Citer Oprindeligt indsendt af Zuzan Se indlæg
Mennesker i Danmark behandles for behandlernes skyld. Ikke for deres egen skyld.

Hele 27% behandles med antipsykotisk medicin, som IKKE hjælper de demente - tværtimod virker det livsforkortende.

Man kan da også få den tanke, at de ældre IKKE undersøges grundigt nok for deres FYSISKE skavanker og dermed udredes for ÅRSAGEN til, at de er urolige.

Hvem TØR blive gammel i Danmark?

Læs mere i Zuzans emne: "TERM og ældre"pleje"

Jeg tør overhovedet ikke være gammel, uanset hvor det skulle være. Jeg må derfor hele tiden fastholde forbindelsen til mit inderste - hvor selvværdet skal passes og hvor identiteten skal beskyttes mod "angrebene" udefra.

Disse "angreb" kommer mange steder fra og i en "logisk" rækkefølge, hvor svækkelsen (den mentale) kommer snigende ind og skaber en "automatik", der gør det lettere for det næste "angrebstrin ", og sådan fortsætter det, indtil man sidder så absolut pacificeret, et sted i systemet og tæller ikke med i samfundet mere.

Det starter i det små med egne børn, der på et tidspunkt i den ældres liv begynder at overtage en slags "mentor-rolle" for sine forældre, idet de unge nu kan fortælle den ældre, hvad det var/er den ældre gjorde/gør "forkert" ved dem og nu ved sig selv....

Ofte følger der intet konkret støttende bidrag til den ældre med alle disse bedrevidende udsagn. Kun anvisninger. Og mest kritiske. Som følge deraf blive den ældre, allerede på dette tidligere trin gjort "mør" og miste fodfæste, idet dette som vedkommende altid mente var "ens bedste" og som man kunne blive stolt af - ikke længere "passer". Nu har børnene bestemt, at man var altså ikke så god en forælder/forældre, som man selv gik og bildte sig ind.

Jamen, derfra og til at blive et nemt offer for systemets tiltag er afstanden meget kort. Som når ens læge ignorerer skavankerne, der i deres egenart kan have en del tilfælles med alderdomssvækkelse - og derfor får den ældre ikke den rette diagnose - men bliver i stedet parkeret som værende f.eks. dement, selv om vedkommende i virkeligheden lider under den depression, som ungernes "bedreviden" havde startet og som samfundets øvrige fordomme mod ældre havde forstærket. Eller selv om den ældre i virkeligheden "kun" lider af faldet i stofskifte og/eller følgeeffekter af aldersomsbetinget fald i næringsoptagelsen, hvilket medfører skæbnesvangre mangeltilstande på f.eks. B12-vitamin, D-vitamin eller andre mangler, der afhjulpet - ville give den ældre livet tilbage igen.

Jo mere svækket den ældres psyke bliver, jo ringere modstand kan den ældre yde mod den himmelråbende uret og mentalt vanrøgt, et karakter-mord den ældre bliver udsat for lige så snart vedkommende kommer i kløerne på "systemet", der hverken har ressourcerne eller goodwill til at finde ud af, hvad den enkelte ældre i virkeligheden fejler. Når systemet kun er gearet til "opbevaring" - bliver man opbevaret.... og hvis man bliver "besværlig" - bliver man dopet, for at pacificere "uromagere".... dvs. de ældre patienter, der endnu ikke nåede at glemme, at de også er fuldgyldige mennesker og protesterer. Eller de ældre patienter, der lider under massive bivirkninger af den forkerte medicin de får, fordi deres reelle sygdom overhovedet ikke er udredt. Eller de ældre, der har udviklet ikke genkendt mangeltilstande-inducerede sygdomme.

Alle andre end den ældre bliver "glade". Systemet, behandlere, plejere og medicingiganterne, der tjener kassen.

Tilbage står den gamle som taber, og alle andre, også behandlere, plejere, de gamles børn - der jo også bliver gamle en skønne dag i fremtiden, og hvor deres egne overgreb på de gamle - også bliver vendt mod dem selv og alle de vælgere, der bliver ved med at stemme på partier og grupperinger, hvis ansvar og skyld det er - at ældresektoren er blevet indrettet til at være parkering og dødsfabrikker for den ældre generation.

Jeg har læst en tankevækkende artikel oprindelig trykt i Der Spiegel en gang i 2002 skrevet af Veronika Hackenbroch om lægen, der døde, og patienten, der derfor blev rask - "Da lægen døde blev patienten rask" (frit efter hukommelsen), jeg gerne fortæller om, i næste post.