"Lægerne fortæller os, at visse Sygdomme er uhelbredelige.
Ved De, hvad en uhelbredelig Sygdom er?
Det er en, som Lægerne ikke ved noget om.
Sygdommen selv har ikke det fjerneste imod at blive helbredt."
Charles F. Kettering


Niels R. Finsen - lysets jæger

Danskeren Niels R. Finsen sad i sine egne tanker under det medicinske studium og lagde mærke til en kat, der lå på et tag lige under hans vindue. Katten flyttede sig hele tiden ud i solen, efterhånden som skyggen nåede den. Den danske vinter kender ikke megen sol, og da Finsen ville i arbejde med konstruktionen af en maskine, der kunne erstatte sollys, lo den danske lægestand ham ud. Derfor helbredte han sit første tilfælde af hudtuberkulose, Lupus, på Elektricitetsværket i København - og ingeniørerne lo ikke.

Døden havde allerede mærket Niels R. Finsen, da han opdagede, at sollysets energi kan være dødens værste fjende.

Finsen var ikke alene den første videnskabelige Soljæger, men tillige den første, som systematisk kæmpede med døden ved solens hjælp, og desuden er han Maskin-Kurenes (terapeutiske buelamper/"højfjeldssol"/red.) grundlægger. Han tog fat fem og tredive år før Whitney begyndte at bekæmpe Den Blege Rædsel (syfilis/red.) med sin radiotermi.

Man kan dårligt kalde Niels R. Finsens iagttagelser af en dvask kats bevægelser efter solen for en logisk oprindelse for tekniske helbredelsesmetoder. Men hans opdagelse - der nærmest formede sig som et elleveårigt kapløb med døden - blev til gennem en kæde af begivenheder, der tilsyneladende var uvidenskabelige og ikke ganske i overensstemmelse med den ortodokse lægevidenskab.

Hans pudsige små eksperimenter på hans hustrus øre, kan de højtlønnede forskere i hypermoderne, teknisk fuldkomne laboratiorier, hvor videnskaben er den rigtige videnskab, godt affærdige med et skuldertræk. Men det vil være sundt for enhver, som kun kender videnskabeligt arbejde fra slige laboratorier, at indprente sig, hvorledes det første forsøg på at overvinde den forfærdelige og uhelbredelige (dengang/red.) hudtuberkulose fandt sted på Elektricitetsværket i København. Ikke på et hospital. Og mens han således dumtdristigt stræbte mod lyset, havde han ikke en eneste læge, kun ingeniører, som opmuntrende tilskuere.

Finsen var anderledes end alle andre dødelige lige til den dag, da han, døende, lo dæmpet og sagde: "Gid jeg kunne overvære min egen obduktion!"

Kun et virker mere forbløffende end hans gerningers originalitet - og dette er moderne lægers forsømmelighed, hvor det gælder om at drage den fulde nytte af hans opdagelse. Hans kunstige sol er det stærkeste våben, vi ejer mod alle arter af tuberkulose. Hvorfor bliver så alle de mange hundred tusinder da ved med at dø? (skrevet i 1932/red.)

Den gåde må læseren selv fundere over. Den er lige så dyb som den tankegang, hvormed Finsens sære, kejtede hjerne drømte sit sælsomme, videnskabelige digt om solen mod døden - til virkelighed. Det er muligt, at hans efterfølgere, både den nuværende formand for Lysinstitutet, den rolige overlæge Axel Reyn og øre-næse-halslægen, overlæge Ove Strandberg er alt for beskedne og tilbageholdende. Sådan er danskere ofte. De undskylder næsten for at have begået opdagelser, som omgående kunne frelse i tusindsvis af liv om året, for ikke at forglemme al den smerte og sorg, de kunne spare os. De er for velopdragne til at råbe højt om deres arbejde.

***