Farmor

[Af Vivi]

Det er ikke underordnet for min svigerdatter, slet slet ikke. Jeg vil så gerne være farmor og ha bare lidt med mine to børnebørn at gøre, jeg har endnu aldrig fået lov til at passe dem. Mormor derimod hun må alt, endda bestemme over dem, som om de var hendes egne.

Men de er da heldigvis meget glade for os, de hænger over os når vi er på besøg, eller de er her. Men der er stor forskel hos os.

Du er ikke den eneste Farmor der oplever dette !

Faktisk tror jeg det er ret almindeligt - for en datter står i en vis forstand nærmere hendes egen mor.

Noget andet er så, at når man oplever dette - så er der kun een ting at gøre og det er at tage det med godt humør .

Personligt er det helt OK med mig, at min ældste søns svigermor er den fremtrædende hvad angår disse vores fælles børnebørn .

Til gengæld kan jeg så noget hun ikke kan præstere : jeg kan lære ungerne at omgåes og sidde på en hest , samt at færdes i og glædes over naturen .

Min yngste søn har endnu ikke børn - men min mellemste, min eneste datter har 4 unger, 3 drenge og en lille ny, en pige.

I min svigersøns familie er der øh.... en tilbøjelighed til at anvende pengerigeligheden på børn og børnebørn - hvilket giver pote til en vis grænse .

Men da jeg er den jeg er- og jeg har mit eget, aktive liv tager jeg hvad som tilbydes mig at samvær/børnepasning - HVIS jeg altså kan !

Desuden bor vi 2½ times togrejse fra hinanden - min datter og jeg.

Min ældste søn skal nu 3 år til Arizon på udveksling med en US- pilot der skal overtage min søns job som F-16 pilot på Skrydstrup og min søn så flyve F-16 for US .

Gad nok vide hvordan hans Svigermekanik tager dette !

Hvorom alting er i konteksten børn, børnebørn osv., så drejer det sig om at skabe sig sit eget liv også som mor, svigermor og far/mormor .

Jeg vil betakke mig at få mit liv dirigeret af min børn - og omvendt !

De ER min børn og jeg deres mor - men vi er også venner med gensidig respekt for hinanden .

Uden denne fungerer intet.

Når man oplever svigerfamilien som mere dominant / mere tilladt at passe børnebørn osv. - jamen så er det altså det valg der er taget .

Så er det op til de af os der ikke oplever præcist denne inde-i-varmen-situation-som-Bedsteforældrer at tolerer og accepterer dette - UDEN ødelæggende bebrejdelser rettet mod egne børn .

Det gode humør og det aktive liv er det mest attraktive for både egne unger og deres børn på sigt .

Tro mig - sådan forholder det sig faktisk !

[Af Vivi]

Godt skrevet Vivi, men det ser dog ud til du får lov at lære dem at ride.

Jeg ku nu heller ikke tænke at ha dem hele tiden og igen, bare være lidt sammen dem.

Næe, du - det er langt fra sikkert !

Men jeg ER skide interessant i de ungers opfattelse : en Farmor der har sin egen hest og som også har med andre heste at gøre .

Forskellen på mig og mine børns svigermekanikker er, at jeg ALDRIG brokker mig - men reverentertalt sig OK til hvad der foregår .

Slår de en smut forbi er det dejligt, men gør de det ikke er det OK .

Min ældste søn holder altid jul med svigerfamilien .

Og når min datter holder med sin svigerfamilie og min yngste ligeså - så holder jeg jul med min hest og mine katte .

En sådan jul er også dejlig - for jeg GØR den dejlig .

Uanset hvordan forholdene arter sig - så er jeg mig - og jeg er mine ungers mor og jeg kan godt klare at være "skubbet" til side til fordel for de svigermekanikker der skal have deres om jeg så må sige ret til at kræve børn, svigerbørn og børnebørn om sig.

Jeg gør det let for mine børn - og let for mig selv med den holdning og dette er ikke særligt svært for mig fordi jeg ved min unger betragter mig som en autonom, "sej, gammel sål" , som min ældste søn kalder mig .

Jeg vil ikke lade mit liv pestilere at andre koners krav om opmærksomhed som kun kan dækkes ved at jeg siger : jeg træder tilside- lad dem få deres vilje.

Skråt op med sådan noget høvlen rundt med børn og børnebørn og svigerbørn !

