Hej til alle

Jeg hedder Karina. Jeg er 41 år, er gift med en virkelig dejlig mand, og bor i Jylland. Vi har desværre ingen børn, men vi har en hund, og vi bor et dejligt sted med skøn natur omkring os.

Jeg er blevet opfordret til at skrive et lille indlæg om mig og mit liv, og det vil jeg så prøve! Jeg vil meget gerne modtage kommentarer og gode råd - så, nu prøver jeg!

Da jeg var 17 år gammel var jeg netop færdig med gymnasiet. Matematisk-samfundsfaglig linie. Jeg vidste ikke helt hvad jeg ville, så jeg flyttede hjemmefra og fik forskellige jobs. Bl.a på kontor! Men mit helbred blev ringere og ringere. Jeg var syg hele tiden. Jeg kunne få feber på 41 gr i løbet af en time, men sådan havde det været hele min barndom og ungdom, så lægen sagde at "det er en del af dit image min pige"! En del af mit image???

Nå, men der begyndte at komme ledsmerter i stor stil. Jeg havde et par rengøringsjobs, og selvom det kun var få timers rengøring, opdagede jeg hurtigt en voldsom forværring, ikke kun fysisk men også psykisk. Jeg gik til læge og blev plastret til med alle mulige støttebind og fik at vide at jeg er helt ekstrem hypermobil så det var nok derfor jeg havde så ondt.

Smerterne tiltog, og indvendig begyndte jeg at føle mig som sådan en taber. Jeg havde så svært ved at koncentrere mig, og der var alt muligt galt hele tiden. Jeg havde kronisk forstoppelse, voldsomme mareridt stort set hver nat, og begyndte at udvikle en stærk angst for at være alene, foruden at jeg regelmæssigt enten havde influenza, halsbetændelse eller lungebetændelse. Jeg havde fået et arbejde på kontor med gode muligheder for en dejlig karriere, det var hos et shipping-firma, men jeg kunne slet ikke overskue noget som helst, så jeg sagde op. Jeg fik en ny læge, og efter en enkelt konsultation, sagde han til mig at det så ud som om jeg havde noget der hedder Fibromyalgi. Jeg havde aldrig hørt om det før, men han fortalte at det er noget man havde fundet frem til i USA, og han havde læst en masse om det. Han sendte mig til videre undersøgelser på Kommunehospitalet i Århus, på ortopædisk afdeling og jeg kom i kløerne på Torsten Hansen. Åh, hvor var han dog en dejlig og behagelig mand. Han var professor og samtidig idrætslæge og hans tilgang til min sygdom gjorde at jeg ikke længere betragtede mig selv som et psykisk tilfælde.

Jeg gik hos ham i flere år, og samtidig fik jeg fra min kommune grønt lys til revalidering så jeg kunne få en uddannelse. Jeg søgte ind på Handelshøjskolen i Århus, og læste på en rigtig god økonomi/sprog linie. Men det var kun i perioder jeg klarede mig godt. Mit helbred var bare så dårligt, og udadtil så jeg ud til at have det godt, måske lidt træt, men jeg gjorde altid meget ud af make-up og pænt tøj - så folk ikke kunne se hvor slemt jeg havde det, for så kunne jeg også lettere fake det overfor mig selv.

Hos min læge mødte jeg altid stor forståelse. På det tidspunkt dukkede Letigen op. Jeg gik til min læge, for selvom jeg ikke var fed, eller engang direkte overvægtig, havde jeg meget svært ved at tabe mig bare 1 kg hvis jeg havde lyst, og det irriterede mig, for p.g.a min hypermobilitet havde jeg fået at vide af Torsten Hansen at det ville være super for mig at tabe omkring 5-10 kg, så jeg prøvede og prøvede - alt ting, men intet hjalp. Jeg var så dødlignende træt at jeg ikke orkede nogen som helst form for motion, så min læge indvilgede i at lade mig prøve Letigen - altså alene af hensyn til mine svage led!

