Balladen om laetrile (B17-vitamin, mandelonitril, amygdalin): Kemoterapi-producenterne vil ikke have laetrile ud til patienterne

Der har formentlig ikke være større kontrovers omkring noget kosttilskud, end der var i 1970’erne omkring B17-vitamin, også kaldet amygdalin eller laetrile. Amygdalin findes mange steder i natu*ren i alle former for frø og i kerner fra abrikoser, æbler, kirsebær, blommer og ferskner, samt i bog*hvede, hirse og andre fødevarer. Selvom de amygdalin-kritiske røster inden for den etablerede kræftlægeverden mener, at det er blevet bragt i miskredit, så er stoffet stadig et af de mest anvendte inden for den alternative verden - og dét med god grund.

De første beviser for amygdalins kræftbekæmpende egenskaber blev fremsat af Kanematsu Sugiura, Ph.D. (1892-1979), biokemiker fra Memorial Sloan-Kettering Hospital. Han havde forsket i kræft*sygdomme siden 1912, heraf på Memorial Sloan-Kettering siden 1917. På basis af et stort forsk*ningsmateriale kunne dr. Sugiura i 1974 med god ret hævde, at amygdalin bremser væsken i små svulster og er i stand til i betydelig grad at reducere spredningen af brystkræft blandt forsøgsdyr. Men denne udtalelse forblev inden for Memorial Sloan-Ketterings mure, for dr. Sugiuras forsk*ningsresultater blev aldrig offentliggjort. Ifølge hans resultater var det kun 20% af de forsøgsdyr, der blev behandlet med amygdalin, der udviklede lungemetastaser som følge af brystkræft, mens samme tal for dyr, der ikke fik amygdalin-behandling, lå på 80%. Han fandt desuden frem til, at a*mygdalin kunne udsætte udviklingen af spontan brystkræft med 3-4 måneder.

I årene 1973 og 1974 blev der offentliggjort andre positive forskningsresultater vedr. amygdalins behandlingsmæssige effekt mod kræftsygdomme - resultater, som underbyggede dr. Sugiuras på*stande. Men det var ikke den slags nyheder, Memorial Sloan-Kettering ønskede at høre. Måske hav*de det en vis indflydelse på ledelsen, at hospitalet stod til at miste enorme summer i form af tilskud fra kemoterapi-producenterne, hvis der blev offentliggjort flere positive resultater om amygdalins fortræffeligheder. Man hyrede en række ”topeksperter” - og som man kunne forvente, talte de alle imod dr. Suguiras påstande. Som man så det i tilfældet med hydrazin-sulfat, stod kræftindustrien sammen om at gøre fælles front.

Et forsøg foretaget på Mayo Clinic og sponsoreret af National Cancer Institute viste efter sigende, at amygdalin er virkningsløst. Men ifølge Michael Schachter, M.D., som omtales i kapitel 17 i denne bog, havde dette forsøg alvorlige fejl og mangler.

Sugiura, K. Unpublished taped interview (July 1974). Cited in: Moss, "Laetrile at Sloan-Kettering." The Cancer Insustry (New York: Equinox Press, 1996).

For det første anvendte forskerne isoamygdalin, som er en relativt inaktiv form for amygdalin. For det andet var de fleste af forsøgsdeltagerne uhelbredeligt syge patienter, som allerede havde været igennem hele repertoiret af kræftbehandlingsformer: Operation, kemoterapi og strålebehandling. Helt bortset fra den immunnedbrydende virkning ved disse behandlingsformer må man antage, at disse patienters sygdom var så fremskreden, at ingen form for behandling ville kunne have nogen virkning. For det tredje: For 70% af patienterne blev kræftsygdommen stabiliseret i løbet af de tre uger, hvor de fik indsprøjtninger af amygdalin. Men da den intravenøse behandling blev standset og erstattet af oral indgivelse af amygdalin, blev patienternes helbred dårligere.

Med andre ord: Det ”videnskabelige”, kliniske forsøg var designet på en sådan måde, at det kun kunne give negative resultater for amygdalin. Som dr. Schachter siger: ”Man kan spekulere over, hvad resultaterne fra Mayo Clinic-forsøget ville have været, hvis patienterne havde haft mindre fremskredne kræftsygdomme, hvis man havde brugt amygdalin af en ordentlig kvalitet, og hvis patienterne havde fået amygdalin intravenøst gennem længere tid”.

Kilde...

Læs gerne mere om B17-vitaminet HER...