For nogle år tilbage, da det gik op for mig hvilken situation jeg kom til at befinder mig i - efter at være blevet alene ved en skilsmisse, tabet af min gård, ungernes svigerfamilier der bomæssigt og materielt kunne hvad jeg ikke mere kunne osv. blev jeg enig med mig selv om, at hvis jeg ikke skulle ende med at blive en vrissen kone - for jeg mistede samtidig med skilsmissen alt hvad jeg ejede og havde, på nær min hest som jeg også var ved at miste hvis ikke min dyrlæge havde hjulpet mig ved at skrive hestens papir over i min datters navn- så måtte jeg kreere mig et liv der kunne rykke i mig .

Så jeg fortsatte på uni. og byggede videre på min uddannelse og endte med en kandidateksamen .

At jeg så havde det forket cpr.nr = for "gammel" til fast ansættelse indenfor mit fag generede mig mindre - for jeg kunne anvende psykologien og pædagogikken på.....hestene .

Og jeg havde fået sat fut i mig selv og min individuation .

Jeg er i dag i den situation er jeg materielt er på hælene - men jeg har min hest, en OX-araber, som jeg nu har været sammen med i 21 år da jeg fik ham som 4 mdr. gammel. - og så mine 5 dejlige katte .

Jeg har min fysik i orden - og hvad er mere væsentligt end at kunne gå og cykle ud i vind og vejre, når man vil - iagttage naturen, dyrene, vandet, markerne og skoven - samt at være sammen med en elsket hest ?

Næe - jeg GIDER ikke at anvende min tid på at være ked af, at jeg ikke kan tilbyde de samme forhold som mine børns svigerfamilier kan - og bl.a. derfor ikke kommer til at opleve at have dem hos mig flere dage i træk .

Sådan ER det bare - og så må jeg indrette mig efter dette i stedet for at gøre tilværelsen sur for mig selv ved tanker om, at de andre kan alt det jeg selv gerne har villet i tankerne : at når min unger selv fik børn så at være en slags Italiensk Grandmama, der fik flokken hjem på besøg på gården, hvor der var plads til os alle sammen .

I stedet blev det til en hyggelig gammel, men lille lejlighed i den gl. bydel .

Jeg VIL have det rart og dejligt med det liv jeg lever - og det er op til mig selv i sidste ende - for det er ikke hvad der sker mig, men HVORDAN jeg reagerer på dette, der afgører sagen !

PS - jeg er altså 61 år så tidshorisonten kan efterhånden anes og derfor gider jeg ikke spilde tid på alt dette familiebøvl .

Vil folk kævles og strides for at få deres ret og krav igennem - jamen så er jeg den der sig er Amen og værsågod, jeg har bedre ting at bruge min kostbare tid på, for jeg ELSKER AT VÆRE I LIVE !

[Af Vivi]

Vivi: skønt jeg ellers er uenig med dig i mangt og meget -

Det er et stærkt og smukt indlæg, du har skrevet, om retten til at være god nok i EGNE øjne - hvilket kan være 1000 gange sværere end i andres.

Tusind Tak !

Jeg medgiver det har kostet mig temmelig megen overvindelse af ... mig selv .

Men tanken om livets korthed - om dette at skulle forlade denne Jord og alt det dejlige der findes derude lige for øjnene af os og som er ganske gratis at tage ind i sindet - det har fået mig til at prioriterer .

Min aftenbørn går på at sende en tanke rundt til dem jeg holder af - de 2-som 4-benede .

Har alle det godt - har det sgu været en god dag !

For øvrigt GODT NYTÅR - og har du hørt blæsten og regnen derude ?

Herinde ligger kattene og bobler .

Når jeg smutter til køjs kommer min MainCoon og skal ligge ved min højre side - altid højre side! - af mig og den anden af min hankatte lægger sig på den venstre .

De 2 yngste gider ikke sådan noget - og gamle Muezza-hunkat ligger bag hovedgærdet hyggesnorker for os alle sammen .

[Af Vivi]

Det er dog en herlig indstilling du har Vivi. Det du har skrevet giver sandelig stof til eftertanke.
Det gælder jo om at samtig have nogle interesser. Da er fejlen jo mange gange at børnene har taget al tiden og pludselig er de voksende og hvá så......

Ja, E. det er et livsafsnit, der er forbi .

Men DIT LIV er ikke forbi !

