Gibran om fornuft og følelser...

Og præstinden tog atter til orde og sagde:"Tal til os om fornuft og følelse."
Og han svarede og sagde:
"Jeres sjæl er ofte en valplads,på hvilken jeres fornuft og dømmekraft fører krig mod jeres følelser og jert begær.
Kunne jeg blot være sjælens fredsmægler og vende spliden og splittelsen i jert indre til enhed og harmoni.
Men hvorledes kan jeg det,medmindre I også selv er fredsmæglere,nej,elskere af alt,hvad der rører sig i jer?

Jeres fornuft og jeres følelser er jeres søfarende sjæls ror og sejl.
Knækker roret eller flænges sejlene,må I drive hid og did eller ligge stille midt på havet.
Thi hvor fornuften alene råder,er den en begrænsende kraft;og hvor følelserne ikke er under kontrol,er den en flamme,der fortærer sig selv.
Lad derfor jeres sjæl opløfte fornuften til følelsernes tinder,hvor den kan bryde ud i jubel.
Og lad den lede jeres følelser mod fornuft,for at følelserne må have liv gennem deres egen daglige opstandelse og som fugl Phønix rejse sig af deres egen aske.

Gid I ville betragte jeres dømmekraft og jert begær som to elskede gæster i jert hus.I ville ikke vise den ene gæst mere ære end den anden;thi den,som udmærker den ene frem for den anden,mister begges hengivenhed og tillid.
Når I sidder på højene i de hvide poplers skygge,og tager del i fjerne markers og enges stilhed og fred-lad da hjertet lydløst hviske:"Gud hviler i fornuften".
Og når stormen rejser sig,og den kraftige vind rusker i skoven,og torden og lynild udråber himlens majestæt-lad da hjertet i ærefrygt sige:"Gud bevæger sig i følelserne".
Og da I er åndedrag i Guds sfærer og løvværk i Guds skove,bør også I hvile i fornuften og bevæge jer i følelserne."