Citer Oprindeligt indsendt af Joanna
Nogle mennesker har mere en én åndelig vejleder, men der er altid en der er din personlige
vejleder, der følger dig fra din første færd i dette liv ¶ og hele vejen til du ´slipper jordenergien.´
Hej Joanna

Jeg har fulgt med fra sidelinien lige siden du har skrevet om skytsånder først. Jeg må indrømme, at det er lidt som at læse en fantasyfortælling.... ikke fordi jeg er sceptisk (det er jeg ikke!), ikke fordi jeg ikke tror på "noget" (det gør jeg!) og heller ikke fordi jeg ikke har tillid til dine ord (det har jeg!).

Det jeg hermed vil sige er, at jeg aldrig nogensinde følt noget/nogen som helst befinde sig på "min" side over i det "æteriske"..... jeg har altid følt mig total alene (ikke på den triste måde) og fuldstændig overladt til min egen skæbne, min egen opfindsomhed og mine egne ressourcer.....

Tænker jeg på det åndelige følgeskab "ser" jeg, for mit eget vedkommende kun en livløs tomhed - medens jeg levende kan mærke at de fleste andre mennesker befinder sig indenfor en omsorgscirkel i et "usynligt" fællskab med "noget levende hinsides denne virkelighed"....

Jeg har heller ikke noget som helst problem med at bringe mig selv ind i en tilstand af ro og afslapning.... så intens at hvis jeg ikke er opmærksom - vil det kunne bringe mine livsprocesser til ophør. Det er i hvert fald, hvad jeg rent faktisk har oplevet og hvor hjertet slog langsommere og langsommere, freden har sænket sig over mig, lydene forstummedes i takt med de blidere og blider hjerteslag..... indtil den fysiske kropsfornemmelse forsvandt og jeg ikke længere var en fysisk væsen.

Hvad der så skete efter "et par år" - altså en evighed var en kraftig krampe som gennemrystede hele kroppen som om jeg fik en elektrisk stød af enorm power.... og så "kom virkeligheden tilbage", men altså kun i sindet. Min krop kunne jeg ikke mærke i dagevis og det er en helt ubeskrivelig fornemmelse at være til, udføre dagligdags gøremål uden at kunne mærke grebet om kniven som man skærer et stykke brød af med, uden at mærke brødet man holder med den anden hånd.... jeg havde en lille dreng at tage hånd om men selv var jeg hverken sulten eller tørstig. Jeg skulle heller ikke gå på toilettet i all den tid indtil min "kropsfornemmelse" indfandt sig ganske pludselig igen en dag når jeg vågnede op en morgen.

Det var en besynderlig oplevelse af virkeligheden, men jeg var på intet tidspunkt angst og usikker. Jeg har antaget en stoisk holdning til tilstanden og bekymrede mig kun for de praktiske ulemper derved samt holdt min oplevelse tæt til kroppen, for ikke at blive tvangsindlagt med en diagnose....

Og midt i alt dette har jeg netop funderet over det totale fravær af kontakt med virkeligheden over vores og den absolutte ensomhed jeg oplevede i tilstanden (præcist som jeg også oplevede inden og efter jeg har indladt mig på min eksperiment i den absolutte "afslapning"). Jeg har aldrig siden kunne slippe denne erkendelse, at der er ikke nogen "på min side" og at alt som skal klares - må jeg klare selv.

Jeg vil så lige tilføje, at siden denne oplevelse har jeg været yderst påpasselig med at eksperimentere med min krop og sind og nu bruger jeg kun "viljen" til at styre stress med. Desuden får jeg babyer og hvalpe til at falde til ro og støtter voksne i krise ved at "tænke problemet væk". Det er meget mærkeligt synes jeg.... det er som om jeg er min egen "vogter" og sålænge jeg er mig dette bevist - kan der ikke ske mig noget ondt... Men altså intet væsen i min nærhed. Kun mig selv....

Knus
Anina

P.S. Hmm... når jeg tænker mig om, så er det altså ikke første gang at jeg havde oplevelsen af den totale "selveksistens" uden kontakt til andre end selve "univers" med følelsen af at befinde mig uden en forbindelse og/eller en forankring i en virkelighed jeg var fælles om med andre end mig selv.....

Jeg var ikke ældre end at jeg kun kunne se over en bordkant. Det var midt om natten og jeg stod foran et af vinduerne, meget høje vinduer fra gulv til loft i mit barndomshjem. Jeg så på den mørke himmel og havde en stærk fornemmelse af at blive efterladt her på Jorden i den totale isolation fra det/dem som har efterladt mig her. Jeg kan huske de tavse spørgsmål jeg sendte med tanken ud i mørket.....

Spørgsmål om hvorfor jeg er blevet ladt tilbage her alene. Spørgsmål jeg aldrig har modtaget svar på under nogen som helst form. Spørgsmål jeg ikke længere stiller og faktisk ville afvise svarene på, hvis de nogensinde indfandt sig. Jeg ønsker faktisk ikke længere at vide hvad var grunden til denne oplevelse. Jeg tror ikke, at jeg ønsker at acceptere en forklaring uanset hvor "betydningsfuld" denne kunne blive. Intet kan godtgøre et lille barns forladhed og intet kan komme med en forklaring som kan udviske disse minder.