Det er svært at skulle til at iscenesætte sig selv - men alternativet er ikke rart at tænke på : at ende som de, der hænger over deres voksne børn og deres gøren og laden, samt over deres børnebørn, fordi de har gjort børnene/ børnebørn til deres eget livsindhold .

Man er nødt til at tage sit eget liv op til revision og finde ud af HVAD man vil med sig selv resten af den tid der er tilbage her på Jorden .

Ingen af os vil skaffe os et godt liv ved at leve dette gennem vores børn og deres børn.

Desuden mener jeg vi skal betragte dette, at børnene er blevet voksne og har fået deres eget / egne familier, som en form for ny en frihed til også at lære os selv at kende som dem vi er her og nu - et kendskab der hele tid skal fornyes, da vi jo forandrer os så længe vi lever .

Jeg er stensikker på vores børn i deres stille sind vil være taknemmelig over at komme til at opleve en mor, der er uafhængig og i udvikling og som er glad for sit eget liv .

En mor der kan dette er en mor som ungerne stensikkert vil henvende sig hos om objektive råd og vejledninger , når de havner i diverse situationer der kræver en skulder- også at græde ud ved .

Gør børnene fri - og gør dig selv fri og du vil på sigt komme til at opleve et langt tættere og kærligere forhold til egne børn .

[Af Vivi]

Jeg syntes også det er gode tanker Vivi, vi ejer jo ikke vores børn. I mit tilfælde har min søn været herhjemme et par gange, fordi han gerne ville have gode råd, da han ikke kunne holde til svigermor var der hele tiden, og er så medbestemmende som hun er, og han var ked af, hans familie var så meget i baggrunden. Og det syntes jeg jo er synd for min søn. Jeg har sagt til ham, han er nødt til at snakke med hans kone om hvordan han har det. Ingen får mig til at svigte mine børn, når de kommer til mig, han var sågar herhjemme før han blev gift, da boede svigermor der.

Uh.....det er slemt !

Desværre for din søn er opgaven at få svigermekanikken til at ændre adfærd hans kones .

Det er hende der må til vaflerne med et opgør med sin mor - hvis hun altså selv vil det .

For det kunne ikke tænkes, at situationen passer din svigerdatter glimrende ?

[Af Vivi]

:hund: Det er dog en herlig indstilling du har Vivi. Det du har skrevet giver sandelig stof til eftertanke.
Det gælder jo om at samtig have nogle interesser. Da er fejlen jo mange gange at børnene har taget al tiden og pludselig er de voksende og hvá så......

Ja, E. det er et livsafsnit, der er forbi .

Men DIT LIV er ikke forbi !

Det er svært at skulle til at iscenesætte sig selv - men alternativet er ikke rart at tænke på : at ende som de, der hænger over deres voksne børn og deres gøren og laden, samt over deres børnebørn, fordi de har gjort børnene/ børnebørn til deres eget livsindhold .

Man er nødt til at tage sit eget liv op til revision og finde ud af HVAD man vil med sig selv resten af den tid der er tilbage her på Jorden .

Ingen af os vil skaffe os et godt liv ved at leve dette gennem vores børn og deres børn.

Desuden mener jeg vi skal betragte dette, at børnene er blevet voksne og har fået deres eget / egne familier, som en form for ny en frihed til også at lære os selv at kende som dem vi er her og nu - et kendskab der hele tid skal fornyes, da vi jo forandrer os så længe vi lever .

Jeg er stensikker på vores børn i deres stille sind vil være taknemmelig over at komme til at opleve en mor, der er uafhængig og i udvikling og som er glad for sit eget liv .

En mor der kan dette er en mor som ungerne stensikkert vil henvende sig hos om objektive råd og vejledninger , når de havner i diverse situationer der kræver en skulder- også at græde ud ved .

Gør børnene fri - og gør dig selv fri og du vil på sigt komme til at opleve et langt tættere og kærligere forhold til egne børn .

Ja det har du også ret i, Vivi. Nu er der bare det at konflikten i "mig og min datter " også handler om at pludselig smider hun den der bombe med at jeg ikke har passet ungerne så meget ovs. Jeg troede hun var tilfreds med hvad jeg havde gjort ang. pasning af ungerne. Det var så til min søster (hendes moster) hun har sagt det. Jeg har jo aldrig været den der "kom i bare - nu skal jeg" men jeg føler et bagangreb da hun jo skulle have sagt det til mig selv. Jeg ved ikke om du har fulgt med i dette her lige fra starten.

