NÅR MAN KUN HAR DRENGE... (lånt fra en anden debat)

[admin]

(denne tråd er "lånt" fra en anden debat.)

DET ER IKKE HELT LET AT VÆRE SVIGERMOR NÅR MAN KUN HAR DRENGE

Vi har kun drenge og dem har vi opdraget til at være meget selvstændige. De klarer sig også virkeligt godt her i livet og de har alle igen valg dem nogle piger-koner som også klarer sig godt . Så alle er gift har hus hjem og børn og har skabt sig en status der ligger langt over det de kommer fra.

Vi deres Mor og Far har de jo altid set ,at vil man opnå noget her i livet må man arbejde for det, ---og det må jeg sige de gør.

Det er hyggelig når der så kommer sådan en hel flok piger ind i familien ,når man ikke selv havde fået nogen, men nemt er det meget langt fra, de fleste kvinder vil jo gerne lave om på deres Mænd, og de her piger vil også mer eller mindre lave om på vores drenge, for der var en der syntes at hendes mand var ikke så huslig som hendes far var og det var mig der havde opdraget ham forkert.

Samme svigedatter lavede en del uro i familien og var ikke rar altid over for vores søn--men han er jo voksen og har selv valgt så det er bare om at holde sin kæft og blande sig uden om men de er stadig sammen efter mange år.

Vi er selvfølgelig glade for dem alle sammen --man kan kalde det hvad man vil , men jeg er aldrig fri og helt åben i min egen familie. Jeg føler mig altid stækket for ikke at komme til at sige noget forkert. Det er ikke som når jeg er sammen med venner og arbejdskolegaer og alle andre steder der taler jeg frit fra leveren.

Måske er det mig der er noget i vejen med --men jeg syntes det er svært at være SVIGERMOR TIL SVIGERDØTRE.

[admin]

Hvis man ikke skulle være fri og åben

i sin familie, hvornår skal man så være det ?

Når jeg er sammen med min familie, tænker jeg ikke over, hvad jeg nu skal sige eller tør sige, de må tage mig som jeg er, da ærlighed for mig er meget vigtig, og kun ved en ærlig fremtoning får man noget i tilgift, men så forventer jeg også af dem, som er eller skal være i vores familie, at de er på samme måde.

Jeg har en svigerdatter, da jeg ikke er blind, kan jeg godt se hvad fejler min søn ind imellem gør, og det påtaler jeg overfor ham. Jeg ved godt han arbejder meget, men derfor behøver han jo ikke at sidde på en stol, når han har fri, og forvente at blive opvartet - den opdragelse har han ikke fået hjemme, da vi som en familie måtte hjælpe hinanden med al det praktiske, så der var tid til, at nyde og hygge bagefter.

Min svigerdatter er ikke dansk, så hun har rigeligt med skolen, sproget, børn og hjem , derfor er det yderst vigtigt, at min søn når han har fri, tager sig af børnene og det huslige. Gudskelov er min svigerdatter ikke et ja og nej menneske, men har nogle klare synspunkter for, hvordan en familie skal være, det er også nemt for os som svigerforældre, da vi har en helt speciel status hos hende, som hun videre føre til børnene og vores søn.

Sommetider tænker jeg på, hvor heldig jeg / vi er, og hvor meget det har beriget vores lille famlie med en svigerdatter som ikke er dansk. Det kunne jeg godt unde mange andre at prøve.

[admin]

Nu er familier meget forskellige i deres omgangsform, hvad der er rigtig og godt i den ene Familie er ikke ensbetydende med at det er lige.sådan i andre familier.

Nu har jeg fundet ud af at sådan som vores Familie har udviklet og med de Piger der er kommet ind i vores Familie som vi er meget glade for og for at holde nogenlunde fred er det mig der er den neutrale person .

Derfor har jeg selv valgt at køre meget lav profil ,selv om det er meget imod min natur. Men det er sikkert et udslag af som jeg skrev at vores drenge er meget selvstændigt op draget ..og det ligger i luften at vi skal nok klare os og det gør de også og sørger godt for deres familier og så må jeg bare holde mig på sidelinien og nyde de har det godt og vænne mig til at Farmor er NR.5 I RÆKKEN

[admin]

Det er helt klart bedst at få sagt tingene før det er for sent

Men det er ikke sikkert det altid lader sig gøre. I nogle familier er de gode til få ryddet op i tingene og så starte på en frisk igen, men sådan er det desværre ikke i min familie. Vi har mange lig i lasten, men ingen vil gøre noget for at få dem løst.

Nej så må vi hellere gå rundt og have det dårligt dybt inde i sjælen, og fortrænge tingene. Jeg ved ikke om andre i familien har det dårlidt med det. Men jeg ved at jeg selv er forpint af det. Da jeg var yngre og gik på arbejde var det nemmere at holde det fra døren, men nu hvor man er pensionist og har masser af tid til at tænke over livet - kommer det hele frem og rigtig paserer revy.

Nu sidder jeg ikke sløv hen i en stol og tænker kun på det nej. Nej jeg har mange boldte i luften, men der ligger altid en sort orm og gnaver i midt indre og stjæler min livglglæde og det iritere mig meget. Jeg har prøvet mange ting for ar blive det kvit men det kommer altid tibage igen og det vil det nok være sådan til mine dags ende fordi jeg får aldrig dræbt roden.

[admin]

Hvad er det man skal få sagt?

Jeg tænker tit på dette spørgsmål, når jeg læser eller hører, at man skal få sagt tingene før det er for sent.

