revalideringer falder, påpeger hun.

»Har du en uddannelse, har du flere kort på hånden, hvis du ikke længere kan klare dit arbejde. Du kan skifte arbejdssted, funktion, arbejdstid og så videre. Ufaglærte, derimod, har ikke flere kort at spille, hvis fysikken skranter. Derfor må man investere i deres uddannelse eller støttet beskæftigelse i funktioner, hvor de ikke er så afhængige af deres fysik. Der er masser af ting, de kunne komme i gang med.«

Ellen Ryg Olsen er hård i sin kritik af de kommunale socialrådgivere, som i sagens natur fører an, når der iværksættes, hvad hun ser som perspektivløse arbejdsprøvninger og mistænkeliggørelse af borgere, der har måttet banke på kommunens dør for at få hjælp til en førtidspension.

Elendige lus
På den anden side set ved hun godt, at de kun er symptomer på dårligdommene i et system, hvis ånd og handlinger dikteres oppefra.

»Jeg har modtaget personer til arbejdsevnevurdering, som hverken kan gå eller stå, gø eller gabe og har så ringet til socialrådgiveren og spurgt, hvad hun egentlig har tænkt sig. Jamen, hun har tænkt sig, at vedkommende skal have pension. Men hvis der ikke ligger en arbejdsprøvning, så får hun hele systemet med beskæftigelsesminister, Ankestyrelsen, de sociale nævn og det lokale pensionsteam på nakken.«

»Systemet er så hysterisk bange for at komme til at give bare én pension for meget, at man for at undgå det hellere håner og skoser 100 andre mennesker. Det er svært for den enkelte person i socialforvaltningen at gå op mod sådan en ånd. Men socialrådgiverne stemmer jo med fødderne: Den gennemsnitlige anciennitet blandt socialrådgivere i Københavns Kommune er under et år.«

Ellen Ryg Olsen finder det ikke desto mindre dybt betænkeligt, at de personer, som skal rådgive borgerne i så alvorlige sager, samtidig står så svagt i forhold til deres eget system. Hun mener der er alarmerende stort behov for at opgradere socialrådgivernes uddannelse med mere lovgivning, jura og træning i at stå ved de beslutninger, de er nået frem til.

»Socialrådgiverne skal have rygraden til at sige, når arbejdsprøvning er irrelevant. Det har de ikke power til i dag, og systemet tillader dem heller ikke at gøre det. På den måde bliver de elendige lus – ikke mellem to negle, men under en tommeltot, der tværer dem ud.«


Kilde: Ugebreveta4.dk/smcms/Ugebrevet/7422/9854/9866/9879/Index.htm?ID=9879