At din datter vælger den noget tarvelig måde fortæller intet om DIG men mere om hende .

Hvis jeg var dig ville jeg agere ud fra min egen vurdering - og ikke ud fra din datters følelsesmæssigt ladede bebrejdelse .

Gu´er det da sårende at få smidt sådan noget i hovedet .

Men helt ærlig - angående hvornår vi handler for meget eller for lidt er faktisk vores egen vurdering vi skal holde os til .

Lad hende bare være fornærmet eller hvad hun nu er - og se at få sat sving i nogle mere positive tanker omkring dig selv og dit liv .

At blive bebrejdet af egne unger hører nok med til det at være forældrer .

Enten kan vi føler os ramte, sårede, og uretfærdigt behandlede .

Men uanset hvad - så Er det hvad hun har gjort og vil du lade dette influere på din hverdag og dit liv ?

Du skal fortsætte med høj haleføring og blikket rettet fremad.

Arkiver ungens sure bemærkninger om dig til hendes moster - lodret !

Du kan ikke bruge den/dem til noget som helst andet end selv at sørge for du er ked af det !

[Af Vivi]

Det er netop det problem vi har, min søns svigermor er ved at drive min søn til vanvid, og os for den sags skyld, men svigerdatteren nyder moderen, og har meget svært ved at slippe hende bare lidt. Min søn har det svært med konflikter, og tror han kommer længere ved at snakke roligt om det ind imellem, han tror på det hjælper på sigt.

Måske gør det, jeg ved det ikke, men så meget svigermor har jeg aldrig nogensinde oplevet før, og så meget bestemmelse fra hendes side, har jeg svært ved at se og høre på, jeg krummer tæer, for ikke at komme til at sige noget. Vi ryster på hovedet min mand og jeg.

Jeg har ingenting med mine børnebørn at gøre overhovedet, det er jeg da ked af, det er jo også det min søn er ked af. Det er svært at råde min søn, når han spørger mig om ting angående svigermor.

Min ældste søn har 3 børn - 2 drenge og en datter, der er på nøjagtig samme alder som min datters 3 ældste : 6-4 og 2 år ( og så har hun jo den lille nye datter fra 8.nov.) .

Han og jeg er helt på det rene med, at hans svigermor er af den type der VIL have sin vilje - om det så skal koste skrig,skrål og ballade .

Vi har så i fællesskab valgt som beskrevet - at jeg træder tilside og lader den mormor agere Numero Uno .

Ser du - jeg har hele livet kendt og elsket min søn . Men jeg har kun kendt min svigerdatter og disse min børnebørn i en relativ kort årrække.

Hvilket hårdt og brutalt vil sige : jeg IKKE kan undvære min søn - men jeg vil kunne undvære hans kone og børn !

Ergo vælger jeg udfra hvad der giver min søn mest ro i hans liv - og hans arbejde som F-16 pilot .

Jeg ser min søns børn når vi har familie-kom-sammen i forbindelse med fødselsdage - og når han tager den ældste med op på besøg i stalden hos mig, fordi dette mit barnebarn udviser en interesse og glæde over heste og har tillige lige fra starten haft en måde at omgåes disse store dyr på som kun et naturtalent kan præsterer .

Familien er på vej til 3 års ophold i Arizona - så min søns og min kontakt kommer til at foregå som vanligt og dette indebærer også natlige samtaler via PC-eren + webcamaraet som vi fører, når han har vagt på Flyvestationen.

Når din søn erkender sin egen tristhed over situationen skulle han måske overveje at tage sin unger ved hånden - stoppe dem i bilen - og besøge Farmor ?

Det er forøvrigt også rigtig dejligt at have egne børn på lyn-besøg UDEN "påhæng" !

Nu ER vi måske lidt sære i min familie- idet ingen af os har hang til at hænge over hinanden, som jeg f.eks. kan opleve hos eet mine børns svigerfamilier .

Og når vi er sammen - står den på ture ud i terrænnet i al slags vejr med barnevogn og/ eller klapvogn .

Jeg forsøger at opdyrke fælles interesser med børnebørnene, f.eks. for rovfugle, dyr og stjerner ved at give dem materialer om emnerne .