Jo ældre jeg bliver, jo mere forstår jeg, at er det vores personlige meninger om f.eks. et andet familiemedlem, jamen du godeste, hvad betyder vores mening.

Det er jo som regel de "negative" ting der gnaver eller fortsætter. Alle har jo ret til at have sine meninger, også de negative. Hvad er der galt med dem?

Handler det om at opdrage sine familiemedlemmer? Hvordan kan man så vide sig sikker på, at den der tillader sig at mene om sig selv, at han eller hun lige nøjagtig har ret eller lov til at "rette" på vedkommende?

Er det handlinger der er gjort mod os der gnaver? Ja, nogen gange er det jo nok sådan. Det kan vi ikke lave om på, men nogen gange kan en forklaring om hvad der førte til en eller anden handling, føre til en forståelse af hvorfor det skete.

Man har da også lov til at sige, at det gjorde mig vred. Hvorfor skal man i det hele taget altid sætte ord på alting? Hvad med at nyde stilheden? Man kan da sagtens føle sig frem til om der er rart blandt de andre, eller der ikke er det.

En følelse af ubehag gør vel, at man føler lidt efter, hvad det er der får denne følelse frem. Nogen gange er det bare ens egen indbildning eller forestilling om "den/de andre", nogen gange er der bare ubehageligt, så går man vel sin vej.

Jeg husker en gang vi var på ferie. Vi havde ikke forberedt turen i enkeltheder, og det betød, at vi nogen gange havde svært ved at finde et sted at overnatte. Vi blev indlogeret på et hotel, hvor vi burde have fundet et andet. Det var lige fra vi trådte ind ad døren vi havde en følelse af uhygge. Ingen af os sov om natten. Der var uhyggeligt. Der var nogen der skreg, og vi lå vågne. Vi var bange for at falde i søvn. Der var meget uhyggeligt. Her nyttede det jo ikke "at sige sin mening", eller at sige noget, det var selve hotellet der bar denne stemning, og vi burde have fundet et andet sted. Men så blev vi så kloge.

Endelig, så er der jo også alt det man skal have ryddet op i, i sig selv. Det er jo en opgave for den enkelte, og kommer egentlig ikke den øvrige familie ved.

Man kan ikke blive af med noget der befinder sig inde i os selv. Det skal man heller ikke af med, men leve med og lære af, måske endda ligefrem udvikles af.

Man kan jo også spørge sig selv om, hvad skal de andre dog med det skidt man ikke selv vil have? Hjælper det at smide det i hovedet på andre? Jeg har ikke fået noget positivt og glædeligt ud af det, så det holdt jeg op med.

Det går jo heller ikke, at gøre rent i sit hus, og så smide alt affaldet over til naboen. Så skal man da nok få uvenlige naboer. Sådan er det jo også med vores følelser og ikke mindst ord og meninger.

[admin]

så må jeg bare holde mig på sidelinien og nyde de har det godt og vænne mig til at Farmor er NR.5 I RÆKKEN

Hvad mener du med nr.5?

Jeg er selv svigerdatter, til en ja undskyld mit sporg, helt forfærdelig svigermor.

Hun har nemlig også talt om, hvilke nummer hun ville blive i rakken, (over for sin søn), hvis vi nu f.esk. fik 3 børn, nemlig nr 5. Lige efter mig, havde hun sagt. Undskyld men det er en meget farlig, og ikke mindst syg tanke.

Min sviger mor, troede faktisk i en periode, min mand føelser for hende burde være større end for mig (os) vores søn. Men da hun spørgte om det, blev det for meget, for ham fik endelig øjnene for hendes ufred tanker. Vi har ikke set dem i 1 år nu, og det er sempelhen for dumt, men hvad skal vi gøre, vi har det MEGET bedre uden deres ufred "fester".

Hilsen en svigerdatter.

[admin]

Farmor er nr.5

...mener jeg ikke så meget andet med, end jeg har brugt det som et billede ,fordi i mine familier er de 4 personer som klarer dem selv udmærket og jeg blander mig ikke hvordan de gør tingene og bliver heller ikke spurgt til råds. Men dermed ikke sagt at vi ikke taler om tingende på deres premisser men om jeg dermed er en god eller hæslig Svigemor ved jeg ikke.

Men hvordan kan det være at det altid er Svigemor der må stå for skud, man hører adskillige Svigerdøtre der godt må udtale sig om hvor hæslige Svigemødre er eller kan være.

Men jeg har set i flere Familier ---inklusiv min egen --hvordan Svigedøtre laver splid når de kommer ind i deres nye familier, og hvis Svigermor åbner munden og siger et eller andet er hun straks forfærdelig.

Jeg kender til det fra mit arbejde med mennesker.

[admin]

Py-ha!

jeg kaster mig lige ind i debatten her - vi har vel alle været svigerdøtre på et tidspunkt - eller hvad - måske glemmer vi hvordan det var.

NÅR vi bliver svigermødre -

NÅR det så er sagt - ja så er ikke ALLE svigerdøtre - engle - laaangt fra.

Vi har her to kvindfolk med specielle særinteresser i det samme objekt - manden/sønnen - de mener begge at DE bør have en særstilling hos ham.

Sandheden er vel at svigermutter havde ham i de første faser i livet og svigerdatteren HAR HAM NU.

Det er vel i hans famlie hans loyalitet bør ligge - er det ikke ?

Svigermors opgave er vel at give gode råd - når hun bliver spurgt - at støtte og vejlede - hendes tid HAR været - NU er det svigerdatterens tur til at have SIN tid.

