Kære Anina

Det er en meget spændende tråd du har plantet her.

Sjovt nok havde jeg for et par år siden en lille leg kørende sammen med et par kolleger. Den hed: Dem kan vi lide og dem kan vi ikke lide.

Den gik så ud på, at vi på skift slyngede et navn ud (aldrig andre kolleger, venner og familie), og så skulle vi hurtigt sige in eller out. Ikke megen at tænke sig om i - det var netop ideen. Det skulle komme lige fra hjertet. Derefter kom så begrundelserne for hvorfor eller hvorfor ikke.

Jeg må sige, at det ikke var videre akademisk eller seriøst, men alligevel viste det sig, at være en meget sjov lille leg. Det kom jo netop til at sige en hel del om os selv.

F.eks - Thomas Eje: Out, han har sådan et selvglad smil, eller lignende. Og derefter så måske indvendingerne, og det kunne også ske, at man nuancerede sin indstilling undervejs, når man hørte andres holdninger og argumenter.

Men det korte af det lange var jo, at der ikke var noget rigtigt svar. Legen havde jo et helt andet fokus - at fortælle om os selv.

Jeg har tænkt over, hvilke mennesker, jeg ville pege på. Og i første omgang kørte jeg lige fast i at de skulle være døde. De eneste jeg lige i den sammenhæng kunne komme i tanker om var: Astrid Lindgren, Agnes og Poul Henningsen, Astrid Gøssel.

Måske kommer der flere efterhånden som jeg tænker over det.

As nulevende vil der være mange flere, som jeg mener er et kæmpetab for verden, og hvem jeg ville ønske mine børn kunne møde.

Men så kommer også det mærkelige: Mange interessante kulturpersonligheder er de rene skarn som mennesker. Tænk bare på Krøyer, Picasso, og der er sikkert en hel stribe mere.

Sidder f.eks. i øjeblikket og læser Jørgen Leths selvsmagende bog: Det uperfekte mennesker. Den kan jeg absolut ikke anbefale, men jeg fik den af min søn i julegave, og føler mig forpligtet til at læse den. Jeg siger jer - mage til ulækre mandsperson, skal man lede længe efter.

Men jeg er med på legen, og synes den er rigtig sjov og god. Det sætter tanker igang.

Godmorgen hilsener
Barbara