Og hvem siger, at f.eks. de børnebørn jeg ikke ser ret meget ikke selv finder vej til mig - eller selv beder om jeg kommer til dem, når de bliver ældre - for hende Farmor, hende vil jeg godt ud at kigge stjerner eller fugle eller noget andet med ?

Tænk langsigtet B. - og gerne lidt stratetisk .

[Af Vivi]

Tjah der er jo nok forskel på hvordan freden bedst bevares i de respektive hjem. Min mor har altid på et eller andet tidspunkt forsøgt at trumle de respektive kærester min bror og jeg har haft. Hun er en af dem der kun har respekt for en særdeles klar markering af, hvad der IKKE er acceptabelt. Jeg har haft EN kæreste der hurtigt fik markeret denne grænse, og ham blev hun helt vild med, og der blev aldrig ballade der. Min nuværende mand er såmænd ikke bange for konflikter som sådan, men mener blot ikke det er nødvendigt at skulle tale med store bogstaver. Min egen grænsesætning hjalp intet, førend jeg satte hende stolen for døren, at hvis ikke hun kunne præstere en anstændig opførsel over for min mand og hans familie - så måtte hun definitivt sige farvel til mig i sit liv. Omend det ikke var en fornøjelse at skulle derud, så må man sige at hun fattede budskabet. Hun ryger ikke længere helt ud af tangenterne og behandler os med respekt for vores valg af liv, ligesåvel som vi gør med hende.
Nogle mennesker har bare ikke det gen der hedder almindelig respekt og hensynsfuldhed for andre - de ser kun deres egne rettigheder. Og de fleste af dem kan kun finde ud af at holde sig på eget territorium, hvis det markeres kraftigt. Og i andre tilfælde kan man jo så have held af blot at holde afstand til vedkommende.

Hæhæhæ - Det er skie godt gået, du !

Dertil kræves et vist personligt mod, at risikere at Mutter for lange tider vender een ryggen i selvretfærdig vrede .

Men du har ret - der er mange metoder at tackle familievanskeligheder på .

Og det drejer sig nok om at finde ud af HVAD der er mest virkningsfuldt UDEN det bliver forbundet med for store omkostninger.

F.eks. er min ædste et godt eksempel : han er overordentlig social og velafbalanceret og vil primært vælge de fredommelige løsninger.

Men han ER en ulv i fårklæder - for ellers havde han ikke det job han har.

Det er måske kunsten denne, at kunne beherske begge sider af sig selv - den fredsommelige og den aggressive - og så kunne anvende disse hensigtsmæssigt .

Fredsommelighed er at foretrække- men man afventer ikke at blive skudt ned ( også i overført betydning ) når det er tydeligt det er hvad man er på vej til at blive- for så skyder man selv inden da.

Din mor dalede uskadt ned i en faldskærm !

[Af Vivi]

Jeg har lige læst en masse indlæg om døtre der dropper forbindelsen fra deres mødre. Der findes også svære tilfælde sevfølgelig. Jeg kan bare ikke lade være med at føle med mødrene. Der er så mange "kloge" døtre der får en ny familie i svigerfamilen og vupti - så er der pludselig masser fejl ved den gode gamle. Og det er så mødrene der bliver set på med kritiske øjne.
For øjeblikket har jeg det faktisk sådan med min datter. Hun er 33 år og godt uddannet. God og faktisk velstående svigerfamile. Vi mødre har jo gjort det så godt vi kunne og ment det var godt.

Jamen, E. - de fleste mødre har ikke andre hensigter end at gøre det så godt som muligt for deres børn ud fra de betingelser man nu engang har .

At det på et tidspunkt for manges vedkommende kommer en periode hvor man dårligt kan gå eller stå datteren tilpas er vist ikke usædvanligt .

Enten kommer denne periode i forbindelse med datteres pubertet - ofte sammenfaldende med morens egen begyndende overgangsalder.

Og hvis ikke har man så chancen senere hen i tilværelsen - for det drejer sig ofte om, at navlestrengen mellem mor og datter om jeg så må sige skal klippes over nu i en psykisk forstand .

Dette er vel et led i den unges vej til at blive en voksen kvinde .

Og de piger, der ikke får foretaget dette opgør, jamen på een eller anden måde når de aldrig gennem den psykiske proces " at rejse hjemmefra mor " selvom de fysisk rejser fra hende.