Men for svigermor bør der altid hvile en respekt fordi hun har erfaring og har kigget om flere hjørner end svigerdatteren, men det betyder IKKE at hun kan bestemme - men hun har RETTEN til at blive HØRT og ANERKENDT.

MEN grundlæggende handler det vel om at to kvinder der elsker samme mand bare på hver sin måde - respekterer og rummer hinanden - de har jo hver sin kærlighedskonto hos manden/sønnen og der går jo ikke noget af den ene konto fordi han giver til den anden??

Mange gange går det vel også galt fordi eks. svigermutter kommer med et råd og svigerdatteren straks opfatter det som en kritik - det vil man altid gøre i den fase hvor man er usikker på sig selv og sin egen viden -og ja - så er fronterne kridtet op.

Hvis man kan lære at tage imod svigermors vejledning med åbent sind og så danne sig sin egen mening og klart udtrykke den på en venlig og rolig måde - ja - så er man vel nok kommet langt.

"M"

[admin]

Jeg har verdens bedste svigermor!

Jeg synes det er trist at høre, se og læse om, hvor almindeligt det er at være på kant med svigerforældrene. I min egen omgangskreds er det det samme. Jeg kender meget få personer, som ikke har problemer med deres svigerforældre. Hvor ærgeligt!!!

Jeg har verdens sødeste svigermor, som altid roser mig for min gode måde at opdrage børnene på, og for den positive indflydelse hun mener jeg har på hendes søn. Hun er ærlig og kontant, men viser os respekt. Det sjove er, at min mand også mener, at han har verdens bedste svigermor. Så vi nyder vores søde mødre, og håber det bedste for jer andre.

En heldig svigerdatter

[admin]

hold det for dig selv,og gør dine drenge lykkelige

For dine sønners skyld, sig ikke et ondt ord om dine svigerdøtre. Jeg er mor til 3 drenge, og jeg har lovet mig selv ikke at blande mig eller kome med gode ideer til hvad et godt ægteskab er, over for dem.Men ens egne meninger har man lov til at have i fred.der er noget med de drenge og deres mor.tiderne skifter også, unge idag lever ikke som vores forældre gjore.de må selv finde ud af det, hvad der er rigtigt og forkert.du har jo opdraget dem, og nu skal opdragelsen stå sin prøve!

[admin]

Hvorfor må svigerdatteren når jeg ikke må?

Jeg kan godt se hele problematiken, da det jo er kvinden der føder børnene, og derved får en form for magt over for både manden, og børnene. Eller også sagt på en manden måde Svigerdatteren får når der kommer børn ind i billedet, en markant anden rolle, og det kan være en stor omvældning for alle.

Men jeg mener faktisk, at man som forældre må glemme sine egne følelser lidt, og tænke lidt på sin søns og børnenes for alle i denne nye familie blier ødelagt, hvis ægteskabet mister kærlighedsbalancen, og må gå hvert til sit, og det kan man da ikke ønske for nogle, bare for selv at få en større bid af kagen. Eller?

Som min morfar siger, når min mormor nogle gange går i selvsving, vi har skænkt dem livet, og har fået de første 18 år, så nu er det hvist på tide, at vi deles lidt om det gode. Mine svigermor har direkte i en telefon samtale sagt til mig (vores dreng var 6 månder), at hvis jeg ikke kunne passe ind í deres familie så kunne jeg jo bare, lade være med at komme med.

Og 1 måned, efter var vi ikke inviteret sammen til juleaften, bare fordi jeg havde grædt og sagt kl. 22 om aften om det ikke var nok nu, for jeg var faktisk meget træt, og de kunne jo bare se deres barne barn igen en anden dag, vi var kommet kl 17. Men så var det nok sage hun, for nu havde jeg bestemt alting fra den dag hun havde mødt mig.

Det er en meget lang historie som du nok kan forstå, men mange i vores omgangskræs har brugt den, og lært meget af den da vi jo ikke ser mine svigerforældre mere, og gennem parterapi, har klaret som igennem, med min mands selvværdsføelse i behold, selv om han stadivæk får hjælp.

Men nu tænker vi på næste barn, og har det helt fantastisk for nu glæder alle i vores lille familie til at det er weekend og andre højtider, for hun er der ikke til at skabe dårlig stemning, og til at give os følelsen af, at vi burde gøre hende glad med vores liv og selskab hele tiden. Jeg håber, at du forstår hvad jeg prøver at sige fordi jeg vil jo ingen noget ondt, men nogle ting trykker jo lige på ens ømme punkt ik? (:

[admin]

Har læst dit indlæg nogle gange.

Hvis jeg har forstået det rigtigt, så er det jo ikke jer, der har haft en fejl, men helt klart din svigermor.

Alle med småbørn, vil jo gerne at børn skal hjem og sove i deres egne senge og omgivelser, og det har børn også bedst af. (Vi har to små børnebørn derfor bliver deres forældre og de to små altid inviteret her til middag, eftermiddagskaffe, og så spiser vi tidligt om aftenen, for jeg ved, når kl. er omkring 19, så pakker de sammen og vil hjem, medmindre de overnatter her fra lørdag til søndag, som det sker jævnligt, men det er deres valg).

I grunden er det ikke så synd for jer, da det lader til din mand er på din side, ( som han skal være) men det er synd, at jeres børn ikke får et godt forhold til deres farmor, og hun til dem, da det er af stor betydning, at børn har nogle bedsteforældre som kan lære dem det, som forældrene ikke kan. Ikke opdragelse, men mange andre ting, der ligger også meget i, bedsteforældre og børnebørn imellem, at have den store og dybe fortrolighed.

