Jeg har heller ingen døtre, og bliver derfor aldrig mormor - desværre.

Jeg er glad for at være farmor - jeg elsker mine børnebørn over alle grænser, MEN - jeg tror nok, et eller andet sted, er jeg en smule misundelig på mormor, for det er jo hende, min svigerdatter henvender sig til, ikke mig.

Min svigerdatter er en utroligt sød pige. Min søn og hende er de perfekte forældre, mit barnebarn er harmosnisk og vokser op i sunde, naturlige omgivelser, så hvad kan man ønske sig mere?

Jeg kunne aldrig finde på at blande mig i deres forhold eller i deres måde at opdrage deres barn på, for det har jeg intet at udsætte på. Min søns svigerfamilie er stor, min svigerdatter har 2 søstre som har børn i samme alder som mit barnebarn, så de ses mange gange tiere, end vi ser dem, for vi er bare os to, min mand og jeg, og derfor ikke helt så underholdende at være sammen med.

Min søn har svogre, som er blevet hans venner, og min svigerdatter har sine søstre og sine forældre, og er de unge i Nordjylland, hvor hun kommer fra, foregår der en hel masse i deres tætte fællesskab - et fællesskab, som vi slet ikke kender i min familie, da vi er spredt for alle vinde. Hele hendes familie bor alle i en radius af max. 10 km fra hinanden.

Egentlig burde jeg ikke have noget at klage over, men alligevel føler jeg mig sat ud på et sidespor. Jeg rejser gerne op til dem for at være sammen med dem og barnebarnet, når de en sjælden gang har brug for en barnepige. Jeg nyder, når lillepigen må blive hjemme fra børnehaven et par dage, og hun og jeg så bare hygger os sammen.

Det jeg har det lidt underligt med, er forholdet til min søde svigerdatter. Faktisk har vi ikke noget forhold til hinanden overhovedet. Hun er en veluddannet og dygtig pige med en lovende karriere foran sig. Måske føler jeg mig underlegen? Hendes forældre er "godt ved muffen" - vi er fattigrøve, der ikke kan hjælpe dem økonomisk - her føler jeg mig måske også lidt underlegen? Eller ja, det gør jeg, for jeg ville intet hellere end også at kunne hjælpe dem økonomisk, men det kan jeg ikke.

Min søns far lever ikke mere, og min søn accepterer først min nuværende mand nu, hvor han er blevet voksen, men så heller ikke mere. Det er således også for det meste kun mig, der rejser op til dem, når det drejer sig om flere dage. Min mand gider kun med, når vi kan tage hjem samme dag, og det er jo ikke så ofte, det sker.

Vi "snakker" aldrig sammen min svigerdatter og jeg. Hun henvender sig aldrig til mig, og forsøger jeg at få en samtale i gang mellem os, ignoreres jeg, eller hun svarer med enstavelsesord. Der bliver aldrig drøftet noget som helst - der bliver kun talt "small talk"! Sidder vi og hygger os, bliver jeg aldrig inddraget i en samtale. Så er det enten min søn og jeg der taler sammen eller min søn og min svigerdatter - aldrig os alle tre. Det ligger så langt fra, hvordan jeg er i min hverdag. Jeg er udadvendt og interesseret i, hvad der sker omkring mig, og jeg elsker en god latter, en dyb, god snak eller en meningsudveksling om det, der foregår i samfundet.

Jeg havde håbet, det med årene ville blive anderledes, men det er der ikke meget, der tyder på. Jeg har nogle gange nævnt mit problem for min søn, men han siger, at det er fordi hun er nordjyde, og de snakker kun åbent og fortroligt indbyrdes i deres egen familie.

Tja, det kan jeg jo ikke gøre så meget ved, men det gør mig alligevel ked af det, og jeg føler mig stækket, for jeg forstår ikke, hvorfor hun ikke er mere interesseret i at lære mig at kende som svigermor. Det er som om hun har nok i sin egen familie. Jeg har taget imod hende med åbne arme og aldrig lagt skjul på, at jeg synes hun er en dejlig pige og god kone for min søn, og det er bestemt ikke, fordi jeg har skubbet hende fra mig eller "omfavnet" hende for meget.

Det var i sin tid noget helt andet med min ældste søns, nu fraskilte kone. Hun havde ingen forældre, og hun lukkede mig ind lige med det samme. Desværre blev de jo skilt efter kun godt tre år, så hende "mistede" jeg jo sammen med mit ældste barnebarn. Godt nok har jeg forbindelse til hende i dag, men det er jo ikke som svigermor/svigerdatter, men som mor til mit barnebarn og jeg som farmor. Det er noget helt andet og meget mere overfladisk.

Alligevel har jeg det jo et eller andet sted godt med, at den lille familie trives så godt, så jeg må jo bare acceptere tingene, som de er og nyde bare at være sammen med dem.