Forholdet mellem mor og datter vil i min optik aldrig rigtig komme til at udvikle sig videre konstruktivt forstået på den måde, at man genfinder hinanden som (voksne ) selvstændige individere med gensidig respekt for hinanden i handlinger som i ord.

Man vil altid være mor og datter - men også noget meget mere i det forhold man får bygget op .

Der kommer en helt anden form for nærhed - og specielt når ens egen datter selv får børn .

Så begynder HUN nemlig at forstå processerne der foregår, når man er blevet mor og skal vækste egne unger op.

Og så er det mor/mormor kan opleve at få en ny rolle i forhold til datteren, nemlig som sparringspartner .

Men det kræver - og det er erfaring så det gør noget ! - at man som mormor/farmor hele tiden justerer på sine egne tanker og adfærd .

For godt nok ER det ens egne unger man har foran sig - men det er også voksne, selvstændige individere som vi som gamle forældrer skal behandle med respekt præcist som vi behandler kolleger og andre mennesker udenfor familien .

Nemt er det ikke altid- fordi man ikke undgår at føle sig en anelse kørt ud på en sidelinie i forbindelse med f.eks. de velhavende svigerfamilier med de langt, langt større tilbud og muligheder de kan tilbyde de unge familier.

Men - jeg foretrækker at se disse fakta i øjnene og indrette mig derefter - for jeg gider virkelig ikke spilde den relative korte tid = den sidste 3.del af livet jeg har tilbage med at summe over, at se, nu skal de være sammen med de andre igen dennegang i sommerhuset, eller på rejser , eller på weekend ophold på interessante kroer i dejlige landområder , osv. osv. .

Din datter er fornærmet - og du må tage denne fornærmethed og hendes åbenlyse favorisering af svigerfamilien med ophøjet ro - af hensyn til dig selv og dit eget velbefindende .

[Af Vivi]

Vivi, det er godt det du har sagt, men jeg har spekuleret meget over det, mor og mormor skal vedblive at være så tætte, at der ikke er plads til andre, jeg vil ikke give dig ret. Kvinder i dag så stærke, at mange mænd bliver vattede, og bare resignerer og slår til for husfredens skyld, det er da ikke rigtig. Jeg synes det er utrolig mange piger kun tænker på sig selv, og jeg forstår godt de mange skilsmisser.

Hvad så når børnene blir voksne, så gentager det sig, det er i mine øjne meget forkert. Jeg vil håbe, mændene blir mere modige, jeg vil gerne være lidt sammen med mine børnebørn, så de også lærer deres fars familie at kende, ingen siger, vi er der når de bliver ældre.

De sønner vi opdrager bliver de mænd vores svigerdøtre får.

Hvis een af mine sønner lader sig trække rundt med ved jeg det ikke skyldes den opvækst han har haft .

Og skulle han komme og fortælle mig om at han bøjer af hele tiden for husfredens skyld, samtidig med han beklager dette har jeg det svar : se at få styr på dit liv for enten accepterer du at spille præcist den violin eller du sørger for at få ændret på betingelserne !

Vores sønner er voksne mennesker - og finder de sig i at blive tromlet - jamen så ER det op til dem selv at få lavet om på det !

En svigermor/mormor der er tæt på den unge familie er præcist så tæt, som DE tillader hende at være.

Kan hun ikke finde ud af at sætte grænser for sig selv er det sørgeligt for hende .

Men de unge familier må også selv sætte og markerer deres grænser overfor diverse svigermekanismer .

Den der med, at fordi kvinder af i dag er stærke medfører dette at mænd bliver vattede køber jeg ikke .

Hvis mænd opfører sig vattede kunne man have dem mistænkt for, at det i grunden passer dem ganske udmærket !

Om de mange skilsmisser har sin årsager i bl.a. ovennævnte forhold ved jeg ikke.

Måske drejer det sig også om, at folk er for emotionelt umodne - og når kriser af den ene eller den anden art kradser render man ud af ægteskabet .

Det er nemlig ikke nok at veluddannet - have gode jobs osv..

Problemer opstår når den emotionelle side af mennesket ikke uddannes på samme måde som vi pukler løs med den kognitive side af os .

Det er som om, at emotioner er noget vi har, som opstår og vi reagerer efter.

Men følelseslivet skal udvikles, uddannes præcist som vi gør med resten af os.

Følelsessiden skal samarbejde med den kognitive, forstandsmæssige, side og omvendt.

Hoved og hjerte skal uddannes til samarbejde - og begge videreudvikles hele livet igennem !