Med det du fortæller her, at I ikke var inviteret til jul, fortæller jo meget tydeligt, at din svigermor ikke kan tilgive. Det må være forfærdeligt ikke at kunne tilgive, og lytte, for vi kan jo ikke forvente, at vi som ældre, altid er enige med de unge og omvendt, så derfor bliver der på tidspunkter nok sagt nogle ting, som ikke skulle have været sagt, men vi kan vel ikke allesammen gå rundt med det evige smil på læben, hvis der er noget man er utilfreds med - det gælder så til alle sider.

Jeg har ikke noget råd til dig, men forstår godt I kan være kede af, at forholdet er blevet sådan, men hvis din svigermor ikke forstår noget, og kun vil være sur og bestemme over jeres børn, så er det sikkert bedst for jer, at I har så lidt med hende at gøre som muligt, og håbe på hun en dag vågner op, og vil have kontakt på en positiv måde til jeres børn og jer.
Har din mand prøvet at sige til sin mor, at det er jeres børn, og det er jer der bestemmer.

Jeg tror ikke alt skal en svigerdatter sige, men sønnen må mande sig op, og fortælle sin mor, at nu er han gift med dig, og det er jer, og hvis hun ikke kan accepterer det, tja..... så skal I nok klare jer selv uden hende.

Jeg ved ikke hvorfor sønner ikke kan fortælle deres mor, "hvor skabet det skal stå ", og det altid bliver svigerdatter og svigermor der får de skævheder, som skaber ufred. Meget kunne ændres hvis sønnen sagde alle de negative ting, og det var svigerdatteren der holdt sig udenfor.
Det er vigtigt, at de unge er enige om, hvad de vil finde sig i, og hvordan deres børn skal opdrages o.s.v. For så er det ikke nemt for selv en nævnenyttig svigermor at blande sig.

[admin]

Svigerdatter...

Jeg tror, og jeg har desværre selv også gjort den fejl, at det går galt hvis man begynder at forsvare sig overfor svigermor, forsvare sig og forklare eller bortforklare det man gør.

Det giver hende det signal at hun har magt, OG NU snakker vi altså om de barske svigermødre som din, ikke om de andre søde gode og forstående.

Har hun først een gang ædt en bid af ens territorie, ja så er man på den.

Noget andet er, at det er mandens opgave at tale bataljerne med sin mor, ligesom det er datterens opgave at klare paragrafferne med sine forældre.
Hvis man efterlever det, tror jeg mange problemer kunne være løst.

De gange MIN mand er trådt i karakter, er alt blevet løst lige så let som ingenting - de gange, hvor han faldt i med tapetet og jeg begyndte at forsvare og forklare endte det med gråd og tænders gnidsel.

Når ovenstående så er sagt, går jeg ud fra som en selvfølge at det unge par altid finder ud af hvor de står og bliver enige inden de starter en diskussion med svigermor.

Ellers er det for let for svigermor at bruge det gamle kneb - del og hersk.

"M"

[admin]

At være svigerdatter?

Jo, jeg har haft en svær tid med min svigermor.

Hun betragtede vores hjem som hendes "ejendom". Hun kom med hendes venner, og travede lige ind af vores hoveddør, for at vise hendes søns hjem frem. Hun åbnede alle døre, gik på førstesalen, ja alle vegne. Jeg var rasende. Det forstod hun ikke. Hun var jo bare så stolt af sin søns hjem.

En dag jeg skulle til lægen, havde jeg lidt ventetid i byen. Jeg havde mødt min svigerfar som inviterede på besøg i ventetiden. Jeg takked ja, og købte en basse til formiddagskaffen.

Min mand var ofte "dårlig" af det der kan gå under betegnelsen "humørsyge". Jeg tror, set i bakspejlet at der var tale om en depression.
Men min svigermor lukkede døren op da jeg kom. Hun spurgte, Hvordan har lille M det? Han har det ikke så godt, svarede jeg.

Han er vel ikke syg? Spurgte hun. Nej, ikke sådan rigtig syg, svarede jeg, det er bare humørsyge. Så overfuste hun mig, og sagde en masse grimme ting som; det er utroligt at han ikke er blevet indlagt på St. Hans for længe siden, med sådan en kone, kunne du dog ikke få alt det rod og uorden ud af hans hjem. (Jeg havde undervisning herhjemme) Det ligner ikke noget at du har alt det i hans hjem.

Til sin mand sagde hun. W. kunne du dog ikke tage ud og tale med lille M, sådan en kone kan han altså ikke have, hører du W?

Jeg var målløs og dybt chokeret, så chokeret at lægen kunne se det da jeg kom ned i venteværelset. Han kom hen og lagde sin hånd på min skulder og sagde, jamen, hvad er der dog galt med dig? Sæt du dig ind i konsultationen, jeg skal lige ud til en patient i ambulancen, så kommer jeg. Hold op hvor jeg græd, da han kom ind igen. Jeg var virkelig rystet.

[admin]

ordentlig dialog

Jeg har en sød svigedatter igennem mange år. vi har altid haft lidt svært ved at få en god dialog, men jeg syntes det bliver værre og værre.

