Dr.med. Ove Strandberg
Solmaskinen

Den tragiske dansker Niels R. Finsen søgte mod solen i den københavnske tåge og fandt ikke nok - og opfandt sin Kulbuelampe. Det var den første, menneskeskabte Solmaskine.

Dr. med. Ove Strandberg havde mod nok til at bruge den i behandlingen af patienter, der var nået til det sidste stadium af deres sygdom, som man dengang betragtede som den tuberkuløses dødsdom. Uden at vente sig stort af forsøget rettede han Solmaskinen mod den lille avissælgerske, hvis røst var ebbet ud i en hvisken - og som skulle ernære fire børn, og var afgjort dødsdømt.

Længe efter mødte han hende igen. Hun kom løbende langs med sporvognen, skrigende med sine aviser. Da burde hun være død for længe siden.

***

Kan menneskeheden modtage Solens dødsbekæmpende energi uden selv at vide af det, få den frit, intetanende, ganske som den, uden at skænke det en tanke, indånder den friske luft?

Et var nødvendigt for at gøre dette til andet end en drøm: en eller anden sygdom så fortvivlet, at dens overvindelse blev dramatisk, måtte bekæmpes ved Solmaskinen - og det spillede ingen rolle, at det var et primitiv apparat, der fremstillede energien.

Det var nødvendigt at bevise, at selvom den første Solmaskine var komisk og kluntet, så kunne en menneskeskabt Sol gøre det. Vi kan takke overlæge Axel Reyn, der er en meget blid og hensynsfuld læge, og overlæge Ove Strandberg, der tog hårdt på det - for at bruge et mildt udtryk - for, at det bevis nu er der.

Læseren vil huske, at da Finsen lå for Døden i 1904, sagde han til sin hustru, at lysbade, der brunede hele legemet, vilde komme til at betyde langt mere end lysbestrålinger af kun selve de ondartede tuberkulosesår.

Det havde ikke undret, om Finsens efterfølger, dr. Axel Reyn, straks havde gjort forsøget. Da Finsen døde, måtte mere end 40 procent af de behandlede Lupuspatienter forlade Instituttet som uhelbredelige. Var det netop derfor, Reyn ikke straks begyndte på lysbade? Var det, fordi disse 40 procent virkede så helt håbløse? Dr. Reyn, der var gift med Finsens søster, holdt alle dage den tragiske pioners minde højt. Men dog udtalte han i begyndelsen, at man ikke kunde vente sig store resultater af lysbade på de helt fortvivlende tilfælde.

Årene gik, og ad mærkelige omveje kom Finsens ide i dødens time tilbage til København via Samaden og Leysin, fra de schweiziske Alper. Reyn opdagede, hvilke langsomme mirakler gamle doktor Bernhard og Rollier udrettede, når de brunede dødsdømte mennesker over det hele i bjergenes sol.

Men hvor fandt man helårssolen i København?

***

Kort tid efter indrettede Reyn en Lysbadeanstalt på Finsen Instituttet, hvor patienterne helt blottet tog kunstige solbade, med hovederne dækket mod de to vældige kulbuelampers blå flammer. Væggene var mørkeblå, og patienternes skygger mod den baggrund var af barok, malerisk virkning.

Det var patienter, hvis ansigter var fuldkommen håbløst hærgede af Lupus. Tilfælde, som Reyn intet håb havde om at kunne helbrede. De sad der dag efter dag, stadig længere lysbadetid, indtil de var oppe på to timer, og lyset gjorde dem røde på kroppen; så skallede de af og blev brune, og i løbet af en måned befriedes de for deres forgiftede, tuberkuløse sløvsind. Det stærkeste første Finsenlys, udelukkende rettet mod deres sårbeklædte ansigter, havde ikke formået at stramme dem op. De hørte hjemme blandt de 40 Procent uhelbredelige. Men efter at de havde fået solbad over hele Kroppen, blev de modtagelige for de ultraviolette stråler mod sårene - de svandt ind, de lægtes. Det var næsten ufatteligt.

***