Ja, men lige nu bare for en kort bemærkning. Jeg har i tidens løb passet masser, der aldrig nogensinde skulle plejes og passes af andre, nogen fordi de, lidt naivt mente at det skulle ægtefællen nok klare, eller børnene.

Andre har tænkt at de skavanker de fik, ville gå over, og ikke som det gik, at de blev flere og værre.

Jeg personligt mener ikke der er "noget at leve for" når man sidder dement, ikke aner om det er forår eller vinter, ikke fatter en hujende prut, når personalet slæber et grantræ,-hvis de ellers ved det er en gran,- ind i stuen.

Alligevel,- jo engang imellem stråler øjnene, og den demente udviser glæde,- omend kort. Hvad nøjagtig den demente føler for, det ved man ikke. At vi som samfund så, efter min mening, har en vanvittig måde at tage vare på vores ældre på, er en anden sag,- og den kommer jeg da nok også tilbage til en anden dag, i en anden tråd. Men vi der er blevet mere forvente end vores tids ældre er, skal tage os gevaldigt sammen. Nu. Hvis vi skal få det som ældre som vi gerne vil.

Ingen bliver så demente at de intet kan, fra den ene dag til den anden, og selvom de længe inden det kom så vidt, godt inderst inde har vidst hvilken vej det gik,- så har de intet gjort, der kunne forlede én til at tro, de ikke ønskede at tage det sidste med af livet.

Jeg tror virkelig at der er mange der i rask og sund tilstand mener det, når de siger de vil dø for egen hånd, hvis svær sygdom skulle ramme dem. men jeg tror ligeså sikkert at det er et fåtal der virkelig gør det.