Vi taler ikke til og med hinanden, men imod hinanden ....vi har meget forskelligt livsyn, men derfor kan man godt respektere hinanden. Jeg syntes selv at jeg er meget lyttende og kunde ikke finde på at lave om på hende og hendes meninger, men hun har altid haft svært ved at acceptere det jeg står for og gider ikke høre ret meget på hvad jeg mener, og skal altid gøre sig klog på alt og vil gerne styre og lave om på mine synspunkter. Så derfor er det endt ud med at hun faktisk ikke ved meget lidt om hvad jeg laver, men jeg ved meget om hvad hun laver, men jeg er blevet lidt træt af det.

Men hun er min søns kone og mine børnebørns mor .så jeg holder god mine til slet spil.

[admin]

min søn

Til min store overraskelse har min søn givet sin (dengang) kommende kone et valg. Enten accepterede hun hans mor (vi levede altid alene siden faderen døde kort efter drengen var født) og lovede at ikke angribe hans bånd til fortiden - eller kunne de lige så godt skilles på stedet. Han agtede i hvert fald ikke betale prisen for fred i familien ved at skulle tage afstand til sine bedste minder (sagde han) og hvis hans forlovede ikke ville respektere hans familie, hans minder og hans fortid - respekterede hun heller ikke ham.

Det er nu 15 år siden og der var aldrig noget i gære, selv om der var små-optræk før deres bryllup. Så måske burde man lære sine drenge, at kridte deres holdninger fra starten og gøre det konsekvent, inden skaden er godt i gang. Til syvende og sidst handler det mest om de unge piger, der i deres egen usikkerhed prøver på at befæste deres stilling i familien. Hvis de får lov til at opdage, at der ikke er behov for det, for ingen er ude på at svække deres rolle hos deres mænd, kunne det måske tænkes at det ville gå bedre fra starten.

[admin]

Jeg læser det mere som

en søn der ikke har fået navlestrengen til sin mor klippet over.

Gad vide hvor undertrykt den stakkels pige er i det forhold, når han sætter så store krav til hende, han ikke bare siger jeg vil ønske mig - men sætter et krav om du skal.

Vi ved vores børn kun er til låns, og når de finder sig en partner, så er det denne de forhåbenligt skal leve sammen med resten af deres liv, og den som virkelig betyder alt her i livet, sammen med de børn der sikkert også kommer. Vi mødre må derfor pænt trække os i baggrunden og give plads til de nye familiemedlemmer.

[admin]

det har altid været en svær nød i mange familier

Det er jo meget prisværdigt at din søn har stor respekt for sin mor og det liv i har haft sammen. Men det er vel aldrig sjov for hverken pigen eller manden at blive tvunget til at når man gifter sig skal man sværge ed på at man skal tage forældrene med.

At der så i mange familier er store problemer med at få det hele til at gå op i en hyggelig enhed er så sandt - så sandt, men de unge kommer fra 2 forskellige familier hvor nogle har en levemåde der ligger langt fra hinanden ,og så skal de unge i gang med at danne deres egen familie. Og så er nogle bedre til at slibe kanter end andre .

Så længe forelskelsen er på det højeste er alt godt ---men når psykosen damper lid af --starter hverdagsspillet og så var det bedst om sol og vind kunne deles lige, men i de fleste par er den ene part stærkere end den anden og tager styringen. Og meget tit er det manden der bøjer af og lader pigen styre det hele og de fleste piger vil meget gerne lave deres mænd om efter deres mønster og så bliver der også en kløft til hans forældre, for det er svært for mange farmødre at akseptere at deres søn bliver til en helt anden end hun måske havde forestillet sig.

Jeg har også sønner og svigrdøtre men har den indstilling at det er deres liv og jeg lægger ikke restrektioner på vores sønner de må klare det selv vi har givet dem en god opvækst. vi ses men sidder ikke lårene af hinanden og jeg kunne godt ønsket at se dem lidt oftere men det behov har de ikke og slet ikke den ene svigerdatter - hun har nok i sin familie

[Bea]

Jeg har siddet og læst det hele, ja og jeg er svigermor og hvad synes jeg? og hvordan ser min svigersatter mig som svigermor? Pyh ha

Min svigerdatter er en sød pige. Hun er glad for min søn, og han for hende. De kommer næsten dagligt i hendes hjem, men jeg tænker det er ok da min søn er lykkelig, så er jeg det også. Jeg blander mig ikke, og min søns svigermor har et par gangr efterspugt min mening om deres forhold, da min svigerdatter er ti år ældre end min søn. jeg svarer at jeg er glad for at de er glade for hinanden og at det er deres liv. Hun kigger undrende på mig, men det er der ikke noget at gøre ved. Hun fortalte, de var taget med min søn og svigerdatter på ferie sidste år, fordi hun ville se hvordan de havde det sammen og hvordan min søn havde det med deres barnebarn.

Min søns svigerforældre er meget velhavende i forhold til os, og man kan tydeligt mærke, det er mennesker der altid har fået lov at bestemme, men hvis min søn synes det er ok, så er det også med mig. Min søn lader sig dupere lidt, men han er klog nok til at sige fra, hvis det bliver for meget.

Jeg ved min søn holder af os herhjemme og han skal nok komme hvis han har brug for det. Det har taget et stykke tid før jeg har vænnet mig til tanken om at de mest er hos hendes forældre, men lige nu føler jeg, at jeg har vænnet mig til tanken.

Tanken om at vi skulle blive uvenner giver mig " myrekryb".

Det er mine tanker lige nu og her, men det er helt klart at det er anderledes at være farmor end det er at være mormor. Måske skal det være sådan. Jeg er ked af det på mit køns vegne. Men kvinder har det med at ville bestemme.

