Disse er Vivi Andersens indlæg fra en anden diskussion under overskriften "Min datter og mig".... som så udviklede sig mere i retning af "Min svigerdatter og mig" eller "Min søn og svigerfamilien"....

Jeg har kun benyttet (med Vivis tilladelse) Vivis egne indlæg, men som man tydeligt kan se - hænger de fint sammen og - måske på et tidspunkt i fremtiden, når vi er flere igen - tager vi forhåbentligt emnet op igen, simpelt hen fordi det er vigtigt og ret så afgørende for vores ægte livskvalitet som ældre damer - både som farmødre OG mormødre.

For, til syvende og sidst - er det os, der på en eller anden måde, måske indirekte sætter vores egne voksne børn i en kattepine - ved at forvente af dem, at de skal tage et parti for noget som helst bestemt? Ja, så er det ikke så ringe, som udgangspunkt at kunne læse hvad f.eks. Vivi har gjort og gør sig af tankerne om netop dette emne...

... Jeg har ellers aldrig læst noget andet af Vivi, end enten politik eller historie.... og derfor gjorde det et stort undtryk på mig at opleve hvor modig dame hun i virkeligheden er. For en ting er at gå op i emner, der eksisterer udenfor een selv - og noget andet afgjort er - at skrive om sine inderste, personlige tanker i et så følsomt emne som - hvordan håndterer man anerkendelsen af sine voksne børn som de voksne individer der er - samtidigt med, at mindet om den lille hånd i ens egen, endnu ikke er helt væk for det indre blik.... om det nogensinde sker... bliver væk altså ?