[Af Vivi]

Vi har netop muligheden for at støtte også voksne mennesker der aldrig bliver helt flyveklare af den ene eller anden grund.

Nan skal blot huske, at der er forskel på at støtte og på at dominere/overbeskytte!

Og DET er præcist en del af kunsten at være forældrer !

Det kan være svært for nogle at skelne mellem omsorgsfuldhed og så en egentlig manipulation og /eller dominans .

Jeg ved egentlig ikke hvad der er værst, om det er den manipulerende forældrer eller den dominerende .

Den manipulerende kan være et tilsyneladende sødt og rart mennesker, men en ekspert i at anvende subtile metoder i manipulationen .

Disse er næsten ikke til at få stoppet med grænsedragninger -og så må der må andre metoder til .

Den tydeligt dominerende er ofte langt mere kontant i sine handlinger og udmeldinger - og lettest at få trukket grænser for.

[Af Vivi]

Forskel?
Den dominerende bliver man vred på.
Den manipulerende får man først kuldegysninger af - siden bliver man vred :mrgreen:
Min personlige yndlingsaversion er martyren. Særligt kvinder synes at kunne bestride denne ugerning. Den tavse martyr, der slider og slæber med dybe højlydte suk, og den skuffede martyr, der har slidt og slæbt og gjort ALT for ALLE, og lønnen er utaknemmelighed og mere suk, suk, suk.
Spredende dårlig samvittighed og stemning i sit kølvand.
Så får jeg røde knopper og utøj i min mund

Uhhhh-kender godt typen - tavst lidende, men sigende i kropssproget, sukkene og ansigtsudtrykket .

Det er psykisk terror !

[Anina W.]

Disse er Vivi Andersens indlæg fra en anden diskussion under overskriften "Min datter og mig".... som så udviklede sig mere i retning af "Min svigerdatter og mig" eller "Min søn og svigerfamilien"....

Jeg har kun benyttet (med Vivis tilladelse) Vivis egne indlæg, men som man tydeligt kan se - hænger de fint sammen og - måske på et tidspunkt i fremtiden, når vi er flere igen - tager vi forhåbentligt emnet op igen, simpelt hen fordi det er vigtigt og ret så afgørende for vores ægte livskvalitet som ældre damer - både som farmødre OG mormødre.

For, til syvende og sidst - er det os, der på en eller anden måde, måske indirekte sætter vores egne voksne børn i en kattepine - ved at forvente af dem, at de skal tage et parti for noget som helst bestemt? Ja, så er det ikke så ringe, som udgangspunkt at kunne læse hvad f.eks. Vivi har gjort og gør sig af tankerne om netop dette emne...

... Jeg har ellers aldrig læst noget andet af Vivi, end enten politik eller historie.... og derfor gjorde det et stort undtryk på mig at opleve hvor modig dame hun i virkeligheden er. For en ting er at gå op i emner, der eksisterer udenfor een selv - og noget andet afgjort er - at skrive om sine inderste, personlige tanker i et så følsomt emne som - hvordan håndterer man anerkendelsen af sine voksne børn som de voksne individer der er - samtidigt med, at mindet om den lille hånd i ens egen, endnu ikke er helt væk for det indre blik.... om det nogensinde sker... bliver væk altså ?

[Anne]

Klog kvinde den kære Vivi Andersen! Det er bare SÅ fantastisk at læse - OG BLIVE KLOGERE AF!!!!

Mens jeg sad og læste alle hendes svar, sagde jeg flere gange til mig selv: "Selvfølgelig, sådan er det jo, og sådan skal det være" eller "det er jo lige sådan, jeg gerne vil have det!"

Uanset om vi bryder os om det eller ej, så er vi jo på vej ind i livets efterår, og det er pinedød rimeligt, at vi - som Anina også skriver - får en "ægte livskvalitet som ældre damer"! Vi har sørme fortjent det! \/

Pragtfuldt indlæg om et emne, som vi jo alle har vores holdninger og meninger til, og vi har jo også haft det oppe at vende et par gange.

Ved at debattere, lytte til andres erfaringer, tage ved lære og måske ind imellem være lidt mere egoistiske, kan en sådan debat sagtens være medvirkende til at give os en klarhed over, hvad der er bedst både for os, men også for vore voksne børn og deres familier.

Giver det mening?

Knus, Anne