Tanker Bea

[Anina W.]

Det er mine tanker lige nu og her, men det er helt klart at det er anderledes at være farmor end det er at være mormor. Måske skal det være sådan. Jeg er ked af det på mit køns vegne. Men kvinder har det med at ville bestemme.

Tanker Bea

Det skal ikke være sådan! Netop fordi i et et-part-domineret forhold vil det "undertrykte" part altid have en gnavende orm i maven og før eller siden dør deres kærlighed til hinanden. Den kærlighed, der skal bære dem igennem livet, også efter at vi er væk og specielt efter at deres børn er flyttet for sig selv, og tilbage er der kun de to mennesker for resten af deres liv, som to tomme skaller uden indhold.

Nej, nej og atter nej!

Jeg havde oplevet en livets skole i mit barndomshjem, hvor min far var under tøflen, totalt isoleret fra sin familie og venner en gang for alle, efter bryllupet med min mor. Meget tidligt blev jeg klar over, hvad det er jeg aldrig vil tillade min (fremtidige og evt.) søn skulle udvikle sig til.

Nu er han voksen og har fået ørerne tudet fulde af i sine teenageår, at han skal altid være medbestemmende d.v.s. han skal være aktiv i sit fælles liv med et andet menneske.... for det er ikke en ny mor han skal gifte sig med/flytte sammen med, men sit livs kærlighed - hvilket også helst skal forblive en kærlighed.... Uden ligeværd - ingen kærlighed .... o.k. måske så andet "næsten" lige så godt. Men jeg mener nu, at har man chancen, skal man dyrke den uden at overlade ansvaret for sit praktiske tilværelse til en anden person og dermed forspilde sin chancer + lade sine børn lære det samme.

Da vi var unge, var tiderne trods alt anderledes.... men i dag har man alle de rammer til rådighed, der burde kunne understøtte et ægte fælleskab og ligeværdighed, uden hvilke er det ikke muligt at opretholde ægte passion for hinanden for tiden hinsides forældreskabet. Vores unger skulle gerne være heldigere end vi har været....

Bea.... hvorfor inviterer du ikke din søn på en pizza eller andet i byen på to-mands-hånd og fortæller ham om dine tanker, gerne længsler og spørger ham om hans holdning til dette "problem". det er meget muligt, at han slet ikke er klar over, at der kan være et "problem".... Mændene er jo indrettet til at ikke beskæftige sig med noget, der ikke bliver givet udtryk for.... Du kan endda risikere, at han føler sig lidt overgivet, eftersom du ikke taler med ham om "den slags" eller tror han måske også, at "det ikke gør dig noget".... du siger jo intet, så....

Det eneste I to har brug for er, at spørge til hinandens holdninger uden samtidigt at stille krav.... og hvis tingenes tilstand er i orden med ham, virkelig i orden - vil det helt sikkert også være lettere for dig at forlige dig med.

Personligt tror jeg på, at du måske vitterligt er lidt for tilbageholdende. Det ville være godt, hvis du vovede mere, uden at hele tiden tænke på hvordan det tager sig ud i svigerfamiliens øjne.... At give udtryk for selvrespekt smitter altid af på andre - ikke omvendt.

Mange tanker og endnu flere knus

[Bea]

Kære Anina

Tak for dit svar, jeg er glad for det!!!!!!!!!!!!!!!

Jeg vil gøre som du skriver og tale med min søn om det. Jeg tror du har ret i at han ikke ser det som et problem, når jeg ikke har sagt noget. Du har ret i at jeg vil tage den mere med ro, hvis jeg ved det hele kører som det skal.

Jeg synes mænd ofte er konfliktsky og bare tier for husfredens skyld. Dog er min søn også opdraget til at blive hørt, så jeg er heller ikke så bange for at han skal blive udnyttet. Han lader sig bare blænde af noget penge glimmer lige nu, og det har jeg altså ikke lært ham. Dog har min mand nok påvirket lidt i modsat retning, da penge også betyder enormt meget i hans univers.

Jeg tror også at selvrespekt smitter af på mine omgivelser og jeg er også overbevist om, jeg har udstrålet selvtillid, når jeg har snakket med min søns svigerforældre. Jeg holder lidt afstand, da jeg synes de er meget negative når de omtaler andre. Den slags mennesker stoler jeg ikke på og jeg tillader også at fortælle at jeg ikke bryder mig om at dømme andre.
Svigerforældrene har givet udtryk for at de synes det er spild af samfundets penge, jeg har læst. De forstår slet ikke hvorfor jeg har gjort det og de antyder endda at mennesker der siger de har dårlig ryg måske bare lyver, fordi de ikke gider arbejde. Jeg argumenterede og sagde, det ikke kunne lade sig gøre i dag, hvor mennesker bliver scannet og undersøgt inden de bliver tildelt revalidering eller pension. Jeg hodt hurtig inde med min snak da svigerfaderen sad med næsen i sky og stirrede lige ud i luften. Der var kold luft. Nå pyt, men alt dette sætter sit præg, når vi er sammen. Vi taler pænt til hinanden, men kun om ting, der egentlig ikke betyder så meget.

Svigermoderen har prøvet at få mig med nogle af byens (spidser ) damer ud at gå tur hver onsdag, men det hat jeg ikke lyst til og hun har også opgivet at snakke om det. Jeg er mindst 13 år yngre end disse damer og har slet ikke de samme normer og de har ikke samme tilgang til livet. Det er søde damer ( det er ikke alderen der skræmmer mig), men de ikke nogen jeg vil være sammen med hver onsdag i flere timer. Jeg kan godt indrømme, at jeg hader sladder, fordi jeg ved hvor ondt det kan være, og jeg nægter at se ned på andre, der har det slemt nok i forvejen.