Hold da op hvor jeg fik det godt med det samme med den herlige medicin. Min storebror som vejede omkring 50 kg for meget, prøvede også Letigen, men han kunne overhovedet ikke klare den, han blev meget dårlig og droppede pillen. Flere af mine veninder prøvede det også, og med samme resultat som min bror, jeg var den eneste jeg kendte der havde det super på Letigen. Men jeg tabte mig kun meget meget lidt, og bare en anelse udskejelse (hvilket i mit tilfælde ville svare til 4 gajoler om eftermiddagen ) førte til at jeg tog det hele på igen.

Tiden kom til at begynde med underlivsundersøgelser, og jeg var en dybt genert ung dame, så jeg forlod min dejlige privatlæge, og fik en ny, en kvindelig læge. Hun var såmænd god nok, lod mig fortsætte med Letigen, men efterhånden som mine smerter tog til og det hele gik op i hat og briller på mit studie, var hun ikke meget bevendt. Det eneste hun tilbød mig var endnu stærkere medicin (og her taler vi altså om det stærkeste morfin - og jeg var kun 22 år) men jeg sagde nej tak - for jeg havde en stærk mistanke om at jeg meget let kunne blive afhængig af det skidt. Jeg fik derimod forøget min gigtmedicin, så jeg hver dag - HVER DAG fik 1200mg Ibumetin 4 gange daglig, det svarer til 4800 mg Ibumetin hver dag. - i dag døjer jeg med kronisk mavesår, og det er der vel ikke så meget at sige til efter 20 år med den slags medicin.

Som tiden gik fik jeg det hele tiden lidt værre, jeg havde altid ondt, ondt, ondt, og det var så svært for mig at følge med på mit studie, selvom jeg egentlig havde været ok kvik i gymnasiet (og af mine lærere var spået en stor karriere indenfor stort set alle områder: økonomi, sprog, ledelse) men nu var det som om selv det at gøre mig klar hver morgen og tage bussen ind til Handelshøjskolen krævede alt af mig, så når jeg nåede frem, var der bare ikke flere kræfter. Jeg havde selvfølgelig bunker af forberedelse hjemme, og selvom jeg var meget pligtopfyldende og lavede alt mit hjemmearbejde, kunne jeg ikke huske næste dag hvad jeg havde læst. Jeg kunne gå helt i sort, og kunne slet ikke huske almindelige ord, det kunne være almindelige ting som f.eks en kartoffelskræller, jeg ville ikke kunne huske, om det så gjaldt mit liv!, hvad det hed, jeg ville blive nødt til at beskrive den og hvad man gjorde med den, for at få andre til at forstå hvad jeg mente. Det kunne også udarte sig på andre måder, jeg ville ikke kunne føre en normal samtale med folk når jeg havde det sådan, så det førte til at jeg isolerede mig mere og mere for ikke at blive "opdaget", jeg troede simpelthen at jeg havde en psykisk lidelse.

Efter min mand og jeg blev gift (jeg havde det ikke engang så godt at vi kunne holde en fest, til manges store fortrydelse, men jeg havde overhovedet ikke kræfter, ikke engang selvom nogle af mine veninder ville arrangere det hele, og vi bare skulle møde op. Jeg kunne ingenting...) og efter Letigen blev forbudt, fik jeg det meget slemt. Jeg kunne ligge i flere dage af gangen uden at kunne tale, uden at kunne rejse mig op selv, og det eneste mentalt udfordrende jeg kunne var at se tv - ikke for indviklet tv (og jeg som fik 11 i tysk, fransk, engelsk, 13 i dansk, matematik og fysik) nu kunne jeg klare Glamour som det højeste

Sidste år fik jeg min gamle dygtige læge igen, ham der havde fortalt mig jeg havde fibromyalgi. Jeg fortalte ham at jeg havde brugt tid på at finde ud af hvordan man hjælper fibromyalgipatienter i USA - jeg havde nemlig fået kontakt med dr John Lowe.

Men jeg har lige opdaget at jeg kun (!) må skrive 10000 tegn, så jeg fortsætter min beretning om lidt, og sender dette nu!! Håber ikke I er faldet i søvn