Fay Weldon: Jeg er den eneste feminist er overskriften på dagens artikel i Politiken, skrevet på baggrund af interviewet i The Guardian.

Fay Weldon citeres for en række erklæringer, man kun kan nedkomme med når man er for gammel til at skulle bevise noget som helst og reelt føler sig hævet over forpligtelsen til at skulle forsvare sine holdninger. Denne tendens hos Fay Weldon har jeg iagttaget vokse gennem årene, hvilket gjorde det af med min interesse for nærmere at udforske hendes tanker formidlet gennem en lang række bøger, hvoraf følgende er udgivet i Danmark:

  • Praxis - (roman), 1980
  • Støvbold - (roman), 1981
  • Præsidentens barn - (roman), 1982
  • Veninder - (roman), 1983
  • En hun-djævels bekendelser - (roman), 1984
  • Glem mig ikke - (roman), 1985
  • Polaris og andre noveller - (novellesamling), 1986
  • Nede mellem kvinderne - (roman), 1987
  • Shrapnel akademiet - (roman), 1987
  • Landets hjerte - (roman), 1988
  • Leveregler - (roman), 1988
  • Mænds liv og hjerter - (roman), 1988
  • Joannas kloning - (roman), 1989
  • Robothunden ulv - (roman), 1989
  • Den gale trompetist - (roman), 1990
  • Darcys utopia - (roman), 1991
  • Livskraft - (roman), 1992
  • Bjørnedrøm - (børnebog), 1993
  • Carmen og djævelen - (roman), 1993
  • Farlige aspekter - (roman), 1993
  • Splid - (roman), 1995
  • Det værst tænkelige - (roman), 1997
  • Store kvinder - (roman), 1998
  • Rhode Island blues - (roman), 2000
  • Bulgari-forbindelsen - (roman), 2001
  • Auto de Fay - (biografi), 2002
  • Ikke en trævl at tage på - (roman), 2003
  • Mandefælden - (roman), 2004
  • En stor familie - (roman), 2006
  • Sådan bliver kvinder lykkelige - (roman), 2007
  • Kvinder på kur - (roman), 2008
  • Stedmorens dagbog - (roman), 2009


Alligevel forsøgte jeg, i retfærdighedens navn, at åbne hver eneste af hendes bøger udgivet i Danmark til og med bogen Store kvinder, med undtagelse af børnebogen Bjørnedrøm. "Forsøgte" er det rette ord, idet det er gået med den sidste bog i 1998, som det gik med alle de forrige.... Jeg har aldrig formået at læse en eneste af hendes bøger til ende. Dette trods de mange tusinde gode bøger jeg ellers havde læst (til ende) gennem de sidste (over) fyrre år. Ikke alene keder Fay Weldons bøger mig. De irriterer mig. Fay Weldon irriterer mig. Gudskelov!

Det irriterer mig at hendes bøger giver mig en oplevelse af at blive talt ned til og en følelse af at læseren bliver ikke "regnet for noget" af forfatterinden. Da Fay Weldon har konsekvent arbejdet for at blive brandet som feminist, måtte man formode at hendes mål og interesse var at nå igennem til alle fritænkende kvinder og gerne også give de (endnu) ikke så fritænkende kvinder en mulighed for netop at "se lyset". I stedet - udviklede Fay Weldon konsekvent sit forfatterskab og den bagvedliggende filosofi så det endte med, at hun blev feminismens Bridget Jones eller Nynne (Ta' 4 - betal for 3).

Hvis Fay Weldon ikke var blevet en populist, hvis arbejde ikke alene var helliget hendes forfatterskab men også (for)bruget af ressourcerne på at skaffe sig en trofast læser(inde)skare i de kvinder, der jo gerne vil være frigjorte, selvstændige og respekterede, men som ikke vil betale prisen herfor - ville Fay Weldon gå over i litteraturhistorien som en stor forfatter... Men "brandet" skulle jo passes og fortrængede derved alt det, som kunne have gjort hende til en stor forfatter.

Fay Weldon har passet og plejet sin internationale "læser-klub" så lufttæt, at hun derved forspildte en enestående chance for at kunne byde verden et lige så enestående bidrag til litteraturen. Hendes ulykke er, at hun er en fremragende skribent, der hellere ville gøre det som feminist. Det lykkedes også. Det blev hun. Hun blev en discount-feminist for dem, der ikke vidste bedre og som i virkeligheden selv efterlignede hende ved at skrappe om kvindesagen på samme populistiske manèr som guruinden førte an i.

Politisk var Fay Weldons forfatterskab med til at kastrere kvindebevidstheden og lære kvinderne nøjes med overskrifter, søge efter nemme løsninger og anerkende årenes voksende populistiske strømninger i samfundet.... Dermed bidragede Fay Weldon, gennem sine læserinder, ad de demokratiske kanaler - til en understøttelse af samfundenes højre drejning, de kommende generationer kommer til at lide under...

Takket Fay Weldon mange gode kvinder er gået tabt for kvindesagen, vel at mærke dennes essentielle væsen, betalt med forandringer, blod, sved og tårer i generationer. Den samme Fay Weldon har i dag den frækhed at erklære højt og tydeligt, at »Jeg er sikkert den eneste feminist, der er, og alle de andre er ude af trit« eller at andre feminister »ender som regel med at give hende ret«

Det er ikke til at vide om det er kronisk hovmod eller demens , der giver interviewet i Guardian omtalt i Politiken i dag. Men det er krystalklart, at det er ikke feministen, der taler, men en populistisk, mellemklasse forfatter, som har opnået anerkendelse båret frem og igennem på skuldrene af sine lige så populistiske læsere.

Godt nok ligger det tilbage i 1998, jeg sidst har holdt Fay Weldons bog åben i hænderne, opgivende efter ca. 50 kedelige sider. Denne dag besluttede jeg mig for - aldrig nogensinde mere spilde min dyrebare levetid på at give hendes bøger flere chancer. Derfor kunne jeg dog fortsat håbe, at Fay Weldon i de mellemliggende år er blevet klog og viis. Det er hun ikke. Interviewet taler sit tydelige sprog, så hermed kan jeg kun lykønske mig selv for at være forudseende nok til undgå at spilde de mellemliggende 11 år med at være opmærksom på hendes bøger. Visse bøger er livet for kort til at spilde på.

I dag ved jeg, at sker det for en endnu "uskyldig" læser(inde) at fatte interesse for og endda nyde Fay Weldons bøger - kunne man (jeg) med rette spørge om, hvad i alverden er der galt med vedkommende?