Måske er jeg lidt for tilbageholdende, men jeg har mine meninger, og i de fleste tilfælde tør jeg også godt stå ved dem.

Nå det var lidt tanker omkrin min søns svigerfamilie, og jeg er glad for du lægger "øre" til.

Knusere fra Bea

[Anne]

Jeg har heller ingen døtre, og bliver derfor aldrig mormor - desværre.

Jeg er glad for at være farmor - jeg elsker mine børnebørn over alle grænser, MEN - jeg tror nok, et eller andet sted, er jeg en smule misundelig på mormor, for det er jo hende, min svigerdatter henvender sig til, ikke mig.

Min svigerdatter er en utroligt sød pige. Min søn og hende er de perfekte forældre, mit barnebarn er harmosnisk og vokser op i sunde, naturlige omgivelser, så hvad kan man ønske sig mere?

Jeg kunne aldrig finde på at blande mig i deres forhold eller i deres måde at opdrage deres barn på, for det har jeg intet at udsætte på. Min søns svigerfamilie er stor, min svigerdatter har 2 søstre som har børn i samme alder som mit barnebarn, så de ses mange gange tiere, end vi ser dem, for vi er bare os to, min mand og jeg, og derfor ikke helt så underholdende at være sammen med.

Min søn har svogre, som er blevet hans venner, og min svigerdatter har sine søstre og sine forældre, og er de unge i Nordjylland, hvor hun kommer fra, foregår der en hel masse i deres tætte fællesskab - et fællesskab, som vi slet ikke kender i min familie, da vi er spredt for alle vinde. Hele hendes familie bor alle i en radius af max. 10 km fra hinanden.

Egentlig burde jeg ikke have noget at klage over, men alligevel føler jeg mig sat ud på et sidespor. Jeg rejser gerne op til dem for at være sammen med dem og barnebarnet, når de en sjælden gang har brug for en barnepige. Jeg nyder, når lillepigen må blive hjemme fra børnehaven et par dage, og hun og jeg så bare hygger os sammen.

Det jeg har det lidt underligt med, er forholdet til min søde svigerdatter. Faktisk har vi ikke noget forhold til hinanden overhovedet. Hun er en veluddannet og dygtig pige med en lovende karriere foran sig. Måske føler jeg mig underlegen? Hendes forældre er "godt ved muffen" - vi er fattigrøve, der ikke kan hjælpe dem økonomisk - her føler jeg mig måske også lidt underlegen? Eller ja, det gør jeg, for jeg ville intet hellere end også at kunne hjælpe dem økonomisk, men det kan jeg ikke.

Min søns far lever ikke mere, og min søn accepterer først min nuværende mand nu, hvor han er blevet voksen, men så heller ikke mere. Det er således også for det meste kun mig, der rejser op til dem, når det drejer sig om flere dage. Min mand gider kun med, når vi kan tage hjem samme dag, og det er jo ikke så ofte, det sker.

Vi "snakker" aldrig sammen min svigerdatter og jeg. Hun henvender sig aldrig til mig, og forsøger jeg at få en samtale i gang mellem os, ignoreres jeg, eller hun svarer med enstavelsesord. Der bliver aldrig drøftet noget som helst - der bliver kun talt "small talk"! Sidder vi og hygger os, bliver jeg aldrig inddraget i en samtale. Så er det enten min søn og jeg der taler sammen eller min søn og min svigerdatter - aldrig os alle tre. Det ligger så langt fra, hvordan jeg er i min hverdag. Jeg er udadvendt og interesseret i, hvad der sker omkring mig, og jeg elsker en god latter, en dyb, god snak eller en meningsudveksling om det, der foregår i samfundet.

Jeg havde håbet, det med årene ville blive anderledes, men det er der ikke meget, der tyder på. Jeg har nogle gange nævnt mit problem for min søn, men han siger, at det er fordi hun er nordjyde, og de snakker kun åbent og fortroligt indbyrdes i deres egen familie.

Tja, det kan jeg jo ikke gøre så meget ved, men det gør mig alligevel ked af det, og jeg føler mig stækket, for jeg forstår ikke, hvorfor hun ikke er mere interesseret i at lære mig at kende som svigermor. Det er som om hun har nok i sin egen familie. Jeg har taget imod hende med åbne arme og aldrig lagt skjul på, at jeg synes hun er en dejlig pige og god kone for min søn, og det er bestemt ikke, fordi jeg har skubbet hende fra mig eller "omfavnet" hende for meget.

Det var i sin tid noget helt andet med min ældste søns, nu fraskilte kone. Hun havde ingen forældre, og hun lukkede mig ind lige med det samme. Desværre blev de jo skilt efter kun godt tre år, så hende "mistede" jeg jo sammen med mit ældste barnebarn. Godt nok har jeg forbindelse til hende i dag, men det er jo ikke som svigermor/svigerdatter, men som mor til mit barnebarn og jeg som farmor. Det er noget helt andet og meget mere overfladisk.

Alligevel har jeg det jo et eller andet sted godt med, at den lille familie trives så godt, så jeg må jo bare acceptere tingene, som de er og nyde bare at være sammen med dem.

