Lavt stofskifte eller hypothyreose behandles aktuelt i Danmark med et syntetisk lægemiddel og intet andet. Resultaterne er derefter: patienterne er i varierende grad underbehandlede, hvor graden af hvor "vellyket" behandlingen anses for at være, kun varierer i overensstemmelse med graden af underbehandlingen. De mindst underbehandlede har det "bedst". De mest underbehandlede har det værst. Og allerværst har det de, som ikke sættes i behandling overhovedet, idet deres "tal" (TSH=Thyroidea Stimulerende Hormon) siger, at de slet ikke er syge.... mens de netop er det.

Der findes andre behandlingsmuligheder, men ikke i Danmark. Selv de holistiske læger vi har, der kan ses listet op på Mayday-info.dk - gør ikke et stort nummer af netop lavt stofskifte-folke-sygdommen - hypothyreose. Om de deler opfattelsen af hypothyreose, som værende en "bagatel-sygdom", med flertallet af almindelige mainstream-læger er ikke til at vide. Derimod er det tydeligt, at deres udeladelse af fokus på folkesygdommen hypothyreose - taler sit eget tydelige sprog. Sådan er det heldigvis ikke generelt. Der findes læger i udlandet, der behandler deres stofskifte-patienter orthomolekylært, dvs. med kroppens egne, velkendte stoffer såsom naturidentiske hormoner, vitaminer, fedtsyrer, enzymer og aminosyrer.

Vores egen Erik Kirchheiner beskrev den orthomolekylær medicin således:

Orthomolekylært er et nyt ord og et svært ord; men det vil snart vise sig at være nyttigt og praktisk at kende det. Det orthomolekylære er nemlig det, der består af eller benytter de rette molekyler.

Orthos på græsk betyder det rigtige eller det korrekte. Vi genfinder ordet i ortodoksi, den rette lære; ortografi, den rette skrift; og ortopædi, den rette træning og behandling, nemlig af funktionsfejl.

Betegnelsen orthomolekylær blev introduceret i moderne videnskab af den geniale biokemiker og dobbelte nobelpristager Linus Pauling. Ved brugen af de rette molekyler i de rette mængder i organismens cellemiljø opnår man den optimale indre økologi, hvor organismens selvhelende kræfter får de bedste muligheder for at udligne mangler og overvinde lidelser.

De rette molekyler er de, som legemet allerede kender og anvender, som er legemskompatible og derfor naturligt indgår i kroppens funktioner.

Sådanne orthomolekylære substanser vil i første række være nutrienterne - altså mineraler, vitaminer, aminosyrer, essentielle flerumættede fedtsyrer, enzymer af den type kroppen selv organiserer og andre ernæringsfaktorer, som menneskeslægten gennem talrige årtusinder har lært at optage, afgifte og udnytte.

Orthomolekylær behandling virker altså helbredende ved at fremme den naturlige indre økologi. Den står således i modsætning til vor tids lægebehandling, der fortrinsvis er xenomolekylær, altså fremmedmolekylær, med fortrinsvis brug af legemsfremmede syntetiske farmaceutiske substanser, der ikke samarbejder med den indre økologi, men tværtimod forgifter den, på samme måde som sprøjtemidler, kunstgødning og industriforurening forgifter både det ydre og det indre miljø." Kilde...

***

Der er ikke noget hokus pokus ved den orthomolekylære medicin. Det er ikke på et brevkursus man erhverver titlen orthomolekylær læge. De orthomolekylære læger der findes ude i verden er skolemedicinsk uddannede på klassiske lægestudier og underkastede samme regler og krav som alle andre, før de bliver uddannet til læger og speciallæger. Hvad er så forskellen mellem almindelige læger og de orthomolekylære? Forskellen er, at de første praktiserer slavisk hvad de en gang har lært og det er utroligt svært at få dem til at afvige deres barnelærdom som læger, medmindre de er under vingerne af medicinalfirmaer, der selv "lærer" dem alt "man" mener de har brug for at vide. Det er langt fra altid at denne "viden" gavner deres patienter. Ofte bliver patienterne endnu mere syge af den lægehjælp de modtager fra deres mainstream-læger. Men hovedsagen er jo, at der bliver solgt så mange tabletter som muligt, til så mange patienter som muligt....

Ortomolekylære læger derimod ophører aldrig med at lære hvad de endnu ikke har lært, i erkendelse af, at der er altid mere at lære endnu. Sådan lidt i retning af, som i den tusinde år gammel kinesiske lægekunst, hvor en læge først begynder at lære lægekunsten efter at han/hun er færdiguddannet på læreanstalten. Der begynder den egentlige læreprocess og den ophører først når lægen dør. Det lyder som et eventyr, ikke sandt? Forestil os bare en læge, der aldrig giver op og aldrig opgiver sine patienter....

Sådan en læge har finnerne. Hun hedder Karin Munsterhjelm-Ahumada