[Biddi]

Jeg ¨år det helt dårligt af at læse jeres indlæg, som svigermødre til piger.
Jeg har også drenge og vil om føje år være i samme situation som jer.
Det må være uhyggeligt svært, at afgive det dyrebareste man har og jeg ved jeg vil få svært ved det, fordi det som regel altid er pigens forældre der er i højeste kurs, sådan er det bare.
Jeg ville da selv hellere spørge min mor end en "fremmed" kvinde til råds med barnepleje og samliv o.s.v så jeg gruer meget for om kemien med sønnernes valg kommer til at matche min kemi.
Det Anina skriver med at lære sønerne at man skal have medbestemmelse, det håber jeg man hen ad vejen har bibragt dem, men alligevel så tror jeg ikke det hjælper stort, for i forelskelses fasen bliver mange vaner til sædvaner og de fleste steder er det pigen der har noget at skulle have sagt.
Mange mænd tier for husfredens skyld tror jeg, jeg behøver bare at se på min egen bror, han har i hvertfald ikke bukserne på i det forhold. Hans er gift på 28 år med en pige som er 4 år ældre, hun er meget fornæret, hvilket aldrig har ligget til bror, før han mødte hende var han meget large med gaver o.l nu er det lige før han skal gøre rede for hver 5 øre han giver ud.
Med tiden er det som om det bliver værre og værre med hende, vi andre taler indbyrdes om problemet, men det er hans valg og det kan ingen hjælpe ham med.
Vi kan kun håbe han er lykkelig, selvom det er lillemor der bestemmer, hvad og hvornår.
Knus Biddi

[Bea]

Pyh - ha jeg får også sved på panden, Mn søn kom også sammen med en pige i fem år, der var skilmissebarn ( levet skiftevis med far eller mor i forskellige forhold). Jeg kom til at elske hende som en af mine egne. De boede her en lang periode og min forhenværende svigerdatter kunne godt finde på at købe slik, så skulle vi sidde i sengen og se TV. Hun elskede også os, og vi stortudede, da de endelig langt om længe gik fra hianden. De holdt meget af hinanden, men de var forskellige i alting. Min forhenværende svigerdatter læste og fik en høj uddannelse. Min søn kunne ikke klare sig verbalt og de skændes så det bragede. De slog op og kom sammen igen, jeg ved ikke hvor mange gange. det duede ikke, det kunne vi alle se, men det var sgu svært alligevel. De kunne ikke lade hinanden gå, men skændtes når de var sammen.

Det Anne skriver om hendes forhenværende svigerdatter får mig til at tænke på om unge piger fra splittede familier savner det trygge familieliv, som de ikke selv har haft og på denne måde bliver de mere knyttet til deres svigermor.

Pyh - ha Anne hvor er det synd for dig, og jeg synes altså ikke din svigerdatter kan være det bekendt. Dog forstår jeg godt du ikke vil blande dig. Jeg kan godt mærke at det er noget der gør ondt og jeg forstår Biddis betænkeligheder. Der er ikke andet at gøre end at snakke med vores sønner og være glade hvis de har det godt. Det er ikke til at holde ud, hvis man blir uvenner.

Min svigerdatter vil heldigvis godt snakke med mig og tiltaler mig pænt. Det der nok også går mig på, er at hendes forældre er gavmilde hvad penge angår og at det påvirker min søn med al det " glimmer".

Jeg ville selvfølgelig gerne kunne give mine børn noget mere materielt, men jeg er af den faste overbevisning, at de har godt af at lære at tjene deres penge selv. Hvis de virkelig kom i nød, ville vi gøre alt for at hjælpe vores unger og svigerbørn.¨

Når jeg tænker på min datter skal jeg også minde hende på, hvor glad hendes svigermor er for Møvs. Hun kan nemlig heller ikke så godt med hendes svigermor. Hun prøver alt hvad hun kan, men hun siger, det er svært. Det er meget lettere og være mig end svigermor. Hvor uretfærdigt!!!!!!!!

Jeg tørrer virkelig panden for sved, for her er et emne som trænger til at blive beslyst og gode råd er en mangel vare.

Jeg tror altså også kvinden er den, der mest får sin vilje i et parforhold. Mænd er mere konfliktsky. Dopg må vi ikke glemme at gøre som anina har gjort, at fortølle at i et parforhold skal man være ligeværdige og hjælpe hinanden, respektere hianden og hinandens oprindelse og bagland.

Nå jeg skal us og kikke til aftensmaden.

Ses

Tanker Bea

[Anne]

Nu må mit indlæg ikke opfattes, som om min svigerdatter ikke behandler mig ordentligt, for det gør hun helt bestemt. Jeg er måske også lidt gammeldags i min opfattelse af en svigerdatter - jeg havde nok håbet på det samme forhold til hende som jeg havde til min ex-svigerdatter, og så blev det stik modsat.

Som jeg har skrevet tidligere, kan jeg rigtig godt lide hende, og hun er en perfekt mor for mit barnebarn og en dejlig kone for min søn. Jeg VED, at de er utroligt glade for hinanden, så der er ikke noget at klage over.

Det er bare den åbenlyse afstandtagen jeg ind imellem har svært ved at klare. Jeg ville gerne have lidt mere nærvær, når vi endelig er sammen, for det er der virkelig ikke meget af. Jeg prøver at vende det til noget positivt - jeg prøver at overbevise mig selv om, at grunden til hendes tavshed og tilbageholdenhed er, at hun vil "overlade" min søn og mit barnebarn til mig, de sjældne gange, vi ses. Jeg håber, det er sådan - bare lidt! :P